Stjernernes betydning i kristendommen

Var de tre vise mænd astrologer? Hvad mente Jesus om astrologi? Kristendommen er udsprunget af både jødisk og romersk religion, og det har påvirket religionens tvetydige forhold til stjernerne. Lektor i teologi Kasper Dalgaard giver en indføring i stjernernes betydning indenfor kristendommen

De tidlige kristendomme er alle børn af mindst to forældre-religioner: Jødedommen og den græsk-romerske verden. Født midt ind i disse to verdener er det tydeligt, at kristendommene i århundreder måtte kæmpe mod de forskelle, der således allerede lå i de gener, de arvede fra deres meget forskellige forældre.

Denne kamp træder også tydeligt frem, når man ser på, hvilken rolle stjernerne havde i de tidlige kristendomme, eller rettere; hvor vidt en god kristen måtte konsultere de himmelske væsner, som stjernerne oftest ansås for at være.

De jødiske skrifter forbød astrologi

Det negative syn på idéen om, at stjernerne måtte påkaldes eller anvendes magisk, kommer især fra den jødiske del af kristendommenes oprindelse. I Det Gamle Testamente – den jødiske skriftsamling som de tidligste kristne bibeholdte som hellige skrifter – er verden skabt af den suveræne og eneste gud, Jahve.

Dermed er stjernerne i den klassiske jødedom enten fuldstændigt underlagt denne gud, eller de er hans engletjenere, der udelukkende udfører hans vilje. Dette verdenssyn efterlader ingen plads til, at stjernerne har en selvstændig funktion, eller at de skulle være bedre at vende sig mod end den eneste guddom.

Alligevel har forfatterne til flere af skrifterne i Det Gamle Testamente fundet det nødvendigt at indskrive forbud mod enhver form for astrologi, som vi for eksempelvis ser det i Esajas’ Bog 47,12-13, hvor magi og astrologi kobles sammen og fremstilles som nyttesløse, strafbare gerninger, som det gode menneske holder sig fra.

I romersk religion var stjernerne guddommelige

På den anden side af det religiøse stamtræ har kristendommene så den græsk-romerske verden, hvor stjernerne oftest ikke blot var positive elementer i menneskets liv men ligefrem var guddommelige.

I et kompleks astrologisk system, ofte tilskrevet mystikeren Hermes Trismegistus, var stjernevarsler og horoskoper ofte en del af alle menneskers liv, fra almindelige borgere op til kejserne og tegn og varsler indhentedes af eksperter, ofte præster og præstinder.

I selve kristendommene ser vi også denne lettere skizofrene arv fra forældre-religionerne komme til udtryk – skiftevis er de kristne forfattere positive og negative over for ideen om, at stjernerne kunne have en indflydelse på menneskers liv.

Bibelen er splittet i forhold til astrologi

I Det Nye Testamente er der en bemærkelsesværdig tavshed omkring stjernerne, og de få gange, hvor de kort nævnes, er holdningen til dem igen omskiftelig.

I Matthæusevangeliets begyndelse (kap. 2) er det en ny, storskinnende stjerne, der på guddommelig vis indvarsler, at den kristne frelser er født, og det er denne stjerne, der leder de tre visemænd frem til Jesusbarnet.

På det oprindelige græske sprog er de tre troldmænd, og at dømme ud fra deres stjernetyderier sandsynligvis netop astrologer. Denne indledning til evangeliet giver således en ganske positiv fremstilling af både stjerner og astrologer.

Et negativt syn på stjernerne finder vi dog hos apostlen Paulus, den tidligste kristne forfatter. I sine mange breve om, hvad hans form for kristendom egentligt er, optræder der flere steder hvor han ligefrem advarer sine kristne om at holde sig langt væk fra de ’dæmoniske’ væsner i stjernehimlen.

Dette splittede syn på stjernerne fortsætter i den tidlige kirkes teologiske liv. Hos de store kirkefædre ser vi oftest en lignende jødisk-paulinsk advarsel mod at vende opmærksomheden væk fra Gud og se mod stjernerne.

En af de helt store kætterjægere, kirkefaderen Hippolytus (ca. 170-235), bruger således mange sider på at fordømme ethvert menneske – kristen eller hedning – der vender blikket mod stjernerne fremfor mod Gud. For ham er astrologi derfor én af de helt store fordømmende gerninger, der kun kan føre mennesket til fortabelse og Helvede.

For disse kirkefædre indvarslede Jesusbarnets fødsel – med den store nye stjerne som himmeltegn herpå – simpelthen astrologiens ødelæggelse og ophør som noget, mennesker kunne eller burde søge svar i. For dem var kun Jesus svaret på livets spørgsmål.

Det mere græsk-romerske positive syn på stjernerne finder vi derimod flere eksempler på blandt de mere ’uortodokse’ kristendomme. Kristne forfattere såsom Bardaisan (ca. 154-222) og Origines (184-250) kan således på en meget naturlig måde fremhæve astrologien som et værktøj, hvormed mennesker bedre kan forstå Guds vilje.

Det er ikke en opfattelse af, at alting er forudbestemt, men snarere af, at når Gud har indsat stjernerne, så må de også kunne anvendes som pejlemærker for, hvorledes menneskeheden bedst styrer mod Guds havn.

Både Bardaisan, Origines og mange andre blev dog erklæret for kættere og deres syn på stjernerne ligeledes af storkirken dømt til at være dårlig eller vildledende teologi.

Jesus afskaffede astrologien

En blanding af de to stjernesyn kan indeholdes i den samme kristendom. Hvis vi ser på indholdet i et skrift som for eksempel "Det hemmelige Jesusevangelium" (fra ca. 2. årh.), finder vi en fascinerende fortælling om Jesus’ kamp mod magi og astrologi.

I teksten drager Jesus op igennem de 24 himle efter at have talt med sine disciple i 11 år efter begivenhederne i Det Nye Testamentes evangelier. Men noget af det første, han gør, da han kommer til de lavere himle (altså stjernehimlene), er at ryste deres indbyggere.

Han vender dermed op og ned på stjernernes baner og gør således, at al astrologi og magi ikke længere virker. Det, der i samtiden var en selvfølgelighed – altså at den slags selvfølgelig virker – ødelægges her af Jesus ved, at han ryster de englevæsner, der egentligt er stjernerne.

Det betyder, at astrologen, der ser mod stjernerne, ikke længere kan bruge sine systemer til at tyde det nye kaos, og magikeren, der påkalder væsner for at få svar om fremtiden, vil blot få vrøvlesvar fra de forvirrede væsner. Resultatet af begge dele er, at de, der udfører magi eller astrologi, vil ende i helvede på grund af, at de har fjernet opmærksomheden fra den sande frelse; Jesus og Gud.

Jesus sørger dog også for, at der stadig kan findes lidt magi i verden. For han lader englevæsnerne i den 13. himmel forblive på deres oprindelige plads. Således kan de troldmænd og astrologer, der er sandt trænede i den kristne udgave af denne slags, stadig få svar og kunne tyde stjernener baner om fremtidens muligheder.

Desuden understreges det, at Jesus’ handlinger og stjernernes rolle alt sammen er forudset og ønsket af Gud i den guddommelige plan for hele skabelsen.

Som med så mange andre ting i kristendommenes historie er forholdet til stjerner og astrologi således også en kompliceret affære – der er både fordømmelser og opfordringer til at bruge disse evner, og til tider kan begge dele på forvirrende vis optræde i samme skrift.