Indføring

Stjernernes betydning i antikken

I antikken troede man, at stjernerne og planeterne var guder. Derfor opkaldte man ugedagene efter disse guder. Foto: Pixabay

Stjerner og planeter blev i antikken betragtet som guder. I senantikken mente man, at stjernernes stilling ved fødselsøjeblikket bestemte et menneskes skæbne, skriver lektor i religionshistorie Jørgen Podemann Sørensen

Længe før København fik sit planetarium havde London ét, og her viste man på det enorme kuppelloft den stjerneklare himmel over Cairo. Den ser man som hovedregel ikke mere i Cairo på grund af luftforurening.

Indtil brugen af fossile brændstoffer tog overhånd, havde landene omkring det østlige Middelhav uhindret udsyn til himmelens stjerner og planeter. Man kunne dagligt iagttage alle ændringer og bevægelser, og meget tidligt begyndte man at tillægge dem betydning og bruge dem som tidsmålere.

Allerede for 4000 år siden havde de gamle ægyptere inddelt stjernehimmelen i stjernebilleder og -konstellationer, og de havde opdaget, at disse konstellationer hver nat rykkede sig lidt på himlen, indtil de efter 120 nætter forsvandt.

De inddelte så de 120 nætter i 10-nætters perioder. I løbet af sådan en 10-nætters periode kunne en konstellation så rykke sig 12 gange hver eneste nat, inden den forsvandt. Dermed var natten inddelt i 12 timer. Senere inddelte man dagen tilsvarende, og så var det 24-timers døgn, vi stadig bruger, en realitet.

Stjernehimmelen i Mesopotamien

Endnu mere intensivt blev den stjernebestrøede himmel iagttaget og fortolket i det gamle Mesopotamien (nutidens Irak), hos sumererne, babylonierne og assyrerne. Her blev solen, månen og planeterne tidligt opfattet som fjerne, men synlige guder, og herfra har vi gennem romerne og de gamle nordiske folk arvet de fleste af ugedagenes navne:

At himmellegemer, stjerner og stjernebilleder var guder, er et træk, vi finder i de fleste af antikkens skriftkulturer hos ægyptere, grækere, romere og mange andre folk. Men det er frem for alt i Mesopotamien, at man udvikler den opfattelse, at stjernehimmelens strukturer og bevægelser udgør en slags forbillede for den jordiske virkelighed.

Livet på jorden, i hvert fald de mest betydningsfulde dele af det; tempelkulten, det kongelige hof, kongens embedsførelse, politiske og militære begivenheder, afspejler altså en himmelsk virkelighed.

Der er bevaret håndbøger i fortolkning af astronomiske observationer med henblik på at forudse og forstå især begivenheder af relevans for kongerne. Man havde altså helt officielt en egentlig astrologi, men den var ikke, som i senere tider, et forsøg på at fastslå det enkelte menneskes skæbne.

Hellenismens verdensbillede

Det skridt tages først i Hellenismen og den romerske kejsertid, hvor antikkens folk i højere grad lærer hinanden at kende og kulturerne blandes. Græsk bliver mange menneskers sprog og verdenshovedstæder som Alexandria og senere Rom bliver kulturelle smeltedigler.

Den klassiske oldtids religioner varetog især lokale fællesskaber og samfundsanliggender; man dyrkede guderne for at få det hele til at løbe rundt. Den enkelte kunne henvende sig til en gud med et personligt anliggende, søge lægedom på hellige steder eller udforske egne fremtidsudsigter.

I Hellenismen og den romerske kejsertid sker der en udvikling og kommercialisering af den slags individuelle faciliteter. Der opstår nye religioner, der tilbyder at indvie den enkelte i nye fællesskaber. Under alt dette antager stjernehimmelen en ny eksistentiel betydning.

Hellenismens nye verdensborger ser sig selv ’under månen’ eller, som det hedder på latin, ’sub luna’, i et verdensbillede, hvor jorden eller menneskenes verden er i midten. Omkring den kredser inderst månen, så planeterne i deres baner og uden om dem utallige stjerner, der fra fødslen bestemmer det enkelte menneskes skæbne.

Under hver af stjernerne findes et kor af dæmoner, gode og onde, der arbejder for den i hvert enkelt menneske. En hermetisk tekst skildrer det, så man næsten mærker umyndiggørelsen på sin krop:

”De omdanner og påvirker vore sjæle i deres egen retning, de sidder i vore sener og marv og blodårer og pulsårer og i selve hjernen og varetager deres opgaver helt ind til indvoldene. Når enhver af os er født og besjælet, griber de dæmoner ham, der gør tjeneste i det øjeblik han bliver født – de som står under de pågældende stjerner”.

Styret af stjernernes stilling i fødselsøjeblikket, trænger dæmonerne altså ind i mennesket som parasitter, der bemægtiger sig centralnervesystemet og gør mennesket til et omflakkende offer for forvirrende impulser.

Det afspejler vilkår, som netop i denne periode oplevedes af flere og flere. Tilværelsen var ikke længere enkel og forudsigelig, normer og sociale strukturer var i opbrud, man kunne fristes af nye uanede muligheder, men også miste alt i nye faldgruber eller sidde fast i håbløst sammenfiltrede skæbnetråde.

Isis- og Attis-kulten

Når den menneskelige situation opfattes på den måde, bliver frelse et spørgsmål om at komme fri af dette umyndiggørende skæbneregimente. Det var netop, hvad Isis-kulten kunne tilbyde. I klassisk græsk tradition kunne end ikke Zeus ændre skæbnen, men den hellenistisk-romerske Isis befalede helt uindskrænket over den. Den, der lod sig indvie til Isis, kunne altså komme fri af skæbnens hårdknude og blive et helt nyt menneske.

Den nyplatonske filosof Sallustios hævder noget meget tilsvarende i en tolkning af Attis-kulten. For ham er mennesket især fange i sin krop og i den stadige tilblivelse og forandring, og når Attis-myten fortæller, at Attis befandt sig ved floden Gallos, tolker han det som galaksen, altså mælkevejen, ’hvorfra foranderlig legemlighed udgår’.

Derved kommer Attis til at befinde sig lige på grænsen: Udenfor mælkevejen er alting evigt, åndeligt og uforanderligt, indenfor mælkevejen er legemlighed og et flimmer af forandringer vilkårene. Det mærkelige træk, at Attis kastrerer sig selv, betyder ifølge Sallustios at han kaster vrag på tilblivelse, forandring og legemlighed for at vende tilbage til evighed og ånd udenfor mælkevejen.

Stjernehimmelen i antikken er således først er et udtryk for en overordnet, guddommelig virkelighed og bliver gradvis et forbillede, der bestemmer den jordiske tilværelse, inddelingen af tiden, tempelkulten og senere også begivenheder, der således kan aflæses og forudses ved astronomiske observationer.

I senantikken forbindes stjerner og planeter med det enkelte menneskes skæbne, og stjernehimmelen bliver en del af et verdensbillede, der udtrykker menneskets eksistentielle situation; den sub-lunare tilværelse, som en række religioner tilbyder at frelse det fra.