Hvorfor går nonner klædt i sort?

At dragterne er sorte bunder i traditionen og er udtryk for enkelhed og ikke at ville være prangende, skriver søster Anna Marie Kjellegaard.

"At en del nonner går i sort dragt har absolut intet med mænd, sex eller sorg at gøre", svarer nonne Anna-Maria Kjellegaard

Spørgsmål:

Farven hvid betyder ofte renhedens farve, og uskyldens farve og sort er det skyldiges og beskidte farve. Jeg har derfor spekuleret over, hvorfor nonner går rundt i sort tøj og ikke hvidt, da deres tro eksempelvis forbyder dem at tænke på sex, mænd og så videre?

Med venlig hilsen
Andreas Jørgensen

Svar:

Kære Andreas

Tak for dit spørgsmål om, hvorfor nonner er klædt i sort. Allerførst, til din orientering, så er der også nonner, der har hvide, brune, lilla eller blå dragter, alt afhængigt af, hvilken orden de tilhører.

Hvilken betydning, man tillægger farver, er kulturbestemt. I vores kulturkreds er sorgens farve sort, mens den i Japan, så vidt jeg er orienteret, er hvid - altså stik modsat. At en del nonner går i sort dragt har absolut intet med mænd, sex eller sorg at gøre, for den sags skyld.

Folkekirkens præster, både de kvindelige og mandlige, har en sort dragt på, når de forretter en tjeneste i kirken. Hverken for de nonner, der har sort dragt eller for folkekirkens præster, betyder den sorte farve, at de er skyldige eller beskidte.

At dragterne er sorte bunder i traditionen og er udtryk for enkelhed og ikke at ville være prangende.

Med venlig hilsen
Søster Anna-Maria
Benediktinerinde

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.