Må jeg som vesterlænding bære sari til indisk bryllup?

"I tidernes morgen har indgåelse af hinduistiske ægteskab været et samfundsanliggende, hvor ægteskaber har forhindret krige eller startet krige. Nu om dage bruger man bryllupper til at hilse på fjerne slægtninge, som man næsten har mistet kontakten til," skriver hindu Dhamu Chodavarapu.

Hindu Dhamu Chodavarapu benytter lejligheden til at fortælle om et bryllup i hinduismen, hvor der var mere end 1500 gæster med til festen, og han fortæller om bryllups-ritualet og de mange historier, som knytter sig til hinduistisk bryllup

Spørgsmål om påklædning til indisk bryllup

Kan man som vesterlænding bære sari til et indisk bryllup?

Hanne Svop

Svar fra hindu

Kære Hanne Svop

Som vesterlænding må man gerne bære sari til et indisk bryllup. Der er sikkert nogle til brylluppet, der kan hjælpe en med at sætte den rigtigt.

Min kone og jeg var i Indien og blev inviteret til et bryllup i en ret velhavende familie. Hele brylluppet varede i fem dage. Til den store afslutningsceremoni var der mere end 1500 gæster. Man havde lejet en stor hal med siddepladser til 2000 personer og et stort podium, hvor brudeparret sad med et vist antal præster og den nærmeste familie omkring sig klar til at udføre ritualerne.

Vi skulle møde før klokken 6 om morgenen for at køre i kortege i blomstersmykkede biler til bryllupslokalerne. Det hele startede efter tidlig morgenmad til de fremmødte gæster. Der var allerede et par hundrede familiemedlemmer, og vi var med.

Som sædvanlig starter alle hindu-ritualer med, at præsterne tilretter et lille bål på stedet og inviterer alle guder på sanskrit - det hellige sprog - som anses for at være verdens ældste. Først tilkalder man guden Ganesha. Ganesha har en særlig evne og magt til at afværge alle forhindringer, som kan opstå under udførelsen af ritualerne og i alle andre situationer i livet. Ganesha fik den egenskab som gave af sin far på følgende måde:

Ifølge et hindu-epos drog guden Shiva ud i krig mod en ondsindet, magtfuld person. Han vandt krigen og sendte bud til sin kone, at han var på vej hjem. Konen tog oliebad med velduftende sager. Inden formede hun en lille dreng og bad ham om at vogte stedet. Mens hun var i bad, kom Shiva, og da drengen standsede ham, huggede han i arrigskab hovedet af ham og gik ind.

Da konen fortalte, at hun havde lavet drengen, blev han ked af sin handling. Så han sendte sine tjenestefolk ud for at skære hovedet af en, der var ved at gøre noget galt. De fandt en elefant, der sov med hovedet mod nord og skar dens hoved af. Man siger, at man ikke må sove med hovedet mod nord på grund af jordens magnetiske kræfter. Hovedet blev anbragt på drengen, og han blev bragt til live. Han blev ked af sit hoved, derfor gav guden Shiva drengen den gave, at han fik magt over alle forhindringer, og alle mennesker tilbeder ham først, hver gang de skal udføre en handling.

Efter Ganesha er blevet tilkaldt, inviterer præsterne på brudeparrets vegne alle andre guder, som har relation til et lykkeligt ægteskab til at tage plads og overvære indgåelsen af bryllupsceremonien og velsigne dem. Man har en forestilling om, at guderne kommer af flammer. Man tilbeder dem, som om de er ærede gæster. Der tilbydes vand, duftstoffer, blomster, frisk kokosnød og andre frugter - sågar også et stykke bomuldsbeklædning og et mønt af en vis værdi til hver gud. Præsterne tager det med til deling.

Herefter afgiver brudeparret deres løfter og beder om tilgivelse for deres synder begået med viden eller uvidenhed - en renselsesproces. Man beder med præstens hjælp om tilgivelse og velsignelse fra alle guder.

De bliver mindet om, at deres ægteskab ikke bare er for deres fornøjelse men for at bevare og opfostre slægten. Ægteskabets formål er ikke kun at fornøje sig med hinanden, men en samfundsgerning. Det blev fremhævet gang på gang.

I tidernes morgen har indgåelse af ægteskab været et samfundsanliggende, hvor ægteskaber har forhindret krige eller startet krige. Nu om dage bruger man bryllupper til at hilse på fjerne slægtninge, som man næsten har mistet kontakten til. Tilstede var brudeparrets forældre, bedsteforældre, søstre og brødre, svogre og svigerinder med børn, fætre og kusiner, tanter og onkler. Utallige forretningsforbindelser og hele forældrenes og bedsteforældrenes sociale netværk var inviteret.

Alle kom med gaver især penge. Det hele kan forekomme som et stort cirkus. Efter man havde hilst og afleveret sin gave, gik man videre til den tilhørende dining hall, hvor der var buffet med mindst 50 forskellige retter af indiske specialiteter fra de mange forskellige stater. Det var en vegetarfamilie, og vi fik derfor kun vegetarmad uden en dråbe alkohol. Vi overlevede med maden, friskpresset juice og vand.

Det var en stemningsfuld ceremoni. Guderne var tilkaldt af præsterne og blandede sig med slægtninge, forretningsforbindelser og et talrigt og flot uniformeret serveringspersonale. Det hele er en kolossalt kostbar affære. Hele det store forsamlingshus var både ude og inde udsmykket med levende blomster. Bjerge af rosenhoveder var bundet i ranker, kronblade fra roser blev fra kæmpe bordbomber skudt ud over lokalet.

De kvindelige gæster var i deres overdådige silkesarier med brede guldborder, og nogle af dem skiftede flere gange i løbet af dagen. Det var ren eventyrstemning. Det kræver sin mand med månedsvis forberedelse og masser af penge at holde styr på det hele. Det var en forestilling, der tog hele dagen og natten med. En begivenhedsrig begivenhed.

Med venlig hilsen
Dhamu Chodavarapu
Hinduist og skribent

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.

Læs også Religion.dk's store bryllupstema.