Brev fra en konvertit

Kære venner: Derfor valgte jeg at blive buddhist

"Den gren af buddhismen, jeg passede ind i, er lidt mere vestlig orienteret og lidt mere vild. Jeg tror, de fleste af mine venner tænker på Dalai Lama, når de hører, jeg er buddhist. Jeg er derimod elev af Lama Ole Nydahl, som er dansker, og som sagt har en lidt mere vild stil," skriver Anders Riisgaard Rasmussen, der er buddhist og lærer. Foto: Cæcilie Philipa Vibe Pedersen

Jeg tror ikke, jeg dur til at tro - jeg skal have fakta og beviser. Derfor endte jeg med at følge en erfaringsreligion som buddhismen, skriver lærer og buddhist Anders Riisgaard Rasmussen

Kære venner

Jeg tror egentlig altid, jeg har været buddhist. Det er bare først nu, at jeg har fundet ud af, at det er, det jeg er og ikke alt muligt andet.

Guderne (eller Buddhaerne) ved, at jeg har søgt vidt og bredt for at finde en tro, jeg synes, der gav mening, og at jeg altid har været kritisk.

Hvordan kan man tro på noget, der ikke stemmer overens med naturvidenskaben? Hvorfor underlægge sig alle mulige regler, der begrænser en i stedet for at udvikle en? Dette har været nogle af de spørgsmål, jeg har stillet mig selv i min søgen efter den tro, der passede mig.

Jeg skal have fakta og beviser

Jeg tror egentlig ikke, at tro dur til mig. Jeg skal have fakta og beviser. Jeg vil se det og mærke det, før jeg tror det, sådanne fungerer jeg bare. Og det er nok derfor, at jeg er endt med at følge en erfaringsreligion som buddhismen.

Det første, jeg fik at vide, da jeg kom til min første introduktion, var: "se nu om det er noget for dig, og om det giver mening, husk at være kritisk og tjek tingene ud, før du tror på dem", og så var jeg solgt.

Da jeg så fandt ud af, at der heller ikke var nogle regler eller dogmer, blev jeg endnu mere sikker. Da jeg så også kunne mærke, at der rent faktisk skete noget, når jeg begyndte at meditere, var jeg sikker på, at jeg havde fundet min vej.

Der er mange fordomme

Dog har jeg mødt mange fordomme fra venner og familie. De fleste tror jo, at buddhismen er et eller andet new age trip, hvor man kun må spise linsesuppe og drikke kogt vand.

Dette er bestemt ikke tilfældet. Jeg kan stadig godt lide en god bøf og en kold øl, jeg elsker stadig at danse pogo og se kung-fu film. Desuden bygger buddhismen på 2500 års praktisk erfaring, så hvis det endelig er noget, er det ”old age”.

Der er forskellige grene af buddhismen

Da mennesker er forskellige og har brug for forskellige tilgange, findes der også talrige linjer og skoler indenfor buddhismen hver med sin stil og fokus.

Nogle fokuserer på at studere filosofi, nogle kan godt lide at spise linser og være søde, og nogle kan godt lide at lave traditionelle tibetanske ritualer.

Den gren af buddhismen, jeg passede ind i, er lidt mere vestlig orienteret og lidt mere vild. Jeg tror, de fleste af mine venner tænker på Dalai Lama, når de hører, jeg er buddhist. Han tilhører dog en anden linje indenfor buddhismen, som oversat til dansk hedder "De dydige", hvilket også lidt afspejler stilen.

Jeg er derimod elev af Lama Ole Nydahl, som er dansker, og som sagt har han en lidt mere vild stil. Jeg tror, mange af mine venner har svært ved at forstå, at der er forskellige former for buddhisme, og har en tendens til skærer alt over én kam til "De dydiges" fordel.

Venlig hilsen
Anders

Anders Riisgaard Rasmussen er buddhist, uddannet lærer og læser didaktik og materiel kultur på Danmarks Pædagogiske Universitet.