Stærke kvinder i Det Nye Testamente

Den 8. marts er det Kvindernes Internationale Kampdag, og i ugen op til bringer vi en artikelserie om stærke kvindeskikkelser i forskellige religioner. I dagens artikel sætter vi fokus på kvinder i Det Nye Testamente

Ved Kvindernes Internationale Kampdag er der fokus på de stærke kvinder, der kæmper for en sag. Bibelen er fuld af fortællinger om den slags stærke kvinder. Kvinder der viser udholdenhed under svære omstændigheder, snarrådighed under udfordrende forhold, eller styrke til at være til stede i det sværest tænkelige menneskelige vilkår: At miste et barn. Fælles for fortællingerne er, at de alle perspektiverer begrebet styrke.

Maria, Jesu mor
Maria bærer sit barn i maven, hun bærer sin dreng til fremvisning i templet 40 dage efter fødslen, og hun bærer ham til graven en forårsdag i Jerusalem for lige knap et par årtusinder siden.

Hun har fra undfangelsen af Jesus styrken til at stole på, at mødet med en engel står til troende: Hun skal føde Guds søn, og alt, hvad der sker derefter, er en del af Guds plan.

Det har uden tvivl krævet stor styrke at fortælle Josef om omstændighederne omkring undfangelsen. Evangelisten Matthæus fortæller ærligt, men i nutidigt perspektiv mindre pænt, om Josef, at han overvejer at skaffe sig af med hende. Sandsynligvis en datidig, almindelig praksis i et patriarkalsk samfund i Mellemøsten.

Styrken, at stole på Gud, er en stor del af fortællingen om Maria. Hun er sandsynligvis vidne til sin søns himmelfart og hun er helt sikkert med til efterfølgende at holde fast i bønnen og troen. Herefter omtales hun ikke længere i Bibelen.

Det er nærliggende, at den store styrke, Maria udviser, af nogle i eftertiden opfattes som guddommelig. I den romersk-katolske kirke er Maria således i dag en helgeninde. Hun var utvivlsomt en stærk kvinde, der turde følge sine syner, drømme og sit hjerte.

Maria Magdalene og kærligheden
Maria stammer fra en by ved Genesareth sø, der hedder Magdala, og hun er derfor kendt som Maria Magdalene.

Magdalene møder Jesus, da han udfrier hende fra syv dæmoner. Hun er ikke mor, ikke søster og heller ikke hustru, men hun følger alligevel trofast Jesus.

Hun overværer korsfæstelsen. Hun er den, der i gravhaven grædende fører en samtale med, hvad hun tror er en havemand. Det viser sig, at havemanden er den opstandne Kristus. Da Jesus siger hendes navn, genkender hun ham, og hun får af Jesus til opgave at fortælle de andre disciple, hvad hun har set og oplevet.

Kirkefaderen Augustin skal have kaldt hende ”Apostola Apostolorum”, hvilket betyder ”den, der er apostel for apostlene”. Hun får dog også et andet eftermæle. Hun bliver identificeret med den navnløse synderinde der, ifølge Lukasevangeliet, trænger sig ind i farisæerens hus og væder Jesu fødder med sine tårer og salver ham med en meget kostbar olie, der er en konge værdig.

Maria Magdalene græder i gravhaven. Hun græder, da hun salver Jesu fødder. Tårerne slører blikket, og de vasker fødderne rene, og måske er det netop Maria Magdalenes styrke, at hun afgørende steder i fortællingen, for eftertiden, er den af kvinderne, der ikke bare ødsler med olien, men også med sin kærlighed og sine følelser.

Martha og troen
Marthas navn betyder herskerinde og hun hører, sammen med sin søster Maria og sin bror Lazarus, til i inderkredsen omkring Jesus.

Det er Martha der, da Jesus uventet kommer på besøg, myreflittigt gør rent og serverer. Da hendes søster Maria vælger at sætte sig ned for at lytte til, hvad Jesus har at sige, så bliver Martha vred på sin søster, og hun beklager sig højlydt til Jesus. I denne fortælling beskrives Martha som en forurettet og fortravlet husmor, men der er andet at sige om Martha.

I Johannesevangeliet bliver Martha nemlig fremhævet for sin tro. Da Martha, nogle dage efter at hendes bror Lazarus er død, hører, at Jesus er på vej, går hun ham i møde for at bede ham om at opvække Lazarus. Martha er en stærkt troende kvinde og Jesus kalder, på baggrund af hendes stærke tro, Lazarus ud af graven.

Martha bliver i eftertiden og især i middelalderen godt legendestof. En af legenderne fortæller eksempelvis, at hun besejrer en drage. Af samme grund bliver hun i middelalderen ofte fremstillet som en stolt husmor med en drage, der slynger sig om hendes fødder.

Priska, en kristen menighedsleder
I de mange breve, der tilskrives apostlene Paulus og Peter, findes omtalt en række stærke kvinder. De omtales ganske kort eller længere, men de har alle det tilfælles, at de har styrken til at gå foran, når det handler om at udbrede evangeliet. Tabitha, Lydia, Føbe, Evodia, Syntyke og Priska er nogle af dem.

Priska var en jødekristen kvinde, der sammen med sin mand blev en af de første kristne missionærer og en af Paulus meget nære medarbejdere. Hun kommer til Korinth fra Rom, efter at kejseren med et edikt i år 49 har udvist alle jøder af byen. Her møder Paulus hende og hendes mand, Akvila. De har på forhånd en del tilfælles, fordi de alle er teltmagere.

Priskas navn bliver nævnt seks gange i Det Nye Testamente. De fire af gangene bliver hendes navn nævnt førend hendes mands navn, og det tyder på, at hun har været en aktiv kvindelig missionær.

Paulus skriver, at Priska og Akvila vover halsen for at redde hans liv. Så Paulus, der ofte bliver citeret for, at kvinder skal tie i forsamlinger, har i den grad i praksis betroet Priska, og andre kvinder, at være missionærer. Flere steder omtales den myndighed, og dermed styrke, som de kvindelige missionærer optræder med.