Naturen i hinduismen: Guddommelig kraft gennemstrømmer alt

"Et eksempel på hvordan en natursymbolik føres med ind i templet og bruges som religiøs dekoration, er lotusblomsten. Den forbindes overordnet med den kvindelige guddommelige skabende energi, men oftest med gudinden Lakshmi. Her er det tydeligt, hvordan man læser symbolikken ud af blomstens adfærd i naturen. Den vokser frem af vandet (fra intet til eksistens) og manifesterer sig som en blomst, der folder sig ud, som var det et moderskød," skriver Marianne Qvortrup Fibiger, der er lektor, ph.d. i religionsvidenskab.

Guden har nemlig ikke kun skabt naturen, han er også en del af den eller gennemstrømmer den, forklarer lektor Marianne Qvortrup Fibiger

Åh du vidunderlige, som manifesterer sig på jorden;
Åh du vidunderlige, som kæmpede i Bharata-krigen. 
Åh du vidunderlige, som blev alting, begyndende med de grundlæggende elementer: vind, ild, vand, himmel og jord. Du er den altomfattende, som er i alting på samme måde, som smør er gemt i frisk mælk.
Du er i alt, men samtidig er du mere end det. Hvor kan jeg se dig?”

Denne sydindiske tilbedelseshymne, som fremsiges i templerne til guden Vishnu, er blot et af mange eksempler på, hvordan tilbedelsen af guden egentlig også er en tilbedelse af naturen. 

Guden har nemlig ikke kun skabt naturen, han er også en del af den eller gennemstrømmer den. Eller som den sidste sætning i hymnen indikerer, så kan guden egentlig ikke ses eller afbildes direkte, men ved at dyrke naturen, som guden er en del af, så dyrkes også guden. 

Dette har stor indflydelse på mange hinduers forhold til naturen, ligesom der findes megen natursymbolik i hinduistisk rituel tilbedelse, hvor forskellige naturelementer forbindes med bestemte guder i det hinduistiske gudepanteon. 

Hinduer dyrker træer, sten, floder og bjerge
Derfor kan en sten, et træ, et bjerg, en flod, en plante eller en blomst ligeså godt repræsentere eller ”være” guden, som en gudestatue i et tempel kan det; og derfor vil man især i landsbyer rundt omkring i Indien se, hvordan for eksempel et træ kan være centrum for rituel tilbedelse. 

LÆS OGSÅ: Hvad tror hinduer om jordens skabelse?

Det vandes, og der tændes kamferlys foran det for at dyrke den iboende guddom. Mest dyrket er peepaltræet og banyantræet, som repræsenterer henholdsvis skaberguden Brahma og Vishnu. Sidstnævnte står som opretholderen af balancen i verden. 

Men også en sten med en form af lingam (falloslignende) dyrkes som en repræsentant for guden Shiva og overhældes med vand og mælk, ligesom forskellige planter såsom Tulsi-planten kan repræsenterer gudinden Lakshmi og vandes rituelt.

Lotusblomsten er et natursymbol
Et eksempel på hvordan en natursymbolik føres med ind i templet og bruges som religiøs dekoration, er lotusblomsten. Den forbindes overordnet med den kvindelige guddommelige skabende energi, men oftest med gudinden Lakshmi. 

Her er det tydeligt, hvordan man læser symbolikken ud af blomstens adfærd i naturen. Den vokser frem af vandet (fra intet til eksistens) og manifesterer sig som en blomst, der folder sig ud, som var det et moderskød.

LÆS OGSÅ: Hvad må hinduer spise?

Lotusblomsten forbindes dermed både med liv og med skønhed og bruges ofte som tempeludsmykning omkring eller ved gudindealtre.

Naturfænomener har en dobbeltbetydning
To af de nok mest kendte guddommelige naturrepræsentationer er Gangesfloden og Merubjerget. Og også her er det interessant, hvordan disse to naturfænomener har en dobbeltbetydning. 

Mytologisk forbindes Gangesfloden med gudinden Ganga, men i et frelsesperspektiv symboliserer floden og vandet brahman, den guddommelige kraft, som gennemstrømmer alt. Det betyder også, at Gangesfloden er stedet, hvor asken fra afdøde strøs ud, så denne kan blive en del af verdensaltet.

Tilsvarende forbindes Merubjerget som det mytologiske urhjem for guderne og er også kendt som det bjerg, hvorpå guden Shiva trækker sig tilbage for at meditere. Derfor forbindes bjerget også i et frelsesperspektiv med meditation og erkendelsemæssig opstigning og klarhed.

Naturen er guddommelig 
Overordnet kan man derfor sige, at for hinduer er naturen guddommelig, eller at det som i sidste ende ikke kan afbildes, nemlig det bagvedliggende eller i alting iboende guddommelige princip, ligeså godt kan manifestere sig i naturen som i kunstigt fremstillede gudeikoner.

Derfor skal eller bør der værnes om naturen - i alt fald i en ideel verden. Rejser man rundt i Indien, kan man dog nogle gange få et lidt andet indtryk.

Marianne Qvortrup Fibiger er lektor, ph.d. ved Afdeling for Religionsvidenskab, Aarhus Universitet og panelist ved religion.dk.