Der er store forskelle mellem islam og kristendom

Karen M. Larsen skriver i et indlæg mod mig den 5. januar:

"Problemet med Ricardt Riis' angreb på Tim Jensen er for mig at se, at han forventer, at Tim Jensen skal formidle et syn på kristendommen, der er identisk med hans eget. Øjensynligt gik han nemlig på universitetet i en tid, hvor man ikke lærte, at der er mange forskellige tolkninger af, hvad kristendom er."

Vrøvl! Tim Jensen må for min skyld mene, hvad han vil og tolke kristendommen, som det falder ham for godt.

Men når han bevæger sig ind på historiens område -- og det gør han jo, når han er religionshistoriker -- så vil jeg bede ham venligst tage hensyn til de historiske kendsgerninger, herunder de forskellige religioners forskellige helligtekster, og -- hvis han vil være meget venlig -- de forskellige måder, man bruger disse tekster på.

Stiftspræst Lissi Rasmussen skrev i oktober 2001 et indlæg i Horsens Klostersogns kirkeblad om ligheder og forskelle mellem islam og kristendom.

Lighederne ser hun bl.a. i, at islam, svarende til kristendommens tale om mennesket som skabt i Guds billede, har en tanke om mennesket som Guds kalif, som kan repræsentere sin skaber og afspejle skaberens kvaliteter.

Forskellene ser hun tydeligst i åbenbaringsforståelsen. Åbenbaringen er i islam en bog, i kristendommen et menneske:

"Der er således en parallel mellem Koranen og Kristus som Guds ord. Dermed bliver de to skriftsyn afgørende forskellige. Bibelen opfattes af de fleste kristne ikke som Guds ord fra ende til anden."

Det er denne forskel i skriftsyn, jeg vil bede Tim Jensen -- og nu også Karen M. Larsen -- være opmærksom på. Og det, jeg anker over i Tim Jensens artikel, er, at han rask væk betragter de to religioners skriftsyn og skriftbrug som identiske. Det er uhistorisk. Det tager ikke hensyn til de historiske kendsgerninger.

Lad mig skitsere forskellen mellem kristendom og islam ud fra et andet afsnit i Lissi Rasmussens artikel. Hun skriver lidt senere:

"I begge religioner er Gud almægtig. Uenigheden består i to forskellige opfattelser af, hvordan Gud viser denne sin almagt, sin styrke. Da Muhammad på kamel -- ørkenens sejrsdyr -- red ind i Mekka i 630, flygtede hans fjender, og han gjorde sig til herre over byen. Da Jesus 600 år tidligere på æsel -- trældyret -- drog ind i Jerusalem, blev han forkastet, og hans venner flygtede. Jesus besejrede ikke Jerusalem, men led uden for dets mure.

Disse to indtog illustrerer, at Gud i islam viser sin almagt, sin herlighed i ophøjelsen, den åbenlyse sejr -- også den politiske, mens Gud i kristendommen viser sin almagt i svagheden, i tjenesten, den lidende kærlighed -- i korset, der netop sætter spørgsmålstegn ved magten som vejen til sandheden. Korset passer ikke ind i islamisk teologi."

Men selvom vi således må fastholde denne tilgrundliggende forskel, skal vi naturligvis ikke overse, at der i historiens løb har fundet en vis konvergent udvikling sted. Kristendommen begyndte fra neden og vandt sig magt ved martyriets magtafkald. Islam begyndte fra oven og vandt sig magt ved Muhammeds politiske og militære sejre.

Men så indviklet er historien, at det, der skulle synes umuligt indenfor kristendommen: at kejseren vandt sig religiøs magt, blev virkeliggjort -- til en vis grad i hvert fald -- i Byzans, mens omvendt det, der skulle synes utænkeligt indenfor islam: at der blev sat spørgsmålstegn ved kaliffen som den, der i sig indesluttede den politiske og den religiøse magt i ét, faktisk skete: der dannedes en præstekaste af dommere og religiøse eksperter.

Og det ser også ud til, at de to religioner i deres sammenstød har lært af hinanden. Islam kunne lære ikke så lidt af Byzans om, hvordan man undertrykker anderledes troende, og senere kunne inkvisitionen i Spanien i samme henseende tage ved lære af muslimerne.

Hvad der er afgørende, er imidlertid, at renaissancens råb: "Ad fontes," tilbage til kilderne, blev brugt af Luther til at stille spørgsmålstegn ved pavekirkens verdslige magt og ved kejserens religiøse magt. Havde paven ret til at dømme nogen som kætter? Og havde kejseren ret til at udføre den dom, paven havde afsagt?

Var hans gudgivne ret ikke begrænset af Paulus' ord i Rom 13,1-7, at han skal sørge for retfærdigheden, altså ikke for den rette tro?

Alle disse spørgsmål kom op at vende på reformationstiden, og selv om man ret hurtigt faldt tilbage til de gamle uvaner, blev den brod, der i Worms 1521 blev sat ind i det europæiske åndsliv, ved med at stikke.

Først i 1700-tallet nåede man frem til den løsning, vi nu glæder os over: demokratiet med dets frie diskussion og dets menneskeskabte love.

Det vil sige: På trods af alle de konvergensfænomener, udviklingen indenfor henholdsvis islam og kristendom kan fremvise, så er altså demokratiet blevet til indenfor den kristne civilisation. Og oven i købet ser det ud til, at mens dette fænomen, demokratiet, har kunnet "eksporteres" fra den vestlige verden til både Japan og Indien, m. fl., så har det haft meget vanskeligt ved at fæste rod i den islamiske verden.

Så hvis det spørgsmål skal afgøres, hvordan forholdet mellem religion og demokrati er, så er det altså meget overfladisk, det vil sige: man tager meget lidt hensyn til den historiske virkeligheds indviklethed, hvis man siger, at de tre monoteistiske religioner har lige store vanskeligheder ved at kapere, at love kan være menneskeskabte.

Og det bliver ikke mindre overfladisk ved, at Karen M. Larsen gentager det.

Kort sagt: Det er så langt fra, at jeg forlanger eller forventer af Tim Jensen, at han skal "lukke øjnene for den mangfoldighed af tolkninger, som præger kristendommen," som Karen M. Larsen påstår. Tværtimod, jeg opfordrer ham (og også gerne Karen M. Larsen) til at åbne øjnene og se på den historiske mangfoldighed, en mangfoldighed, man er nødt til at tage hensyn til, når man skal udtale sig om islam og kristendom med deres ligheder og forskelligheder.

Ricardt Riis
Tidligere sognepræst