Jeg tror på en gudinde, men hvilken religion?

Jeg forstår, at Wicca Dianic ikke er en mulighed, men netop her finder man en tilbedelse af en gudinde; Artemis eller Diana (det romerske navn på gudinden), skriver missionsteolog Knud Jørgensen til spørgeren.

Måske kan du finde styrke og tillid i det, du allerede har fundet, foreslår buddhist Linda Clod Præstholm, og missionsteolog Knud Jørgensen svarer, at en tro på gudinden som skaber og hersker og som indbegrebet af naturen er en religion.

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg er en pige på 13 år, som meget gerne vil have lidt hjælp. Jeg har ikke rigtig noget at tro på. Jeg er født kristen og tror på, at Jesus har eksisteret. Dog ser jeg kun Jesus som en vigtig person for kristendommen og ikke som Guds søn. Faktisk tror jeg slet ikke på Gud.

Jeg tror på naturen. Jeg tror på, at alt i naturen er et mirakel. Bladene, der skifter farve, edderkoppen, der kan spinde et net uden hjælp og så videre. Jeg tror på, at det var en gudinde, der skabte det hele. Gudinden er ikke bare en hersker men en del af naturen. Hun er i hvert eneste blad, hvert eneste træ, og hun er i dig og mig. Hun er en del af naturen, og naturen er en del af hende.

Jeg tror ikke på magi. For mig er magi årstidernes skiften, og at fuglene er i stand til at flyve. Det betyder ikke, at jeg ikke tror på Big Bang og alt det med atomer. Det er bare gudinden, der har skabt det.

Når der kommer naturkatastrofer, er det også hende. Grunden til, at der kommer flere af den slags for tiden, er, at vi har gjort naturen vred på grund af global opvarmning. Noget meget vigtigt er balance. Så selvom hun er en gudinde, betyder det ikke, at det mandlige køn er mindre vigtigt. Man skal derfor heller ikke fortrænge sine onde sider men acceptere dem.

Jeg håber virkelig, I kan svare på mit spørgsmål og finde en religion for mig. Jeg synes, jeg har søgt overalt. Dog skal jeg nævne, at Wicca Dianic ikke er en mulighed. Det var ligesom lidt for feminint.

Jeg håber, I kan hjælpe!

Venlig hilsen
Josefine

Svar 1:

Kære Josefine

Tak for spørgsmål. Jeg er nysgerrig efter at vide, hvor den gudinde, du omtaler, kommer fra.

Jeg forstår, at Wicca Dianic ikke er en mulighed, men netop her finder man en tilbedelse af en gudinde; Artemis eller Diana (det romerske navn på gudinden) og en tro på, at hun er kilden til alt levende, og at alt findes i hende.

Gudinden er således hel (complete), det vil sige fuldkommen i sig selv og ophav til alt andet, hævder Zsuzsanna Budapest, som grundlagde Wicca Dianic i USA i 1970erne.

Jeg må også spørge dig, hvordan det kan have sig, at du tror på gudinden som skaber og hersker, men ikke tror på Gud? Du beder om hjælp med at finde en religion. Din tro på gudinden som skaber og hersker og som indbegrebet af naturen er en religion. På den måde har du allerede fundet en religion og noget at tro på.

LÆS OGSÅ: Hvad er religion?

Betyder dit spørgsmål, at du i grunden kunne ønske dig noget andet at tro på? Jeg tror på Jesus. Og jeg tror på, at han er opstået fra de døde og lever i dag. Jeg har i grunden ikke valgt at tro på ham. Det er snarere omvendt: Min tro har jeg fået af ham. Og når jeg tænker efter, fik jeg den som ung, fordi nogen udfordrede mig.

I Johannesevangeliet (kapitel 7, vers 17) fortælles det, at Jesus i en samtale med jøderne sagde, at den som vil gøre Guds vilje, skal erfare om læren er af Gud, eller om jeg taler af mig selv. Vedkommende udfordrede mig til netop det: Prøv at leve efter Guds vilje, så vil du møde ham på vejen erfare om Gud er til.

Det var en opfordring til at være lydig mod det, jeg viste var Guds vilje. Og lydigheden blev for mig vejen til tro. Siden har en tysk teolog, Dietrich Bonhoeffer, lært mig noget mere om dette, nemlig at tro og lydighed hænger sammen.

LÆS OGSÅ: Dietrich Bonhoeffer - teolog og martyr

Kun den lydige tror, siger Bonhoeffer, og kun den troende er lydig. Det er lydigheden (mod det jeg kender til af Guds vilje), som fører til troen, ikke omvendt. Der er nogle skridt, som må tages, dersom jeg skal komme ind i et rum, et landskab, hvor troen er mulig.

Jeg kan ikke hjælpe dig med at finde en religion, i grunden er begrebet religion jo noget, vi har fundet på. I stedet tror jeg, det handler om sandhed, om at lede efter sandheden, lade sig overmande af sandheden og på den måde blive lukket ind i et rum, hvor troen bliver til som en gave.

For mig blev det vejen; at lede efter sandheden på en praktisk, konkret måde ved simpelthen at prøve at gøre sandheden (det vil sige Guds vilje). Det skridt bragte mig ud i åbent land, hvor troen var mulig for mig, troen på Jesus som frelser og herre.

Du kunne sikkert ønske dig flere forslag til valg af religion. Jeg kunne måske have foreslået andre spændende muligheder, men du vil sikkert have forstået, at sådan en som mig, som tror, at Jesus er sandheden, vejen og livet, ville spille falsk, hvis han foreslog noget andet end det, han selv har oplevet som netop livet.

Venlig hilsen

Knud Jørgensen,
Missionsteolog i Areopagos og ph.d.

Svar 2:

Kære Josefine

Jeg har læst dit brev, og jeg er blevet bedt om at hjælpe dig med at finde en tro.

Lad mig først og fremmest sige, at det er nogle utrolige flotte tanker, du har gjort dig om naturen og universet. Du har en meget fin fornemmelse og forståelse for sammenhænge på tværs af mennesker, natur, tanker og handlinger. Alene det, at du er i stand til at have det, er en gave i sig selv. Som jeg ser det, er dette netop din tro, din fornemmelse for naturen og din meget flotte indsigt. Nogle mennesker har lettere ved dette end andre, det handler om, hvordan vi modtager og bearbejder sanser og tanker.

LÆS OGSÅ: Hvad er tro?

Der er mange mennesker der er i stand til at have sådan en indsigt, men det er bestemt ikke alle. Så du er ikke alene, men du skal heller ikke blive forbavset, hvis dine nærmeste venner ikke har det på samme måde. Du skriver nu, fordi du gerne vil finde en tro, der passer dit verdensbillede. Men du kan prøve at spørge dig selv, om det er nødvendigt, at du skal have en bekræftelse på, at det du tror, er rigtigt.

Måske behøver du slet ikke at finde en tro, fordi du allerede har den. At du selv har besvaret dine spørgsmål om naturens og universets sammenhæng, gør det jo ikke mindre rigtigt end andre trosretninger. Måske kan du finde styrken i din egen tro og derigennem finde fodfæste, tillid og frihed til at udfolde dig fuldt ud i verden.

Burde jeg sige, at du skulle blive buddhist? Nej, det synes jeg ikke. Buddhisme er ikke en tro, men er mere henvendt til dem, der gerne vil arbejde med deres sind. Måske får du en dag lyst til kigge nærmere på det, opleve alle de fine oplevelser du har. Det kalder vi sindet i buddhismen.

Buddhismen forlanger ikke at bestemt verdenssyn eller en bestemt adfærd. Men det er klart, at når man begynder at arbejde med sindet ved hjælp af metoder, som den historiske Buddha gav, så hjælper det at have tillid til de indsigter, som han havde om sindet og universet.

På den måde ser jeg naturen og universet som et udtryk for sindets muligheder og den ydre verden som en slags fælles illusion hverken eksisterende eller ikke-eksisterende og i konstant sammenhæng og udveksling - faktisk i en hvis lighed med det, du også skriver om.

Vi har dog hverken guder eller gudinder i buddhismen. Men det er helt grundlæggende, at vi arbejder med det, der hedder karma, som betyder årsag og virkning. Det vi tænker, siger og gør i dag bliver vores virkelighed i morgen. Det giver en hvis bevidsthed om sine tanker og handlinger mod sig selv og andre. Det giver også friheden og troen på, at vi selv skaber vores fremtid.

Så mit svar er egentligt et råd om at finde styrke og tillid i det, du allerede har fundet, netop fordi det er en god egenskab at kunne fornemme det, du kan.

LÆS OGSÅ: Jøders, kristnes og muslimers syn på naturen

Hvis du nu eller senere i livet har lyst til at arbejde mere med dig selv og måske udfordre nogle af dine personlige handlemønstre, så ville buddhismen måske kunne hjælpe dig og ikke falde langt fra den opfattelse af verden, du allerede har.

Men indtil da skal du bare fejre dig selv, naturen og de mange muligheder livet rummer!

Held og lykke.

Venlig hilsen

Linda Clod Præstholm,
IT-strategikonsulent og buddhist

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.