Hvordan lever nonner?

Katolske nonner (Korea). Foto: Christopher John SSF/wikimedia.org

Nonners leveform afhænger af, hvilken slags nonne man er. Man kan være aktiv eller kontemplativ eller lidt af hvert, svarer Søster Abraham

Spørgsmål:

Jeg er interesseret i at vide mere om nonners liv, hverdag og daglige rutiner. Jeg har allerede læst en artikel om en nonnes hverdag, men vil gerne vide mere.

Hvis en nonne ikke bor i et kloster, men nærmere i en villa, hedder det så noget bestemt?

Hvordan foregår dagligdagen? Skiftes man for eksempel til at lave mad? Er der én, der bestyrer stedet? I så fald, hvad kalder man den søster? Er der bestemte krav til, hvordan nonner skal bo?

På forhånd tak.

Med venlig hilsen
Heidi

Svar:

Kære Heidi

Det er et meget stort og ret vanskeligt spørgsmål, du der kommer med. Udtømmende kan det umuligt besvares med mindre end flere bøger, i virkeligheden en hel litteratur, som det vil tage år at læse.

Først spørger du om, hvordan dagligdagen foregår.

Det kommer da sandelig meget an på, hvilken slags nonne man er. Man kan være aktiv eller kontemplativ eller lidt af hvert. Helt kontemplative og nogle blandede er lukket inde, så at de overhovedet ikke kommer ud.

Hvis man derimod for eksempel er læge foruden at være nonne (aktiv eller blandet), så må man nødvendigvis være i stand til at besøge patienterne.

Dernæst spørger du, om man skiftes til at lave mad.

I nogle klostre gør man. I andre ikke.

Du spørger om, der er en bestyrer (snarere en bestyrerinde).

Jo, det er der. Men hendes titel er ikke altid den samme. Nogle steder kaldes hun "forstanderinde," andre steder "priorinde" eller "abbedisse". Det afhænger af, hvilket kloster vi taler om.

Oprindelig var nonners titel ikke "søster," men "moder," ligesom munkenes var "fader." Dette er egentlig slet ikke en præsts titel, men kun en munks. Sådan er det i dag i den meget gamle etiopisk-ortodokse kirke.

Du spørger om, der er bestemte krav til nonners bolig.

Egentlig kun det, at de skal kunne leve i cølibat, for uden dette er de slet ikke nonner. Nøjagtigt det samme gælder munke. Jeg har lige kunnet fejre 60 års jubilæum som nonne, så jeg begynder at vide lidt om sagen!

Jeg har også skrevet flere bøger, desværre næsten alle udsolgte, men flere kan lånes på biblioteket.

Jeg kan desuden anbefale dig: De flygtige år af Kirsten Stoffregen Pedersen (Unitas Forlag).

Med venlig hilsen
Søster Abraham
Nonne og panelist på religion.dk

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.