Nonne: Selvfølgelig kan vi gå hinanden på nerverne

I svære tider er fællesskabet en stor støtte. Det oplevede jeg selv, da der var dødsfald i min familie. Jeg fik støtte ikke blot med trøstende ord, men endnu mere via bønnen for mig og min familie, fortæller søster Anna-Maria Kjellegaard. Foto: Arkivfoto

I klosteret opstår der dyb samhørighed, og man er fælles om Gud. Man har rettigheder, men også forpligtelser i dette fællesskab, forklarer benediktiner-nonne Anna-Maria Kjellegaard

Beskriv et sundt religiøst fællesskab inden for din tradition - hvordan fungerer det?

Et nonnekloster er ikke et bofællesskab for veninder eller en pigekostskole. Vi søstre kommer fra mange forskellige sammenhænge og er meget forskellige. Men det vigtigste vi har tilfælles og som bærende element er, at Gud har kaldt os alle til netop dette konkrete fællesskab. Denne vished gør, at "vi kan bære hverandres byrder" (Brev til Galaterne, kapitel 6, vers 2) i hverdagen.

LÆS OGSÅ: Tidligere Moon-medlem: Åndelig dovenskab fører til usunde fællesskaber

Som i enhver organisation må der være en leder. Hos os er det en priorinde (da vi ikke er et abbedi, hvor det så ellers ville være en abbedisse). Priorinden er ikke en selvbestaltet guru. Fællesskabet vælger en priorinde ved et hemmeligt valg, hvor vedkommende skal have 2/3 flertal. Desuden står priorinden ikke alene med ansvaret. Der vælges også et råd blandt de andre søstre, og før der skal træffes vigtige beslutninger, skal ikke blot rådet men også alle søstrene høres. Måske skal der også stemmes (igen hemmeligt) om emnet.

"Alt dette er der nedskrevet bestemte regler for i vore konstitutioner og i Sankt Benedikts Regel. Alle ved derfor, hvilke rettigheder og pligter man har, når man aflægger løfterne.

LÆS OGSÅ: Hvordan bliver man nonne?

Nu om dage er autoritetsbegrebet anderledes end tidligere. Derfor kræves der meget mere af en priorinde - og af søstrene - hvis fællesskabet skal fungere godt og sundt. Dette forudsætter modne og ansvarsbevidste personer. Derfor anser vi det for meget vigtigt, at det er modne kvinder, som indtræder. Vi er som nævnt ikke en pigekostskole eller lignende, hvor den enkelte ikke behøver at tage stilling til noget som helst. Noviciatstiden (uddannelsestiden) er derfor lang (5 år), for at både den enkelte søster og fællesskabet kan afprøve, om kaldet og modenheden til dette liv er til stede.

Hvad kan et religiøst fællesskab, som et almindeligt menneskeligt fællesskab ikke kan?

Der opstår en dyb samhørighed, når man lever under samme tag dag ud og dag ind, som vi gør det i klostret. Det kan man også opleve i gode familier. Dog er den dybe samhørighed ikke bare psykologisk betinget (at man har det godt med hinanden), men også at vi beder sammen flere gange om dagen. Vi kan selvfølgelig gå hinanden på nerverne - vi er stadig skrøbelige mennesker. Men i svære tider er fællesskabet en stor støtte. Det oplevede jeg selv, da der var dødsfald i min familie. Jeg fik støtte ikke blot med trøstende ord, men endnu mere via bønnen for mig og min familie.

LÆS OGSÅ: De katolske klostre i Danmark

Har du oplevet at være i usunde (eller ligefrem syge) religiøse fællesskaber? Hvordan var det? Eller kender du til eksempler på usunde, religiøse fællesskaber, hvor du mener, fællesskabet skader mere, end det gavner?

Jeg har ikke selv oplevet usunde fællesskaber, men jeg har hørt om nogle. Faren for usund afhængighed mellem en foresat og de enkelte søstre kan være til stede. Derfor er 'screening' af kandidater til klosterlivet umådelig vigtig. Hellere færre søstre end for mange umodne.

LÆS OGSÅ: Benediktinerordenen er bærende for klosterlivet i Vesteuorpa

Søster Anna-Maria Kjellegaard er nonne i benediktinerklostret Høsterkøb og panelist på religion.dk