Indføring

Stjernerne har en vigtig betydning i islam

Foto: Dorota Nowańska/Panthermedia/Ritzau Scanpix

Både astrologiske forudsigelser og astronomiske observationer har haft stor betydning for islam. For eksempel er den islamiske kalender baseret på månens baner, hvilket bestemmer hvornår Ramadan afholdes. Læs her om stjernernes betydning for islam

At undersøge og reflektere over himlens stjerner og andre himmellegemer har en lang og rig historie i muslimsk tradition. Ikke mindst i den abbasidiske dynastiske periode fra 750 e.v.t. og et par hundrede år frem, blev ældre astronomisk og astrologisk tænkning – især græsk, men også indisk – inkorporeret og videreudviklet i en muslimsk sammenhæng.

Astronomi bestemmer islamiske ritualer

Tabeller til at lave praktiske astronomiske observationer på særlige geografiske placeringer blev i middelalderen samlet i håndbøger (sing. zīj), der blev brugt til religiøst relevante formål som at beregne bønnetider, finde den rigtige bederetning (qibla) imod Mekka, og etablere korrekt start- og slutdato for fastemåneden Ramadan.

Den islamiske kalender er månebaseret, hvilket gør at korrekte astronomiske observationer og beregninger er afgørende for at etablere religiøst relevante tidsopfattelser.

Der har dog været stor variation i forhold til hvordan muslimer har relateret til stjernerne. Specialister i forskellige vidensområder, for eksempel astrologi, filosofi, matematik og teologi, har gennem historien haft forskellige tilgange, inspirationskilder og studieobjekter, som ofte har adskilt sig fra mere folkelige forestillinger og behov.

At forstå universets komplekse sammensætning er blevet set som en måde at blive opmærksom på visdommen i Guds skabelse. En række observatorier, hvor astronomiske og astrologiske aktiviteter fandt sted, blev derfor etableret fra 1000-tallet og fremad i forskellige muslimsk dominerede regioner.

Muslimske astronomer var ledende inden for deres felt mellem 800-tallet og 1500-tallet, da de videreudviklede og kritiserede det ptolemæiske verdensbillede, hvori alle himmellegemer kredsede om jorden. Disse kom blandt andet til at inspirere Kopernikus og Tycho Brahe.

Himmellegemer i Koranen

Mange af begreberne i videnskabeligt orienteret muslimsk astronomi er hentet fra Koranens terminologi for himmellegemerne. En af Koranens suraer har fået navnet Stjernen (al-Najm, nr. 53); en anden kendt som Månen (al-Qamar, nr. 54). Koranen taler gentagne gange om ”syv himler” (samāwāt), hvilket kan relateres til forestillinger i for eksempel talmudisk litteratur.

Stjerner og andre himmelske fænomener bliver brugt – i lighed med andre naturfænomener – retorisk i Koranen, gennem at der aflægges en række eder ved hjælp af det celeste. Således indledes blandt andet det første vers i Koranens 85 sura Stjernebillederne (al-Burūj) med eden ”Ved himlen og stjernebillederne!”, mens den tidligere nævnte sura Stjernens første vers er ”Ved stjernen, når den synker!” – hvilket muligvis kan referere til observationen af stjerneskud.

Astrologi i islam

Astrologi har også haft en central plads i muslimske samfund gennem historien, på trods af at astrologien mange gange er blevet kritiseret af både videnskabsmænd og religiøse eksperter. En astrolog (munajjim) er traditionelt blevet tilkaldt ved dramatiske begivenheder, for eksempel fødsel, sygdom, eller tidspunkter for afgørende beslutninger.

Astrologiske bedømmelser kan inddeles i følgende specialiserede områder:

- Generel astrologi som beskæftiger sig med regioner, nationer, religioner eller vejr.
- Et nyfødt barns livstid og livsbane.
- Årlige horoskoper på en klients fødselsdag med forudsigelser for det kommende år.
- Afgørelser om det mest fordelagtige tidspunkt for en bestemt aktivitet, for eksempel at starte en krig eller have samleje.
- Bedømmelser af hvorvidt et individ overhoved bør udføre en vis handling – det vil sige ikke hvornår, men om det er fordelagtigt at starte et krig eller have samleje.

I disse forskellige typer af astrologiske udtalelser, bliver forskellige aspekter af de aktuelle mennesker og himmellegemernes status taget i betragtning.

Stjerner og andre himmellegemer er i islamisk tradition dermed blevet tilskrevet en meget central rolle både for kollektivet og for individet. Mens mange muslimer gennem århundrederne – herskere såvel som almindelige mennesker – primært har efterspurgt astrologernes forudsigelser og bedømmelser, er også afgørende skridt i den historiske udvikling af videnskabelig astronomi blevet taget i en muslimsk sammenhæng.

Kopernikus fremsatte det heliocentriske verdensbillede, hvori planeterne kredsede om solen frem for jorden, som man tidligere havde troet. Foto: Lukasz Janyst/Panthermedia/Ritzau Scanpix
Astronomiske observationer blev i middelalderen brugt til at beregne den rigtige bederetning mod Mekka. Foto: Dorota Nowańska/Panthermedia/Ritzau Scanpix