Evolutionen er ikke et faktum

SKABELSE: Det kan virke mere uvidenskabeligt og "tros-drevet" at benægte muligheden af en intelligent designer, end det er at åbne for muligheden, skriver Leif Andersen

Spørgsmål:

Vi ved i dag, at jorden har eksisteret i milliarder af år, at der har været liv i hundreder af millioner år, og at dyrene udvikler sig fra art til art. Hvad betyder det for vores forståelse af skabelsesberetningerne og syndefaldsberetningen?

Daniel

Svar:

Kære Daniel

Tak for dit spørgsmål!

For nu at begynde med en indvending: Du skriver, at "Vi ved i dag ..." - Det er jeg faktisk ikke enig i. Jeg er med på, at "de fleste er overbevist om"; men det er altså ikke helt det samme! Jeg er også med på, at meget tyder på fx, at jorden er milliarder af år gammel, og at der har været liv i millioner af år. Men der er samtidig faktisk meget store vanskeligheder (videnskabelige vanskeligheder, ikke trosvanskeligheder!) ved at regne med en spontan udvikling af livet og af arterne, udelukkende ved stof, tid og tilfældighed og ved "den stærkestes overlevelse".

Mange antager, at når nogle stadig stiller spørgsmål ved evolutionslæren, er det simpelt hen fordi de af religiøse grunde kniber øjnene fast i og ikke vil vide af fakta. Det kan sikkert også forekomme; men evolutionen er faktisk ikke et faktum. Jeg kan nævne nogle af
vanskelighederne:

1. At liv opstår spontant af uorganisk stof, er matematisk helt usandsynligt. Det kunne man endnu forestille sig i evolutionslærens barndom, da man ingen anelse havde om, hvor ufatteligt kompliceret selv den "enkleste" celle er. Og der skal faktisk en fuldt færdig celle til, både med en form for reproduktionskodning og en form for energiomdannelse og næringsoptagelse, før der overhovedet kan være tale om, at udviklingen begynder, og kampen for overlevelse tager fart.

Det er mildest talt ikke nok, at uorganisk stof samler sig til enklere organiske strukturer (hvilket i sig selv er en vanskelighed, omend ikke nogen umulighed); hvordan skulle selv de mest komplicerede organiske molekyler kunne begynde at "udvikle" sig til færdige celler?

2. At nye komplicerede organer skulle kunne opstå fuldt færdige i ét vældigt mutationsspring, er ligeledes matematisk helt usandsynligt - og at de skulle kunne udvikle sig langsomt over snesevis af generationer, strider mod selve tanken om "survival of the fittest". Levendefødsel fx forudsætter så kompliceret og anderledes en organisme end æglægning, at det er helt utænkeligt, at der skulle være generationer med kvart, halvt og trekvart udviklet placenta osv.

3. Der er så mange elementer i livets mangfoldighed, der synes at forudsætte et "intelligent design" - symbiotiske livsformer, komplicerede organer, instinkter osv. - at det kan virke mere uvidenskabeligt og "tros-drevet" at benægte muligheden af en intelligent designer, end det er at åbne for muligheden. Du kan fx prøve at læse den nye "Rosens råb" af Jakob Wolf.

Jeg var som helt ung overbevist evolutionist - og læste så en dag en vældig spændende bog om dinosaurer. Så stod der pludselig, at "det var på dette tidspunkt, de første bittesmå pattedyr begyndte at vise sig". Og jeg kan huske, hvordan jeg studsede: Hvor kom de lige fra?! - var der pludselig en dag krøbet et fuldt færdigt hanpattedyr ud af et krybdyr- eller dinosauræg? Og vel at mærke med et sødt lille hunpattedyr på samme tid lige i nærheden med samme sæt af komplicerede mutationer? Eller slæbte der sig generationer af halvt udviklede pattedyr rundt i århundreder? Mente forfatterne, at de havde løst det ved at skrive "bittesmå pattedyr"...

Det er meget mærkeligt at lægge mærke til, at næsten alle astronomiske landvindinger i dag præsenteres med spørgsmålet: "Findes der vand dér og dér?!" Næsten som om, at findes der vand, så er vi meget tæt på også at have liv. Men selv om vand er en nødvendig forudsætning for liv, er det mildest talt ikke nogen tilstrækkelig forudsætning for liv!

Men disse vanskeligheder er nærmest tabu i dag, fordi de fleste er frygtelig bange for, at de skal blive anset for at være naive fundamentalister, hvis de bare åbner for muligheden af, at evolutionen måske alligevel ikke var så indlysende et faktum.

Så det var først min indvending. Dernæst: Hvordan forstår vi i dag skabelsesberetning og syndefaldsberetning?

Det er ikke så vanskeligt, rent videnskabeligt, at antage en meget høj alder på universet og på Jorden, som det er at antage spontan tilblivelse af og spontan udvikling af liv. Det er i mine øjne heller ikke så vanskeligt at forene skabelsesberetningen med en meget høj alder på universet og på Jorden. Det er bestemt muligt at forstå skabelsesberetningen billedligt.

Ikke fordi vi lige pludselig finder på dét, men fordi den godt kan være ment billedligt. Ligesom fx Åbenbaringsbogens tidsangivelser i den anden ende af Bibelen. Og der er ikke rigtig noget sted i Bibelen lagt nogen teologisk eller åndelig vægt på, at det skal være sket på 6 dage á 24 timer.

Den største vanskelighed opstår omkring menneskesynet: Hvis mennesket også er en tilfældig knop på en udvikling, styret af tilfældighed, så bliver det straks vanskeligere at antage, at mennesket er skabt i Guds billede. Det gør selvfølgelig ikke folk spor, hvis de allerede mener, at Gud slet ikke er nogen person, men blot et princip eller en kraft eller "det, der er større end mig". Men det kunne jo godt være, at det også kunne forklare, hvorfor så mange i dag er så frygteligt usikre på, hvem og hvad de er, og om de overhovedet har nogen værdi. Hvis jeg blot bærer en upersonlig "Guds" billede, er det da så mærkeligt, at jeg måske slet ikke oplever mig selv som en person(lighed)?

Den anden vanskelighed er syndefaldsberetningen. Både Gamle Testamente og Nye Testamente lægger nemlig stor vægt på, at døden først kommer ind i verden og i naturen ved syndefaldet. Verden er ikke skabt med indbygget død og ødelæggelse og lidelse; den kommer ind i verden som noget fremmed, fordi mennesket vender Gud ryggen. Men evolutionslæren går ud fra, at døden og lidelsen altid har været en del af skaberværket - ja, døden er (i kampen for overlevelse) selve drivkraften i udviklingen.

Men så bliver det for det første helt ubegribeligt, hvorfor den gode Gud skulle have skabt en verden fuld af indbygget lidelse og død (og han skabte den jo faktisk sådan, at "Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var"). For det andet forudsætter Nye Testamente, at det oprindelige skaberværk skal genoprettes ved Kristi andet komme; og hvis det blot bliver et "rerun", en gentagelse af den samme gamle lidelsesfyldte verden, så bliver det vanskeligt at begribe, hvori Kristi genoprettelse af verden egentlig skulle bestå.

Medens det altså sikkert er muligt at forstå skabelsesberetningen mere billedligt, lader det sig ikke rigtig gøre med syndefaldsberetningen. Selvfølgelig er der billedlige elementer i den; men selve det historiske før/efter kan vi faktisk ikke undvære.

Med venlig hilsen

Leif Andersen

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.