Sådan laver du egne ritualer

Du kan tænde et stearinlys og sætte dig ved det på en stor pude, foreslår Kristine Hestbech.

Spørgsmål:

Jeg har nogle spørgsmål vedr. ritualer:

For at blive mere nærværende overfor Gud og blive mere bevidst om Gud i min dagligdag, vil jeg høre, om det er bedst at bede på det samme tidspunkt og sted, eller om det er underordnet?

Hvilke faktorer er væsentlige for, at man opnår den ro og "kontakt", når man beder?

Det forekommer mig svært at skabe et sådant rum for mig selv, som jeg oplever at være i, når jeg er i kirke. Kan jeg lave et godt ritual for mig selv, og hvordan kan jeg gribe det an?

Er man fortabt som kristen, før man bliver døbt? For da er man jo ikke indlemmet i Kristi kærlighed og har endnu ikke fået lovning på det evige liv. Så fødes vi som fortabte?

Hvordan ved man, om man er en god kristen, for der er jo ikke så mange retningslinier en kristen kan overholde, hvad er væsentligt at være opmærksom på?

Er nogle "retninger" indenfor kristendommen bedre end andre? Jeg tænker på Indre Mission, Tidehverv osv.? For hvad sagde Jesus om at vise mådehold og at synde? Er det ved at undgå synd og praktisere mådehold, at man er "renest" i hjertet og dermed en bedre kristen?

Hilsen og på forhånd tak!

Mathilde

Svar:

Kære Matilde

Som protestant handler det ikke om at blive en bedre kristen. For uanset hvad du gør, så kommer nåden fra Gud og ikke fra, hvad du gør og ikke gør.

Du kan altså ikke via dine gerninger få Gud til at elske dig mere eller mindre, for han elsker dig for den, du er med alle dine fejl og mangler.

Dvs. du er elsket for din væren og ikke for din gøren.

Men det kan være meningsfyldt og dybt at give sig selv nogle ritualer og vaner omkring at mærke Guds nærvær i ens liv, som ofte er fyldt af fravær.

Når jeg beder, bruger jeg Martin Lønnebos "Kristuskransen" , som er en bedekrans med forskellige perler på, der hver har deres betydning.

Der følger også en lille bog med, som fortæller om hver perle og giver eks. på bønner.

En sådan krans er med til at fastholde det svære fokus...

En anden måde er ved at have et sted i dit hjem, hvor du kan tænde et stearinlys og sætte dig ved det for eksempel på en stor pude og så sidde at kigge på lyset, imens du beder.

Det, som jeg synes er rart, er at være et sted, hvor jeg ikke er nervøs for, om der er nogle der kommer og forstyrrer mig, eller telefonen ringer osv. Det skal være dit private sted.

Hvis ikke det lige findes hos dig, er det en god ide at sige det til din familie eller venner, at nu sætter du dig lige lidt, og du vil ikke forstyrres.

Jesus siger, at Gud ved hvad vi beder om, allerede inden vi har sagt det.

Så det er ikke for Guds skyld, at vi beder, men for vores skyld. For at huske på Gud og give Ham plads i mit liv.

Der er ingen retning indenfor folkekirken der er mere "rigtig" end andre. Der er mange måder at være kirke på, og man må finde sit eget "sted", hvor man føler man hører hjemme.

Hilsen

Kristine Stricker Hestbech

Sognepræst

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.