Religionskritik og islam
Hvad betyder religionskritik i moderne tid? Findes der en religionskritik, der forholder sig til islam?
Spørgsmål:
Mit spørgsmål går på, om der er nogen, som kender til én eller flere berømte/anerkendte religionskritikkere, der har udtalt sig om islam.
Jeg har selv kun været i stand til at finde de sædvanelige kritikkere af kristendommen og den gamle græske tro (Nietsche, Xenofanes, Sokrates, Feuerbach, Marx, Freud og Jung). Håber, at nogen kan hjælpe mig?
Ulla
Svar:
Det er svært at svare kort på det stillede spørgsmål. Det er der mange grunde til, flere end jeg kan nævne inden for rammerne af et kort svar. Eet problem med at give et svar, er at jeg ikke har alle de nødvendige bøger til min rådighed, og at jeg ganske enkelt ikke heller i nærmeste fremtid har mulighed for at gå fx Kant, Hume, mfl. efter i sømmene.
En anden vanskelighed er, at religionskritik ikke kan begrænses til én, nemlig den "klassiske". Desuden: Kernen i den klassiske religionskritik er ikke kritik af kristendom (ligesom kernen i den antikke religionskritik heller ikke var kritik af fx græsk religion) eller nogen anden bestemt religion.
Kernen i klassiske religionskritik er en humanistisk religionsteori, Den religionsteori, der føder og ledsager den klassiske religionskritik (Feuerbach), men som jo også er kendt fra visse oplysningsfilosoffer (fx Hume) er ikke primært eller udelukkende centreret om religionsbekæmpelse eller religionens bortfald, men derimod om placeringen af religionen "på jorden", i mennesket, i samfundet.
Hvad enten vi forklarer dens oprindelse, "væsen" og funktion i lyset af en sociologisk, psykologisk, kognitivistisk, symbolistisk, semantisk, socialkonstruktivistisk, strukturalistisk, biologisk, økologisk teori, så har vi at gøre med humanistiske eller naturalistiske, og i den forstand religionskritiske, teorier, der ikke regner med Guds finger i religionernes historie eller med "Gud" som årsag til hverken verdens eller religionens skabelse.
Dette er kernen i de religionskritiske religionsteorier, og det er fortsat kernen i al ikke-religiøs akademisk religionsvidenskab, også selv om den kontinuerligt har kritiseret de gamle religionsteorier og fortsat arbejder sig frem mod andre.
Men det er rigtigt, at en egentlig religionsfjendtlig, religionsbekæmpende og emancipatorisk ideologi ofte har ledsaget den klassiske religionskritik, og i den udstrækning den kristne religion var den dominerende i Europa, måtte det naturligvis primært rettes mod den kristne religion og dennes magt i samfund og stat.
"Klassisk" religionskritik har gødet jorden for og også inspireret den spirende ikke-teologiske såvel som teologiske religionsforskning, men selv om vi hos rationalistiske og evolutionistiske religionsforskere som Tylor og Frazer finder spor af en mere programmatisk ideologiserne og emancipatorisk religions- (og kristendomskritik), både i "programerklæringer" og i deres arbejde, så er de undtagelserne, der bekræfter regelen.
Religionsvidenskabens historie og udøvere har være mere præget af Romatikkens end Oplysningstidens ånd, af religiøs snarere end ikke- og anti-religiøs religionskritik, af religionsteorier og metodologiske principper, der på forskellig vis netop udelukker og forbyder, og til tider bevidst søger at forhindre) en ideologisk og ideologiserende, religionsfjendtlig "klassisk" religionskritik.
Aspekter af den klassiske religionskritiks religionsteorier er i øvrigt blevet bragt i miskredit af fortsat forskning og teoridannelse, af kritiske applikationer og raffinementer af de naturalistiske tilgange og religionsteorier, herunder den "klassiske" religionskritiks.
Islam optræder i flere værker af oplysningstidens store navne og dermed også i den klassiske religionskritiske tradition, til tider med negativt fortegn ad islam generelt og ad specifikke aspekter, til tider med positivt fortegn, ad specifikke aspekter i sammenligning med f.eks. kristendom. F.eks. kan vi finde positiv interesse for denne religions gudsopfattelse, der forekommer flere oplysningsfilosoffer mere deistisk end den kristne.
Kritik af islam har der selvfølgelig altid været meget af i det kristne Europe og Vesten, men det har især været religiøst forankret, især kristen eller kristent inspireret kritik. Og, de seneste år har vi så set en genopblussen af den traditionelle kritik af islam og muslimer, generelt og af enkelte punkter i deres tro og praksis. For en uges tid siden var der en typisk gammeldags kritik af muslimer og islam i
Politikens kronik: De var ikke rigtig kloge, hvis de troede at Koranen var andet end en gammel bog skrevet af mænd, og hvis muslimer ville tage fornuften i brug burde de derfor hurtigst droppe den.
Problemet med en sådan kritik er at den ikke er radikal nok, dvs. ikke omfatter alle andre religioner og deres hellige bøger og tro på en transcendent gud som skaber af alt.
Sådant er ikke hverken klassisk eller religionsvidenskabelig religionskritik.
Venligst
Tim Jensen
––
PS: I øvrigt Jung ikke at stille helt på linje med Freud. Jung kan muligvis placere aspekter af religion i det s.k. kollektivt ubevidste, men Jung var i modsætning til Freud positivt religionskritisk.
Prøv at se om du kan finde noget mere i bl.a. følgende:
Jensen, K. Villads, Kristne Temaer om Islam Gennem Tiden, Årsskrift 1995, Støtteselskabet for Pakistans Kirke
Jensen , T. , "Religionsvidenskaben og religionskritikken - før og nu", Kritisk forum for praktisk teologi , 73, 1998, 28-48 (hele nummeret viet religionskritik)
Bemærk også Lissi Rasmussens svar på samme spørgsmål under kategorien islam
Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.