Kan bagtalelse tilgives i islam?

I islam er det altid muligt at opnå tilgivelse, hvis man har gjort et eller andet, men det er betinget af, at man er ærlig overfor Gud og har besluttet sig at ønske tilgivelse, skriver imam Kassem Rachid.

Den bedste måde at få tilgivelse på er, at man spørger personen direkte om tilgivelse. Men hvis man er i tvivl om, hvorvidt personen vil overreagere, skal man gøre noget andet, svarer imam Kassem Rachid

Spørgsmål:

Hej brevkasse

Jeg har spørgsmål om tilgivelse; hvis man har bagtalt en person men ikke har bedt personen om tilgivelse. Er der mulighed at blive tilgivet på anden måde uden at bede personen om tilgivelse? Kan man få personen at tilgive på dommedag?

Hvis man tager til Hajj, (pilgrimsfærden Hajj udgør en af de fem søjler (religiøse grundpiller) i islam, red.) kan man så blive tilgivet, selv om man ikke har bedt personen om tilgivelse?

Venlig hilsen
Hameed

Svar:

Kære Hameed

Tak for dit spørgsmål

I islam er det altid muligt at opnå tilgivelse, hvis man har gjort et eller andet, men det er betinget af, at man er ærlig over for Gud og har besluttet sig at ønske tilgivelse. I bagtalesituationen, hvis man ønsker at opnå tilgivelse, så er der faktisk forskellige måder.

Den bedste og korteste måde er, at man spørger personen direkte om tilgivelse. Men hvis man er i tvivl, om hvordan personen vil overreagere, og om det måske kan blive til et uvenskab, så skal man gøre noget andet.

LÆS OGSÅ: Tilgivelse er central i islam

I stedet nævner man personens gode sider over for andre folk. Det vil sige, at sige godt om personen på den måde kan Gud tilgive dig. En anden ting, man kan gøre, er, at man giver almisse til de fattige i personens navn.

På den måde står det så i personens navn ved Gud, at han har gjort gode gerninger for de penge, der er blevet betalt til de fattige. Man skal ikke vente til dommedag, man skal gøre det i sit liv for at blive befriet.

På dommedag har alle mennesker brug for deres gode gerninger, derfor er det vigtigt, at man beskytter dem. Det er meget vigtigt, at man ikke skylder andre nogen tjenester.

LÆS OGSÅ: Hvad vil ske på dommedag?

Hvis man tager til Hajj, og man ønsker at opnå Guds tilfredshed, så kan man blive tilgivet for næsten alt. Når jeg siger næsten, så mener jeg mellem dig og Gud.

Det eneste måde, hvorpå man kan risikere ikke at blive tilgivet, er, hvis menneskets rettigheder overses, det vil sige, hvis du har taget noget fra andre, selvom det kun er en lille ting som eksempelvis en kuglepen, så kan personen kræve at få den tilbage. Og på dommedag kan man ikke betale med penge eller bruge Dankort, for man kan kun bruge sine gode gerninger.

LÆS OGSÅ: Dommedag findes ikke i alle religioner

Så det er vigtigt, at man ikke skylder nogen noget eller har gjort noget ondt imod andre folk. Derfor er det vigtigt, før man tager på pilgrimsrejser, at man spørger folk om tilgivelse, før man tager derhen.

Venlig hilsen
Kassem Rachid
Imam

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.