Æresdrab er en europæisk opfindelse

KRONIK: Det er en udbredt vestlig misforståelse, at æresdrab er en tradition med rødder i Koranen eller sharia. Rødderne til denne hæslige tradition kan ikke spores til islam, men derimod til kolonimagternes lovgivning, som man flere steder har videreført næsten uændret

Aviserne har for nylig fortalt om en 19-årig nygift kvinde, Ghazala Khan, der er blevet dræbt af sin 29-årige storebror foran banegården i Slagelse. Drabet skete, da kvinden kom gående med sin ægtemand. Parret var blevet gift en uge tidligere i al hemmelighed, fordi familieklanen var imod ægteskabet. Drabet rejser spørgsmål om, hvad æresdrab er.

Æresdrab er drab, hvor et eller flere medlemmer af en familie dræber et andet medlem, meget ofte en kvinde, fordi denne har bragt skam over familien, for eksempel ved ikke at ægte en udpeget partner eller ved at søge skilsmisse eller ved at være utro.

Der er den forskel på æresdrab og passionsdrab, at sidstnævnte ikke kan være planlagt. Det kan æresdrab være, endog hvis kvinden er blevet voldtaget og familien holder sig helt tavs om voldtægten, fordi voldtægt skader familiens ære.

Et berømt eksempel forekom i 1977, da den saudiarabiske prinsesse Misha blev dræbt. Hun var blevet tvunget til at gifte sig med en meget ældre mand mod sin vilje. En dag møder hun en jævnaldrende mand og forelsker sig i ham. De beslutter at flygte til udlandet, men bliver fanget sammen under flugten. Prinsessen havde bragt skam over familien, og bedstefaderen, prins Mohammed Aziz, forlangte, at hun blev dræbt i overensstemmelse med stammens traditioner. Hun blev skudt, og elskeren blev halshugget. Den saudiarabiske regering søgte at holde sagen hemmelig, men en britisk tv-station brugte sagen til en film, "Prinsessens død"

Æresdrab er ikke almindelige i Danmark, men i de senere år har der været et til to drab om året, der kan kaldes æresdrab. De har alle været mellem personer af muslimsk baggrund, fortrinsvis indvandrere.

Familiens ære lærer børnene om i muslimske familier, fra de er små. Pigerne lærer at opføre sig ærbart. Drengene lærer, at de skal beskytte pigerne og beskytte familiens ære. Hvis de ikke gør det, vil man sige, at de ikke er en "rigtige mænd".

ÆREN HÆNGER ISÆR SAMMEN med kvindernes overholdelse af de uskrevne normer, der omgiver dem i muslimske lande. De må ikke ryge offentligt, de skal klæde sig på en tildækket måde, og de må ikke komme selskabeligt sammen med mænd. De kan ikke frit gifte sig uden familiens accept. Det er også vigtigt for familiens ære, at kvinder skal være uberørt jomfru ved ægteskabets indgåelse, hævder man stadig i mange kredse i muslimske lande. Hvis kvinden ikke er jomfru, kan det bringe skam over familien, hvis brudgommen overraskes over at opdage det på bryllupsnatten.

Hvis en kvinde bryder de mange uskrevne regler, der indskrænker hendes frihed, er der risiko for, at faderen, ægtemanden eller familien vil afstraffe hende. Det kan i alvorlige tilfælde resultere i, at hun bliver dræbt for ærens skyld. Og både familie og myndigheder vil i muslimske lande være forstående overfor en sådan handling fra mandens side.

Hvordan ser den nationale lovgivning ud i de lande, som familierne med æresdrab er kommet fra? Er der nogen beskyttelse for kvinder, der afviger fra normerne ? Nej, tværtimod. Her er det karakteristisk, at retssystemet ser mildere på mænd, der dræber for at opretholde familiens ære.

I Jordan, Libanon og Syrien frikendes en person, som overrasker sin kone i sengen med en anden og dræber hende. "Griber en mand sin kone eller en anden af sine nære gifte kvindelige slægtninge i at bedrive hor med en anden, og han dræber, sårer eller skader begge, er han undtaget fra straf", siger paragraf 340 i den jordanske straffelov. Den fortsætter: "Han, som griber sin kone eller en af sine kvindelige slægtninge i op- eller nedstigende linje eller sin søster i en seksuelt afslørende situation med en mand, og som dræber, sårer eller skader begge, vil få nedslag i den idømte straf." Liberale politikere i Jordan har for få år siden foreslået at få bestemmelsen ophævet. Men det blev stemt ned af konservative politikere, der fandt, at "ophævelsen ville være en trussel mod familiens værdier og ville opfordre til usædelighed". I Syrien har man straffebestemmelser af lignende art, men bestemmelserne siger ikke noget om, hvor ofte de praktiseres.

DER KAN VÆRE GRUND TIL at understrege, at de nævnte paragraffer ikke kommer fra den islamiske ret sharia. De er kommet til de muslimske lande fra kolonimagternes lovgivning, som man har videreført næsten uændret. Den jordanske paragraf er for eksempel lånt fra fransk lovgivning fra år tilbage i kolonitiden, hvor man havde tilsvarende bestemmelser om formildende straf i tilfælde af passionsdrab: crime passionelle. Fra Frankrig spredte bestemmelserne sig til de lande, der fulgte fransk ret (Code Napoléon) De er nu ophævet i Frankrig og Italien, men ikke i Jordan.

I Pakistan har man en tilsvarende paragraf, der er indført i straffeloven af den engelske kolonimagt 1860. Æresdrab var efter loven tilladt eller accepteret, hvis dræberen pludselig mistede kontrol over sig selv, fordi han kom ud for en grov provokation af den dræbte. Overlagt drab var i disse tilfælde ikke mord.

Heldigvis er der også positive udviklinger at spore. I Tyrkiet er en bestemmelse om nedslag i straffen for æresdrab blevet ophævet efter pres fra EU. I Kurdistan har parlamentet ophævet en tilsvarende bestemmelse om nedsættelse, og parlamentets formand har udtalt at drab på en kvinde for ærens eller religionens skyld ikke længere vil blive tolereret.

Det er en vigtig pointe at få frem, at den islamiske ret sharia må fortolkes på en sådan måde, at æresdrab ikke er tilladt. Som et eksempel kan man nævne, at sex uden for ægteskabet ikke er tilladt, og at både mænd og kvinder kan straffes for det ved en domstol. Men samtidig har loven stillet den betingelse, at fire retsindige mænd skal have overværet sexakten, så de kan bevidne den. Det er en betingelse, der gør strafmulighed helt usandsynlig. Desuden er der den bestemmelse, at en person, der anklager en anden for utroskab, men som ikke kan bevise det, bliver hårdt straffet.

Æresdrab, der foretages af familien, er direkte forbudt i Koranen. I verdens største muslimske land, Indonesien, og i det muslimske Vestafrika forekommer der ikke æresdrab.

DER EN DEL FAMILIER, der er kommet her til landet lige fra et landdistrikt i et muslimsk land. Man kan tænke sig, at de stadig er optaget af stammens traditioner, og måske tror de, at disse traditioner stammer fra Koranen. Det er en forkert opfattelse, men traditionen kan være levende hos dem, og derfor er det vigtigt at være opmærksom på, at traditionen nogle steder foreskriver æresdrab særligt på kvinder, der har overskredet de strenge normer for deres adfærd.

Et eksempel: En 32-årig ugift kvinde, Mukhtaran Mai, blev voldtaget af en gruppe mænd efter en lokal rets bestemmelse i Pakistan. Hun var helt uskyldig, men hendes bror havde forbrudt sig mod stammens regler ved at have seksuel kontakt med en kvinde fra en rivaliserende klan. Sagen blev appelleret, og som oftest følger de nationale domstole den lokale rets afgørelser. I denne sag kom der et voldsomt internationalt pres, som fik den nationale domstol til at tage selvstændig stilling til sagen og dømme den gruppe af mænd, der har voldtaget hende.

En bedre forståelse i Danmark af ærens betydning for mange indvandrere kan måske medvirke til at hindre drabene. Det er nødvendigt at straffe æresdrab, men det forhindrer ikke, at de forekommer. Undervisning og oplysning og dialog er nødvendige elementer i en politik for hindring af æresdrab. Styrkelse af politiet og højere straffe og overvågning giver ingen mening over for æresdrab.

Rubya Mehdi er lic jur. og ansat ved Carsten Niebuhr Instituttet, Københavns Universitet