Spørg

Kan mine forældre tvinge mig til at gå med tørklæde?

Den absolutte kærlighed er nødvendigt som muslim, og via dette vil du ikke anse forskellige guidelinjer som pligter men handlinger af kærlighed til Gud, skriver studerende og shiamuslim Tessie Nour Jørgensen. Foto: colourbox.com

Det er ærgerligt, at dine forældre har tvunget dig. De skulle have givet dig nødvendig viden til selv at træffe dit valg, svarer studerende og shiamuslim Tessie Jørgensen

Spørgsmål:

Kære brevkasse,

Må man godt tage tørklædet af, hvis man er blevet tvunget til at tage det på i en tidlig alder og ikke er klar til det endnu?

Er det haram, hvis man tager det af nu, men senere hen, når man er klar, og det kommer fra ens hjerte, tager det på igen? Vil Allah swt tillade det?

Venlig hilsen
Layla

Svar:

Kære Layla,

Som udgangspunkt må man aldrig tage tørklædet af, fra det bliver obligatorisk at bære det. At bære tørklæde indebærer også en masse andre obligatoriske elementer, såsom anstændig påklædning, der opfylder retningslinjerne for, hvordan et tørklæde skal sidde, og på hvilken måde, man skal bære det.

Det er alfa og omega at forstå, hvorfor tørklædet er blevet obligatorisk for kvinden, der skal dække sin ydre skønhed og ikke lade sig forelske i verdens materielle goder som tøj, smykker og sko. Det er ærgerligt, at dine forældre har tvunget dig, da de skulle have givet dig nødvendig viden til selv at træffe dit valg.

LÆS OGSÅ: Fra hvilken alder bærer piger tørklæde?

Jeg vil råde dig til at benytte dig af undervisning og bøger for at opnå kærlighed og lydighed over for Gud og kærlighed til Profeten. Denne absolutte kærlighed er nødvendig for muslimer, for med denne kærlighed vil du ikke anse de forskellige retningslinjer som pligter, men handlinger af kærlighed til Gud.

Det er oftest her, problemet ligger, at man ikke har forstået princippet om Guds eksistens og fået kærlighed til Gud den vej rundt. Hvis dette ikke hjælper, så overvej, hvilken vennekreds du befinder dig i; om de eksempelvis påvirker dig i en positiv eller negativ retning?

LÆS OGSÅ: Tørklædet findes ikke i Koranen

Kig indad og find ud af, hvilke barrierer, der forhindrer dig i at opnå den absolutte kærlighed til Gud og gør, at du mangler viden om, hvordan man bærer hijab (tørklæde).

Venlig hilsen
Tessie Jørgensen,
studerende og shiamuslim

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.