At kæmpe med engle

Engle er Guds sendebud og hjælpere, skriver åndelig vejleder og tidligere sognepræst, Jette Dahl.

At kæmpe med engle er hele kampen værd, skriver tidligere sognepræst Jette Dahl. Prøv det, koste hvad det vil, siger hun

Der går en engel gennem stuen. Der bliver på en særlig måde stille, som et glimt af et guddommeligt nærvær. Du undgår på mirakuløs måde en fare, og tanken strejfer dig, at det må være din skytsengel, der holder hånden over dig. Du fyldes af taknemmelighed. I en aftenbøn trænger ordene sig vej til Gud: "Sæt din englevagt omkring vores hus i nat."

Ligesom Gud er en skjult virkelighed med synlige spor i menneskers sind og handlinger, sådan er det også med hans engle. De er Guds sendebud og hjælpere. "Tjenende ånder", som der står i Hebræerbrevet kapitel1, vers 14.

Englekort

Jeg var for nylig pilgrimspræst for en gruppe, der var på pilgrimsvandring til Santiago i Spanien.

Vi brugte "Kristuskransen", en bede- og meditationskrans, som trofast følgesvend på både den ydre- og indre trosvandring. En af deltagerne havde englekort med. Hun trak et hver morgen, og gik med engle-ordet sammen med "Kristuskransen." Det viste sig at være en fin åbning for hende til at vandre med Kristus.

Jeg blev nysgerrig og spurgte, om jeg også måtte trække et kort og se, hvad ordene ville mig. Underligt var det, men det ramte mig dybt personligt og blev daglig en døråbner til sindets inderste kroge. Som et ord fra Gud.

Tidligere ville jeg som sognepræst have stået af overfor sådanne kort. Det gør jeg ikke mere. Der er for mig en tydelig parallel til gode bibelcitater. I det retrætehus, hvor jeg jævnligt har min gang som retræteleder, står der en krukke med bibelord. Her kan deltagerne dagligt trække et kort og grunde over i løbet af dagen. Går de til hjertet er englene på spil!

Jakobs kamp med Guds engel

Der fortælles i det Gamle Testamente om to brødre, Jakob og Esau. Deres livsvandring er blevet en arketype, vi kan spejle os i. Du kan læse hele historien i FørsteMosebog kapitel25-37.

Her vil jeg koncentrere mig om Jakobs kamp i vadestedet. Forud for denne afgørende kamp har der fundet et opgør sted mellem de to brødre. Traditionen tro skal den førstefødte arve slægtens velsignelse. Brødrenes far, Isak, lå for døden og kaldte derfor den ældste ind for at videregive velsignelsen. Det skulle have været Esau, men ved moderens list og snilde blev det hendes yndlingssøn, Jakob.

Da den gamle far var næsten blind, opdagede han det ikke og gav Jakob slægtens velsignelse med alt, hvad det indebar. Det blev selvfølgelig opdaget, og Esau blev vred. For at undgå ballade fik moderen, Rebekka, hurtigt sendt Jakob hen til morbroderen, Laban, som han tjente i mange år. Her blev han både rig og velanset. Men der var noget uforløst i Jakob. Han havde snydt sig til slægtens velsignelse, og det glemte han aldrig. Han måtte se sin fortid i øjnene, erkende hvad der var sket og vende hjem for at forlige sig med sin bror, Esau.

Jakob samlede al sin rigdom og hele sin familie og begyndte pilgrimsvandringen hjemad, for det blev det til for ham. Han sendte nogle folk i forvejen i håb om at finde nåde. Sendebudene kom tilbage og meddelte, at Esau gik ham i møde med en hel hær på fire hundrede mand. Han lod da yderligere gaver af mange slags overgive til Esau med bud om, at han selv var på vej. Alt sammen i håb om overbærenhed og tilgivelse. Det blev nat og Jakob stod nu alene tilbage i mørket og tøvede.

Kampen i vadestedet

Det er en grundfortælling om, at de egentlige kampe i vores liv, må vi foretage alene og ofte i mørke.

Jakob stod ved floden Jabboks vadested. "En mand gav sig i kamp med ham lige til det blev lyst. Da han indså, at han ikke kunne besejre ham, gav han ham under kampen et slag på hofteskålen, så Jakobs hofteskål gik af led. "Slip mig!" sagde han, "det er ved at blive lyst!" Men Jakob svarede: "Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!" Manden spurgte ham: "Hvad er dit navn?" Han svarede: "Jakob." "Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret!" ... Så velsignede Gud ham der (1 Mos. 32, 25-30). Jakob mødte sin bror i omfavnelse og tilgivelse. Han blev genfødt til et nyt liv, ja et nyt folk, Israel.

I kunsten er denne personlige kamp mellem Gud og Jakob ofte fremstillet som om, det er Guds engel, Jakob kæmper med. For flere steder på hans livsvandring fortælles det om engle, der kom til ham og åbenbarede Guds retning for hans videre færd.

"Jeg slipper dig ikke før du velsigner mig!"

Måske befinder du dig i en form for vadested. Du tøver og er bange for det næste skridt. Er det kampen med din egen samvittighed, du ikke tør tage? Er det andre mennesker, du viger tilbage for?

Eller er det noget dybere og større, nemlig Gud/ hans engle? Er der mon noget i din fortid, du skal forlige dig med og tage kampen op med ved Guds hjælp?

Hvis du vil over på den anden side, må du tage opgøret. Gennem det kan du genfødes og sættes fri på ny. Men som Jakob erfarede, så kan det give mén at gå ind i en sådan kamp. Da det blev lyst var hofteskålen gået af led. At kæmpe med sig selv, livet og Guds engel i vadestedet sætter både smertelige spor, men langt mere glædelige spor, om du beder: "Jeg slipper dig ikke, Gud, før du velsigner mig!" Guds velsignelse sætter dig fri til en ny begyndelse, som intet menneske kan give sig selv. Du behøver ikke at snyde dig til den. Du kan få den ganske gratis, om du virkelig beder om det. - Prøv det, koste hvad det vil! Guds sande velsignelse er hele kampen værd.

"Herren velsigne dig og bevare dig.
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig.
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!
Amen."

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.