Spørg

Jeg er gravid, hvad skal jeg gøre?

"Jeg vil selvfølgelig helst beholde barnet, men faren presser virkelig på med, at jeg skal få en abort. Har faren noget at skulle have sagt, med hensyn til om jeg må beholde barnet?" spørger en læser.

Allerførst skal du tale med dine forældre, der forhåbentlig vil hjælpe og støtte dig, svarer Aminah Tønnsen. Afbryd kæresteforholdet og tal med en imam, anbefaler imam Kassem Rachid

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg står i en meget svær situation, som jeg håber, I kan give mig islams synsvinkel på. Jeg har desværre begået en stor synd. Jeg har haft sex med min kæreste, og nu er jeg blevet gravid.

Jeg har utallige gange, efter jeg opdagede, at jeg var gravid, prøvet at overtale barnets far til ægteskab, men forgæves. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre nu. Er det en synd at beholde barnet? Er en abort virkelig i orden, bare det er 40 dage inden undfangelsen?

Jeg vil selvfølgelig helst beholde det, men faren presser virkelig på med, at jeg skal få en abort. Har faren noget at skulle have sagt, med hensyn til om jeg må beholde barnet? Og kan faren overhovedet stilles til ansvar? Det vil sige være der for barnet og så videre?

Venlig hilsen
R

Svar fra Aminah Tønnsen, muslimsk forfatter og foredragsholder:

Kære R

Det er en vanskelig situation, du står i, især hvis barnets far ikke vil stå ved sit ansvar.

I bor i Danmark, og her er det dansk lov, der gælder. Det er moren, der suverænt bestemmer, om hun vil beholde barnet eller ej, og en far skal betale børnebidrag (vistnok til barnet fylder 18 år), hvis han ikke er gift med barnets mor.

LÆS OGSÅ: Koranen lægger vægt på omtanke

Jeg tror ikke, faren kan tvinges til samvær, men det kan du få meget mere at vide om hos mødrehjælpen via deres hjemmeside.Du skriver meget lidt om dig selv og din øvrige situation, men jeg synes, du skal følge dit hjerte og beholde barnet. At få en provokeret abort sætter dybe spor i et menneske, man er mærket for livet.

Allerførst skal du tale med dine forældre, der forhåbentlig vil hjælpe og støtte dig i dit valg. Hvis du stadig ønsker en fremtid sammen med din kæreste, kan dine forældre måske tage en snak med ham og hans familie om situationen.

LÆS OGSÅ: Min muslimske kæreste er gravid - bør jeg konvertere?

Jeg mener naturligvis ikke, at I for enhver pris skal gifte jer for at undgå sladder og tab af "ære", men måske ændrer din kæreste mening, når han ser, at jeres familier støtter jer.

Læs også de to tidligere svar jeg har givet til unge kvinder i lignende situationer, dem kan du finde her og her.

Må Gud være med jer

Aminah Tønnsen
Forfatter og foredragsholder

Svar fra imam Kassem Rachid:

Kære R

Der er ingen tvivl om, at du har begået en stor synd i henhold til islam, og at du har bragt dig selv i en slem og ubehagelig situation. Derfor kan jeg give dig de følgende råd.

1. 
At du hengiver dig til Allah, og spørger ham om tilgivelse, og lover ham at afbryde dit forhold til manden med det samme. Grunden til det er, at vi ikke har noget kæresteforhold i islam, og det er strengt forbudt (haram). I henhold til islam findes der kun ét forhold mellem en kvinde og en mand, og det er ægteskabet.

LÆS OGSÅ: "Abort er slet ikke tilladt i Islam"

Der er flere kvinder, der er i samme situation som dig, der har kontaktet mig tidligere. Der er mange unge muslimske piger, som bliver snydt af nogle unge mænd, der tegner et falskt billede af kærlighed, som de muslimske piger falder for. I tror på dem og står imod jeres forældres bekymringer. Og nu kan du se resultatet af det.

Mit råd til alle muslimske piger er: Pas på de ulve, som vil stjæle jeres følelser og hjerter, og bagefter kommer I til at sidde og græde over jeres dumhed.

2. 
Generelt er det forbudt (haram) i islam at få abort, og det er lige meget, om kvinden blev gravid i et ægteskab eller uden for ægteskab. Og det er også lige meget, hvor langt man er med graviditeten. Det er virkelig et bredt emne, men jeg vil prøve at gøre det kort og så forståeligt som muligt.

Allah har forklaret os hvordan et menneske bliver skabt i sura 23, del 18: 14-15:
 
"Vi skabte dråben om til sammenløbet blod og omskabte det sammenløbne blod til en klump. Så skabte vi knogler ud af denne klump. Derpå dækkede vi knoglerne med kød. Og så udviklede vi det til en anden skabninger med sjæl."

Profeten Muhammad forklarede disse faser således:
 
"Ethvert menneske blev skabt som dråben i 40 dage, og bagefter til sammenløbet blod i 40 dage, og bagefter til en klump i 40 dage, og så sender Allah englen til at puste sjæl i det."

Ifølge ovenstående er det strengt forbudt i islam at få abort efter 120 dage.

LÆS OGSÅ: Vil Allah tilgive mig for sex før ægteskabet?

Det vil sige, efter fostret har fået en sjæl, og det er lige meget, hvordan kvinden er blevet gravid. Hvis man gør det alligevel, så betragtes det som at slå et menneske ihjel. Og så skal man gøre bod for den handling (kaffarah).

Det vil sige, at man giver blodpenge, og endvidere skal man faste i 60 dage i træk. Hvis man ikke kan faste, så er der mulighed at give mad til 60 fattige. Den eneste undtagelse er hvis fostret er dødt, eller at selve fødslen er livstruende for moderen.

I forhold til abort inden fostret er 40 dage gammelt, så skal der være gode grunde til aborten. For eksempel i forbindelse med voldtægt. Et andet eksempel kunne være en kvinde, der i forvejen har et nyfødt barn, og ikke har ressourcer til at passe og amme det nyfødte barn samtidig med graviditeten.

Mellem 40 dage og op til 120 dage efter graviditeten er det også forbudt (haram) at få abort, men hvis man finder ud af, at barnet er meget handicappet ifølge lægelig dokumentation, så er det tilladt at få abort.

Med hensyn til din situation så har du ifølge islam ikke ret til at få abort. Barnet må ikke straffes på grund af jeres fejl, og barnet har ret til at få faderens efternavn. Han har ikke lov til at presse dig til en abort.

Faderen har ikke pligt og ansvar over for barnet, fordi I er ikke gift, og der derfor ikke er en vielsesattest, som forpligter ham til noget. Og samtidigt har han heller ingen forpligtelser over for dig. Han er en fremmed mand for dig, og ifølge den islamiske sharia er eneste forhold, som du har til ham, at han er faderen til barnet.

Ifølge dansk lov er der andre regler, som gælder i din situation, som du måske kunne undersøge nærmere. Selvfølgelig er den bedste løsning, at han går med til et ægteskabeligt forhold, og derfor vil jeg anbefale dig til at kontakte en imam i jeres lokal moské og få faderen overtalt til at gifte sig med dig.

Jeg håber det bedste for dig, og glem ikke mit første råd om at afbryde dit kæresteforhold til ham med samme og spørge Gud om tilgivelse. Hernæst kan du overveje, om I kan indgå et ægteskab med hinanden.

Med venlig hilsen
Kassem Rachid
Imam og tolk

Svaret giver udtryk for panelisternes holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.