Vær realistiske og ærlige

Spørgsmål:

Jeg har en kæreste, som er dansker, og jeg har muslimsk opdragelse.

Som alle andre par så har vi snakket om vores fremtid herunder børn og om, hvor vidt de skal døbes. Min kæreste vil have børnene døbt, men det vil jeg ikke, eftersom jeg er muslim.

Det, jeg gerne vil høre, er, om at vi har nogle muligheder, hvor både jeg og hun bliver tilfreds. Det skal lige siges at hun gør det pga. traditionen og ikke religion. Det eneste mulighed, vi kan se, er at en af os går på kompromis, eller vi går fra hinanden.

Hvis jeg går på kompromis, hvilket konsekvenser medfører det så?

På forhånd tak

Farid

Muslimsk svar:

Du har fat i et af de mest vanskelige spørgsmål, når det gælder tværreligiøse ægteskaber; men hvor er det godt, at I får talt om tingene, inden I sætter børn i verden.

Du har som muslim pligt til at opdrage dine børn i den islamiske tro -- uanset deres mors religiøse tilhørsforhold. Skulle de gå hen og vælge en anden tro, når de bliver voksne, er det ikke længere dit ansvar; men naturligvis vil man altid blive ked af det, hvis ens børn fravælger det, som har stor betydning for en selv og for ens eget liv. Vi kan vejlede -- ikke tvinge, for "Der kan ikke være tvang i trosanliggender" (Koranen 2:256).

Hvis du vil opdrage dine børn i den muslimske tro, kan du ikke samtidig gå med til at lade dem døbe. Dåben er -- efter kristen opfattelse - den altbestemmende begivenhed i et kristent menneskes liv, for i den stiftes fællesskabet i tid og evighed med den korsfæstede og opstandne Kristus.

Dåben er delagtighed i Jesu korsdød og opstandelse og betegnes som en ny fødsel, som giver mennesket del i frelsen fra synd, død og djævel.

Muslimer tror ikke på arvesynden (og heller ikke på Jesu rolle som frelser og forsoner), men på, at mennesket er omfattet af Guds nåde og barmhjertighed allerede fra fostertilstanden, hvor Gud blæser af Sin ånd (ruh) i det.

Der er i princippet ikke brug for nogen som helst ceremoni for at bekræfte dette; men mange steder er det skik, at man hvisker trosbekendelsen og/eller kaldet til bøn i den nyfødtes ører.

Måske vil nogen tænke, at et barn ikke tager skade af at få pøst vand i hovedet af en præst og blive velsignet i "Faderens, Sønnens og Helligåndens navn," og at man da efterfølgende bare kan opdrage barnet, som man vil; men det ville efter min opfattelse være mangel på respekt for andres tro og ritualer.

Jeg har aldrig forstået, hvordan man kan lade sit barn døbe pr. tradition, hvis man ikke selv tror på det, som man faktisk siger ja til på sit barns vegne ved dåbsritualet.

Muslimer kan være mere eller mindre troende og føle sig mere eller mindre bundet til islamiske ritualer og traditioner; men at du har gjort dig tanker om dine børns religion, viser, at tro ikke er helt uden betydning for dig.

Et langt livs erfaring har vist mig, at de fleste bliver mere opmærksomme på deres tro og traditioner, når de står og skal opdrage deres egne børn.

Og at mange af dem, der for husfredens skyld går med til helt at nedtone religion og tro i hjemmet, senere bitterligt fortryder, at de ikke gav deres børn en trosmæssig ballast med på livets vej.

Der er ikke noget i vejen for, at man opdrager sine børn med to kulturer; men man kan efter min opfattelse ikke opdrage børn i to religioner. Man må vælge én religion -- og så give barnet viden om andre religioner og lære det at udvise respekt over for disse.

Derfor må du tage en alvorlig snak med din kæreste, om hun kan acceptere, at jeres børn bliver opdraget i den islamiske tro. Kan hun ikke det, er det nok bedst, at jeres veje skilles, for det er ikke rart, når tro bliver et stridsspørgsmål.

Med venlig hilsen

Aminah Tønnsen

Muslimsk forfatter og foredragsholder

Kristent svar:

Kære Farid.

Jeg kan forstå på dig, at dåb i et muslimsk-kristent ægteskab er en umulighed for dig, idet du er en muslimsk mand, der ønsker at følge traditionen.

Det vil sige, at dine børn som følge heraf skal opdrages i den islamiske tro, hvorfor de ikke kan døbes med den kristne dåb.

Hertil kommer, at din danske kristne kæreste ikke kan forestille sig, at hendes børn ikke skal døbes, også selv om du siger, at hun gør det af tradition og ikke religion.

Inden jeg går videre, vil jeg lige indskyde en bemærkning: Det er nok ikke altid så let at afgøre, hvad der er tradition, og hvad der er religion, idet disse to begreber ofte overlapper hinanden.

Er det ikke sådan i islam? Man kan godt følge traditioner (der er udsprunget af islam) uden, at man til daglig praktiserer troen ved f.eks. at bede på de foreskrevne tidspunkter.

Når det drejer sig om kristne er det i hvert fald sådan, at mange til daglig ikke praktiserer troen, men i visse situationer har man en fornemmelse af, hvad der er rigtigt, og hvad man bør gøre.

Din kæreste har måske en fornemmelse af, at hvis hendes børn ikke bliver døbt, så bliver de ikke kristne. Og det er rigtigt. Det, der i første omgang er kendetegnet for en kristen, er, at det er døbt.

Ved dåben bliver man bl.a. medlem af det kristne fællesskab, den kristne familie, af Guds familie. Din kæreste er måske også klar over, at hvis hendes børn ikke bliver døbt, så (for)bliver de automatisk muslimer, idet du er muslim og vil, at de skal have en muslimsk opdragelse.

Denne opdragelse ligger måske også langt fra den opdragelse, hun i virkeligheden ønsker for sine børn. -- Jeg tillader mig at spørge direkte: Har du forventninger om, at din kæreste konverterer til islam, når I får børn eller på et andet tidspunkt? I givet fald: Ved hun det?

Jeg har vanskeligt ved at tro på, at "den eneste mulighed, vi kan se, er, at én af os går på kompromis", som du skriver. Vil du have det godt med at gå mod din overbevisning? Vil hun have det godt med at gå mod sin overbevisning?

Vil den ene af jer have det godt med at leve med en ægtefælle, der (religiøst) er gået mod sin overbevisning? Vil det ikke blive et ægteskab uden harmoni? uden ubetinget tillid til hinanden? og hvordan vil børnene opleve det?

Du spørger, hvilke konsekvenser, det vil have, hvis du går på kompromis? Nu ved jeg ikke, hvor meget den islamiske tro betyder for dig (selv om du antyder, at det betyder noget at være muslimsk opdraget).

Er du kultur-muslim/ikke-praktiserende, vil du måske kunne være så large, at du tænker: "Ok, jeg elsker min kæreste, vi bor Danmark, hvor de fleste officielt er kristne, så det vil nok være en fordel for børnene, at de bliver gjort bekendt med kristendommen i deres opdragelse. Når de vokser op, vil de finde ud af, at jeg er muslim, og så vil jeg selvfølgelig fortælle dem, hvorfor jeg er det, og hvad det vil sige." -- Nu kender jeg ikke din familie og bagland og ved derfor ikke, hvilket pres de evt. kan lægge på dig og jeres ægteskab, hvis jeres børn bliver døbt.

Skulle nogen gå på kompromis, måtte det måske være jer begge to! I kan jo f.eks. forholde jer neutrale: Børnene vil blive ikke døbte, drengene bliver ikke omskårne, og de skal hverken opdrages i den kristne eller den islamiske tro! Vil dette være uholdbart? For jer? For børnene?

Jeg er ked af at måtte sige det, men du har selv været inde på det: Det er, at I erkender, at I er så langt fra hinanden på det religiøse og kulturelle område, at det bedste vil være at skilles som gode venner!

Med venlig hilsen

Lillian Risum

cand.theol. og M.A. i islamstudier

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.