Kan hinduer konvertere?

Man er ikke et registreret medlem af hinduismen. Man er bare hindu, og holder man op med at være hindu, skal man ikke meldes ud nogen steder, forklarer hindu. Foto: colourbox.com

Der er ikke problemer med at skifte fra hinduisme til en anden religion, for hinduismen er meget tolerant og giver stor frihed for mennesker, siger samfundsdebattør og hindu Dhamu Chodavarapu, som mener, at religioner er et personligt anliggende

Spørgsmål om at forlade hinduismen

Kære Dhamu Chodavarapu

Jeg har med interesse læst dit svar til Den forvirrede' fra d. 18. december 2008. Det drejer sig om at konvertere til hinduismen.

Hvad er svaret, hvis det er den anden vej; at en hindu ønsker at blive muslim eller kristen, hvad gør han/hun i denne situation? Hedder dette også at konvertere, eller forbliver man hindu uanset?

På forhånd tak for svaret.

Venlig hilsen
Bjarne H.

Svar fra hindu

Kære Bjarne H.

Vi har ikke et ord for at konvertere, men det er vel det samme alle vegne, altså at skifte. Der er ikke problemer med at skifte fra hinduisme til en anden religion. Hinduismen er meget bred og rummelig og giver også plads til, at folk kan forlade hinduismen.

Hinduisme er, i modsætning til andre religioner, meget tolerant og giver meget stor frihed for mennesker, idet man antager, at religionen er et personligt anliggende. Derfor er man ikke registreret som medlem, man er det bare og skal så heller ikke meldes ud.

Derfor er der ingen kære mor (eller far), der kommer og pådutter én, hvad man skal og ikke skal. Det er måske årsagen til, at nogle konverterer.

Tilbud om penge og social status bidrager også til konversion. Uheldigvis er hindusamfundet i Indien meget kasteinddelt og konvertering giver de kasteløse en vis social status, missionærer tilbyder at betale for børns uddannelse med videre.

Et nært familiemedlem af mig havde været syg. En dag i drømme mødte han en muslimsk fakir, (ifølge Koranen er en fakir én, som ikke ejer noget og i enhver henseende er afhængig af Guds hjælp, red.), en imam, som sagde, at hvis han lovede at omvende sig til islam, ville han blive rask.

Det blev han, og om det er læger eller Gud, der har gjort ham rask, vides ikke, men han omvendte sig til islam. Så meget, som jeg husker ham, levede han som hindu sammen med alle os andre hinduer. Men han holdt namaz (bøn, red.) fem gange om dagen. Han blev aldrig opfattet som muslim hos os. Det er storheden i hinduisme.

Venlig hilsen
Dhamu Chodavarapu
Samfundsdebattør, hindu og panelist på religion.dk

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.