"Ånder har også betydning i det moderne Japan"

Forfædre-dyrkelsen har to store historiske rødder; i landets folkereligiøsitet, hvor man finder forestillingen om et cyklisk forhold mellem vores verden og det hinsides og i buddhismen, der er Japans anden store religiøse strømning, skriver missionær og professor Christian Morimoto Hermansen. Her ses Yasukuni Jinja, en helligdom ved kejserpaladset i Tokyo. Her indskrives ånderne af soldater faldet i kamp for det moderne Japan som guder og dyrkes som beskyttere af freden i landet. Foto: wikimedia.org

På søndag er det allehelgen, hvor mange danskere mindes deres afdøde. I Japan er der lange traditioner for såkaldt forfædredyrkelse. Missionær og professor Christian Morimoto Hermansen beskriver her, hvad nogle af traditionerne går ud på

Må man vaske en gravsten med en skurebørste?, spurgte en dame engang tempelpræsten, hvor hendes forældres urner er sat ned. Ville du vaske din egen krop med en?, svarede han.

Selvom stenene er solide, skal de behandles nænsomt af respekt for de døde. Japanerne besøger gravsteder for deres slægtninge på samme måde som nogle danskere, men deres måde at gøre det på er anderledes.

Japan har lange traditioner for såkaldt forfædre dyrkelse, og herunder vil jeg kort beskrive praksis og baggrunde samt give eksempler på nogle tilfælde, der virker ekstreme i første omgang.

Praksis
16. august, i den tidligere kejserby Kyoto, tændes der bål på seks bjerge, der omgiver byen mod øst, nord og vest i den rækkefølge. Bålene er formet som kinesiske tegn og billeder. De brænder kun i 15-20 minutter, men deres historie strækker sig tilbage til 14-1500 tallet.

Meningen med dem er at vejlede de afdødes ånder, som man mener vender tilbage til deres jordiske hjem omkring d. 13. august, hvor de skal beværtes af de endnu levende, og i resten af Japan findes tilsvarende ceremonier.

Obon er stadig helligdage
Man kalder tidsrummet, ånderne er tilbage i, for obon. Før man indførte den gregorianske kalender i Japan i 1873, blev obon fejret i den syvende måned efter nytår, som faldt i begyndelsen af vores februar.

I dagens Japan tror færre vel på, at saglige bedstefar eller tantes ånder er i huset, men obon er stadigvæk en væsentlig helligdagsperiode, hvor de, der kan, besøger hjemstavnen. Det giver sig udslag i megen intens rejseaktivitet til højsæson priser.

LÆS OGSÅ:Tror buddhister på ånder og spøgelser?

Afdøde har mindetavle i husalteret
Selvom ånderne behørigt sendes af sted en gang om året, er de ikke fraværende. Gravene passes og tilses jævnligt i princippet mindst ved forårs- og efterårs jævndøgn. Det kan i praksis være vanskeligt at gennemføre, så i moderne tid har en anden gammel praksis fået ny mening. Foruden en grav har den afdøde en lille mindetavle, som opbevares i familiens buddha-alter.

Alteret står traditionelt i huset hos familiens ældst levende mand. Traditionen foreskriver, at der serveres lidt vand og ris ved alteret morgen og aften, og at forfædrene skal have lidt, når gæster bringer gaver til huset. Sammen med måltidet bedes de afdøde om velsignelse af huset, og er der væsentligt nyt, deles det med dem.

Kristen modstand
Denne hverdagspraksis var og er en anstødssten for mange kristne, og for få årtier siden ville en præst eller missionær forlange, at alteret blev smidt på porten når en ville døbes. Ikke alle har haft eller har en helt så afvisende holdning til forfædredyrkelsen.

I Kina, hvor en tilsvarende stor veneration for de afdøde også har en lang tradition, mente de jesuitiske missionærer i 1600-tallet, at en den var forenelig med Moselovens tredje bud om at ære ens forældre. Paven i Rom var uenig i tolkningen, så fra 1742 til 1939 gjaldt et paveligt forbud mod ethvert udtryk for denne praksis herunder at bøje hovedet i respekt for andres døde.

Familie og familieære er naturligvis ikke ubekendte begreber i Danmark heller. Men spøgelseshistorier ufortalt ligger det ikke i vores traditioner at tillægge ånder af afdøde en vedvarende interesse for og potentiel indflydelse på vores hverdag. En sådan antagelse indgår derimod ofte i japanske fortællinger og tillægges betydning også i
nutiden.

LÆS OGSÅ:Dødsforestillinger i buddhismen

Baggrunde
Forfædre-dyrkelsen har to store historiske rødder. I landets folkereligiøsitet finder man en forestilling om et cyklisk forhold mellem vores verden og det hinsides. Den døde går til det hinsides, men ventes at blive genfødt her på et eller andet tidspunkt. Og mens hun/han er hinsides, kan ånden gribe ind i livet her på jorden. I enkelte tilfælde guddommeliggøres ånden.

Buddhisme er Japans anden store religiøse strømning. Tilbage fra 600-tallet findes spor af en forestilling om, at de efterladte kan hjælpe den afdøde videre på vej mod oplysning, hvilket vil sige at blive Buddha ved at bringe ofre på dennes vegne. Den, der dør uden at have nogen til at bede for sig eller bringe ofre, regnes for en stakkel med udsigt til at være en hvileløs ånd, som kan bringe forstyrrelser for andre.

Et par ekstreme eksempler
Mizuko kuyo, ritualet for aborterede eller tidligt døde børn, tilbydes i dag af mange buddhistiske templer. De fleste gør det som en slags sjælesorg for mødrene. Andre udbreder ideen om, at trafikulykker og andre uheld i familien kan skyldes en hvileløs ånd af et sådant barn og tilbyder så ritualer for at mildne ånden mod anselige beløb.

Yasukuni Jinja er en helligdom tæt på kejserpaladset i Tokyo. Her indskrives ånderne af soldater faldet i kamp for det moderne Japan som guder og dyrkes som beskyttere af freden i landet. LÆS OGSÅ:Sådan mindes de døde verden rundt

Indtil nu er der cirka to og en halv million guder. De omfatter ånderne af tretten personer, som De Allieredes Domstol i Tokyo i 1948 dømte til døden som ansvarlige for krigsforbrydelser. Derfor skaber det vrede i nogle japanere, koreanere og kinesere, når politikere beder ved helligdommen, uanset de hævder, de beder for freden.

Christian M. Hermansen er cand.mag., ph.d. i japansk og praktisk formidling. Professor ved Kwansei Gakuin University, Nishinomiya, Japan og panelist ved religion.dk.