Er alle religioner lige gode?

"Der er ingen grund til at fyre nogen kirke eller religion, så længe vi opfatter dem som vejskilte på vejen," svarer forfatter Benny Alex

Spørgsmål:

Kære Ben Alex

Tak for dit svar. Jeg har tænkt meget over det, og er også gået i gang med at læse din bog Vejen ud, og vil derefter læse din bog Mødet med Eckhart.

Jeg er selv kristen, men har i de senere år tumlet med mange forskellige spørgsmål, og har det svært med fortabelsesdelen i den traditionelle forstand. Jeg har ofte givet udtryk for, at én hengiven muslim på en eller anden måde måtte kunne finde nåde for Guds øjne, eller en hinduist eller andre hengivne mennesker. På den anden side kan jeg ikke helt overse, at Jesus siger, at han er vejen, sandheden og livet.

Jeg har i de senere år i forbindelse med mit arbejde (jeg er pædagog) arbejdet meget med den systemiske tankegang, og den tankegang gør meget op med én sandhed og ét svar, men går derimod meget ind for multivers og de mange forståelser. Den har sågar afskaffet skyld og skam, hvilket fik mig til at spørge, om tilgivelsen så også er væk? Jeg fik ikke noget svar, men stilhed.

Alle de her tanker har jeg svært ved at sætte ind i et brugbart system med det resultat, at jeg tænker i paralleller en stor del af tiden. Dette betyder også, at jeg har svært ved at undervise mine børn i de kristne grundsandheder, da tankegangene ikke kan forenes særlig godt.

Og så kommer vi til dig! Du vender umiddelbart det hele på hovedet. Så vidt jeg kan forstå, mener du at buddhisme, hinduisme og mange af de andre retninger faktisk ikke går imod Bibelen, men er en del af en større sandhed.

Normalt ville jeg afvise disse ideer, men noget hindrer mig, og jeg bliver nødt til at stoppe op og finde ud af, hvad du tænker, og egentligt mener, for jeg føler en stor samhørighed med det, du beskriver i Vejen ud.

Jeg kan sagtens se mig selv i både omvendelse ét og to og er helt med på, at jeg aldrig kommer tilbage til den første frelselsesoplevelse, og at jeg ikke har alle de gode gamle argumenter til frelse, når jeg en sjælden gang forsøger at formidle min tro med ord til kollegaer og venner udenfor kirken.

Jeg er dog bekymret for dine ideer og tænker, at det vel ikke er Guds mening at fyre kirken og så bare sige: Det er helt i orden venner! Alle trosretninger er lige gode, så længe I ikke slår hinanden ihjel? Nogle gange tror jeg, at kirken slår ihjel i hvert fald, hvad angår liv, lyst og spontanitet i åndslivet, og som det er lige nu, hører jeg stadigt til en menighed, men føler mig fremmedgjort, og kan ikke finde frem til åndsfællesskabet som før i tiden.

Så vidt jeg kan forstå, har Jesus stadigt en central rolle for dig, men jeg har brug for at vide, om sandheden er blevet større end Jesus? For mig er sandheden Jesus, ellers ville hans død jo have været unødvendig.

Du siger, at jeg skal holde op med at stille spørgsmål, men det er jeg opdraget til. Ingen spørgsmål - ingen udvikling. At holde op med det er jo egentlig bare det samme, de almindelige danskere gør hver aften, hvor de dulmer deres tanker i endnu en krimi eller et dokumentarprogram, der finder ugens syndebuk (ikke at der er noget forkert i fjernsyn, men tv er en god tankestopper).

Tak, fordi du gav dig tid til at svare på min mail sidste gang. Jeg håber, at du også finder tid til at svare på denne.

Med venlig hilsen
Anna

Svar:

Kære Anna

Tak for dine gode overvejelser og de betænkeligheder, som du formulerer så fint. Jeg svarer gerne, så langt, jeg kan se.

Først spørgsmålet om skyld, skam og tilgivelse: Jamen, hvis vi forudsætter, at der findes tilgivelse, og vi erkender vores behov for tilgivelse, så findes der jo ikke længere skyld og skam! Hvis vi stadigt bærer på skyld og skam, er det ensbetydende med, at vi netop ikke har erfaret tilgivelse. Hvor, der er tilgivelse, kan der ikke også være skyld og skam. Vi kan fortryde noget, og vi kan tage skylden for noget, men de gode nyheder er, at vi ikke behøver at bære på skylden.

Som kristen ved du, at skylden allerede er blevet båret og sonet en gang for alle. Jesus sagde om tolderen, der bad: Vær mig arme synder nådig! At han gik "retfærdiggjort hjem" vil sige fri af skyld og skam. Desværre er mange kristne blevet indoktrineret med, at jo mere skyldige, de føler sig, jo mere frelste er de. Men det er lige omvendt: Jo mere frelste, vi er, desto mindre skyldige føler vi os.

Dernæst skriver du, at jeg må mene, at alle religioner er lige gode og ikke går imod Bibelen. Om de er lige gode, ved jeg ikke, men hver især forsøger de at tegne et begribeligt billede af den Gud, som er ufattelig, og som findes hinsides alle religioner og systemer. De går ikke imod Bibelen, så vidt jeg ved, lige så lidt som Bibelen går imod dem.

Jeg tror, det er sundt for os, der er opvokset i en kristen eksklusivisme at huske på, at religion (inklusive den kristne teologi) dybest set er noget, vi selv har fundet på. Derfor vil den sandhed, som religionen udtrykker, altid være af relativ art.

Jeg forestiller mig livet som en vej, der hele tiden deler sig i nye skilleveje, hvor vi selv må vælge, hvilken af vejene, vi vil gå. Det afgørende her er motivet for vore valg. Vælger jeg den vej, som bekræfter mig i det, jeg allerede ved og tror på, og som giver tryghed og fritager mig fra at vove? Eller vælger jeg den vej, som udfordrer mig til at vove alt for sandhedens skyld?

Den første vej kaldte Jesus den brede vej, den anden kaldte han den smalle vej. Somme tider kommer vi til en rundkørsel med mange vejskilte og muligheder. På et vejskilt står måske evangelisk kristendom, på et andet står der katolicisme, på et tredje står der buddhisme, på et fjerde står der tankefeltterapi, på et femte står der astrologi og så videre. Der er lige så mange vejskilte, som der er religiøse systemer.

Vejskiltene kan kun lede os til kanten. Her hører vejen op, og systemerne kan ikke længere hjælpe os. Vi må tage springet, og det er først i dette spring, at den åndelige vej begynder. I springet kommer sandheden os i møde og bærer os over afgrunden.

Ingen kan tage springet for os, vi må satse os selv og vores eget liv. Men, siger Jesus, den der mister sit liv her, vil vinde det, og sandheden vil sætte dig fri af alle systemer. Før var du fanget i religionens bur, men nu svæver du i frit fald, og først i dette fald oplever du at blive båret af evige arme.

Der er ingen grund til at fyre nogen kirke eller religion, så længe vi opfatter dem som vejskilte på vejen. Men, hvis de hindrer os i at gå hele vejen og gøre springet, så vi kravler op i vejskiltene i stedet for at gå vejen, gør vi bedst i at forsage dem. Ellers vil de lede os på afveje.

Jesus gik selv denne vej, da han forsagede sin fædrende tro. Og han forventer, at enhver efterfølger gør det samme. I en religion (den jødiske), som gjorde krav på at være vejen den eneste vej til Gud sagde Jesus: Nej, jeg er vejen, sandheden og livet. Det samme gælder enhver efterfølger af ham, der forsager et system, som mener at have monopol på Gud, og kaster sig ud på dybet, hvor nåden ikke længere er en trossag, men bliver til erfaring.

Religionen er ikke længere din vej. Du er selv blevet vejen. Jeg håber, disse tanker vil udfordre dig til at fortsætte din åndelige vej.

Med venlig hilsen
Ben Alex
Forfatter

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.