"11. september lærte mig at være kritisk over for islam"

Hvofor skulle man som kristen ikke være skeptisk over for islam, spørger præsten Ricardt Riis, der efter terrorangrebet 11. september udgav bogen "Prædikener imod islam"

For ti år siden havde vi den 11. september et møde i Klostersognets mødelokaler om islam ved valgmenighedspræst Morten Kvist. Af samme grund så jeg ikke tv-avis og fik derfor først ved mødet af andre at vide lidt om, hvad der skete i New York.

Terrorangrebet vakte en stor undren
Jeg husker stadig, at jeg på baggrund af de sparsomme informationer, der var fremme i begyndelsen, pure afviste de rygter, der dukkede op om, at det var muslimer, der stod bag. Langt mere sandsynligt forekom det mig, at det var skøre amerikanere à la Oklahoma-bomberen. Men dèr tog jeg altså fejl.

Senere, da oplysningerne begyndte at blive mere omfattende, og det blev slået fast, at der var tale om muslimske selvmordsbombemænd, husker jeg, at jeg blev højlig forundret over præsident Bush's udtalelser om hævn: disse forbrydere skulle jages overalt på jorden, udryges af deres huler, dræbes i deres underjordiske gange.

Min forundring skyldtes, at det jo er lidt svært at straffe folk, der har begået selvmord. Men jeg kunne forstå på det hele, at Bush tænkte på de folk, der havde hjulpet selvmordsmorderne.

Den næste undren kom, da Bush invaderede Afghanistan. Jeg var blevet dybt berørt af de amerikanere, der ved deres modige aktion forhindrede det fjerde fly i at ramme dets mål, og mente, at deres handlemåde netop viste forskellen mellem almindelige amerikanere og muslimske terrorister: de muslimske terrorister ville ofre livet for derigennem at slå så mange mennesker ihjel som muligt, hvorimod de modige amerikanere i flyet ville sætte livet på spil for derved at redde så mange mennesker som muligt.

Og min opfattelse var, at deres handling var fuldt tilstrækkeligt til at redde den amerikanske ære. Man burde hurtigst muligt genopbygge World-Trade-Centret og med store bogstaver skrive på det: Kom kun an, I feje hunde! Når vi véd, hvad I er ude på, har I ikke en chance! Men i stedet invaderede man Afghanistan.

Bush var en tegneseriehelt
Jeg har fra min barndom af med stor interesse læst tegneserien Fantomet. Der var noget fascinerede ved at læse om et menneske, der pr definition er godt, altid rammer med sine pistoler, hvad han sigter på, altid har heldet med sig, så forbryderne bliver fanget og uskadeliggjort til sidst, og aldrig udsætter uskyldige for farer. Selvfølgelig vidste jeg godt, det var fiktion, men alligevel, spændende var det.

Det viste sig nu, at Bush også havde læst Fantomet, men blot ikke betragtede det som fiktion, men som virkelighed. Han mente, at han, ligesom Fantomet, godt kunne skyde ind i en menneskeskare og ramme præcis, hvad han sigtede imod.

Han mente, at skellet mellem ondt og godt var sat op lige så præcist som i Fantomet-tegneserien. Så han gik frimodigt ind i Afghanisten for, som helten Fantomet i tegneserien, at udrydde de onde, and bring them to justice.

Og når virkeligheden ikke var, som i tegneserien, når han ikke altid kun ramte forbryderne, men ret ofte ganske uskyldige mennesker, når han ikke i kampen kunne skelne klart mellem gode og onde, når de mennesker, der blev befriet for forbryderne, slet ikke var taknemlige over denne befrielse, så var det virkelig virkelighedens skyld, de idealer, der lå i tegneserien, kunne der pr definition ikke være noget galt med.

Jo, det var for mig højst besynderligt, at Bush gik ind i Afghanistan.

Hvorfor skulle man ikke kritisere islam?
Men jeg skulle opleve endnu en besynderlighed. Af begivenhederne den 11. september 2011 blev jeg inspireret til at skrive en bog, kaldet Kristne prædikener imod islam.

Enkelt og ligetil, syntes jeg. Selvfølgelig er der forskel på kristendom og islam, selvfølgelig må man som kristen præst prædike imod islam, selvfølgelig må man ud fra begivenhederne den 11. september prøve at gøre disse forskelle op.

Denne bog blev meget kort anmeldt i Kristeligt Dagblad, og jeg havde i den forbindelse en længere samtale med en journalist fra bladet. Hun ville absolut i sin anmeldelse skrive, at prædikenerne selvfølgelig ikke rettede sig imod islam.

Jeg husker ikke, hvad resultatet blev, men det har lige siden været mig en kilde til undren, at man i det kristne establishment ikke må tale imod islam, at man som kristen præst ikke må udføre den del af sine forpligtelser, der går ud på at fortælle, hvordan kristendommen ser på islam, og at det opstilles som et kristeligt ideal, at man er venlig og imødekommende og udviser en altfavnende forståelse for religionen islam.

Hvordan fremtiden vil forme sig, er det svært at sige noget kompetent om. Vi må vel med Grundtvig bede: Behold os, Herre, ved dit ord/ trods dine fjenders løgn og mord, men vi kunne såmænd også have behov for at bede: Behold os, Herre, ved dit ord/ trods alt vort hykleri og mord, for der tiltrænges i den grad klarhed over, hvor kristendommen står i forhold til andre religioner, især islam.

Ricardt Riis er tidligere sognepræst og panelist på religion.dk