Vil Allah tilgive mig for sex før ægteskabet?

"Jeg græder flere aftener og føler mig som det værste menneske, især fordi jeg begår den samme synd igen og igen og igen," skriver en anonym læser, som har valgt islam som sin religion. Foto: Modelfoto: Mette Frandsen.

Islam er den rette vej for mig, skriver en kvindelig læser. Men nu fortryder hun, at hun har haft sex med sin kæreste, og hun tror ikke, at hun kan få tilgivelse af Allah for sine synder. Forfatter og dansk konvertit Aminah Tønnsen svarer

Spørgsmål om tilgivelse fra Allah

Kære brevkasse

Jeg er en dansk pige, som er opvokset med muslimske veninder og har på den måde fået megen kendskab til islam. Jeg føler virkelig fra bunden af mit hjerte, at islam er den rigtige vej.

Jeg har altid værdsat mig selv og holdt på min værdighed. En dag fik jeg så en kæreste, som jeg hurtigt begyndte at elske utrolig højt (han er muslim).

Vi har været sammen i 3 år og elsker hinanden mere end alt andet. Jeg har altid villet være jomfru lige indtil mit ægteskab, men jeg var svag og mistede det til min stadig nuværende kæreste.

Jeg har mange gange fortalt ham om mine holdninger, og at jeg ikke kan holde det ud. Jeg græder flere aftener og føler mig som det værste menneske, især fordi jeg begår den samme synd igen og igen og igen.

Jeg kan ikke holde mig selv ud. Og selvom man burde gå ud fra, at min muslimske kæreste havde de samme holdninger som mig, synes han ikke, at det er så slemt, som jeg "får det til at fremstå."

Men i virkeligheden kan jeg ikke holde tanken ud om at miste den dreng, jeg gav mig selv til, og indse tanken om, hvor "beskidt" en pige, jeg i virkeligheden er.

Jeg fortryder af hjertet det, jeg har gjort, og jeg har ingen forventninger om at blive tilgivet af Allah for mine synder.

Jeg beder blot om hjælp til at tackle min situation, da det er svært at leve med skyldfølelsen, og til at takle min kærestes uvidenhed og umodenhed.

Det skal lige siges, at jeg er 16 og han 17.

Med venlig hilsen
Anonym

Svar fra forfatter og islamisk konvertit

Kære anonyme

En af Guds vigtigste egenskaber er, at han er tilgivende, nådig og barmhjertig.

Du har truffet et valg og må leve med konsekvensen. Gud er den eneste, der kan hjælpe dig af med din dårlige samvittighed.

Gud tilgiver den, der oprigtigt angrer og forbedrer sig. Hvis man holder sig fra de største synder, vil Gud tilgive ens mindre fejltagelser. Gud tilgiver igen og igen.

I er begge to meget unge og vil - forhåbentlig - udvikle jeres personlighed i årene fremover. Jeg er overbevist om, at man undgår mange skuffelser og vanskeligheder, hvis man venter med den seksuelle side af livet, indtil man er blevet gift.

Læs de to artikler, "Jeg fortryder sex før ægteskabet" og "Er det en stor synd at have en kæreste". De giver dig et indblik i, hvilke sociale vanskeligheder du/I kan komme ud for; men alt afhænger af din kærestes og hans families indstilling til spørgsmålet den dag, din kæreste er parat til at indgå ægteskab.

Selvom din kæreste ikke synes at tage sagen så tungt lige nu, så risikerer du, at han til den tid har en helt anden holdning til sex før ægteskab, end han har i dag, og så vil det - sandsynligvis - være dig, der trækker det korteste strå.

Pas godt på dig selv - og pas godt på hinanden.

Med venlig hilsen
Aminah Tønnsen
Muslimsk forfatter og foredragsholder

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.