Zanzibar: Fader Petro tør ikke gå på markedet mere

På Zanzibar har muslimer og kristne levet fredeligt sammen i årevis. Men i den seneste tid er freden forstyrret af pludselige angreb på religiøse ledere med syre, skydevåben og bomber. Journalist Svend Løbner har talt med en muslimsk sheik og en kristen præst på øen. Dette er hans sidste ud af tre dagbogsfortællinger fra en Tanzania-rejse

Selv om Tanganyika og øen Zanzibar dannede unionen Tanzania i 1964, er forskellen på de to parter til at tage og føle på. Ikke kun på grund af den religiøse demografi, hvor befolkningen på Zanzibar består af mindst 95 procent muslimer, og Tanzanias befolkning fordeler sig på lige dele muslimer og kristne. Men fordi kontrasterne mellem de to religiøse grupper er større på Zanzibar. Ikke blandt moderate på hver side – de har eksisteret fredeligt sammen i over 200 år. Men fordi ekstreme kræfter udefra prøver at skabe splid mellem de to grupper i befolkningen.

LÆS OGSÅ: Kristendom er en afrikansk religion 

Det fortæller sheik Ibrahim, der er højtstuderet sufimuslim med aner 200 år tilbage, hvor hans forfædre kom til Zanzibar fra Oman på den arabiske halvø. Han nævner fem forskellige ekstreme sunnimuslimske grupperinger, som har til fælles at de vil beskytte Profeten Muhammeds ”sunni” (det vil sige sædvane). En af grupperne har tilnavnet ”jihad”, som betyder stræben og betegner hellig krig.

”Jeg havde selv en kammerat, som jeg legede med hver dag. Pludselig var han væk og jeg så ham ikke i flere år. Så hørte jeg, at han var med til at bombe den amerikanske ambassade i Nairobi. Han blev rekrutteret og trænet et eller andet sted. Det havde han ikke råd til selv. Nogen må finansiere disse grupper, jeg ved ikke hvem. De har også indflydelse i Europa. Derfor bør I også være på vagt,” siger sheiken.

Religiøse ledere angribes
Jeg interviewer også en kristen præst, Petro, som nævner det lokale navn for de ekstreme grupper. Uamsho betyder vækkelse, og bevægelsen menes at stå bag afbrænding af kirkeinventar, syreangreb på præster og bombesprængninger. Ingen har dog taget ansvaret for voldshandlingerne, og ingen er endnu blevet dømt.

Ibrahim og Petro er begge med i et forsoningsarbejde søsat af Danmission med base i Dialogcentret i Stonetown. Ibrahim og Petro er dæknavne for at beskytte de to religiøse lederes identitet. Og det er der grund til.

Den 25. december 2012 var den katolske pater Ambros Mkenda på vej hjem fra julemesse i sin kirke. Da han kom til sin bopæl, blev han stoppet af to mænd på en scooter. Den ene skød ham i hovedet, men Father Ambros overlevede angrebet.

En måned tidligere var Muftiens generalsekretær sheik Fadhil Suleiman Soraga blevet angrebet med syre på sin daglige løbetur den 6. november 2012. Han overlevede også angrebet, men har stadig svære mén af det.

Endnu værre gik det for fader Evaristus Mushi, der blev dræbt på stedet søndag den 17. februar 2013 på vej til at lede en gudstjeneste i en katolsk kirke. Igen blev præsten stoppet af to mænd på en scooter, men denne gang var skuddet dræbende.

Moskeer lejes ud til kristne gudstjenester
Hvad siger du til den stigende vold, spurgte jeg Ibrahim. ”Volden er politisk motiveret - ikke lokalpolitisk, men internationalt politisk. Det er kræfter udefra, der ønsker politisk indflydelse og bruger religionen som våben. Her på øen har vi levet fredeligt sammen i 200 år. Ikke kun muslimer og kristne, men også hinduer, der som bekendt har mange guder,” siger han og fortsætter:

”Den katolske kirke og stormoskeen i Stonetown er bygget sammen med kun en væg imellem sig, og de finder ud af at indrette deres gudstjenester og bedetimer, så de ikke forstyrrer hinanden. Muslimer har endda udlejet moskeer til kristne, så de kunne holde deres gudstjenester dér. Det ville de ikke gøre, hvis der var fjendskab imellem dem.”

Fader Petro bekræfter over for mig, at de voldelige angreb ikke billiges fra de officielle muslimske ledere. De kristne kirker på øen har levet side om side med muslimerne, for den katolske kirkes vedkommende i 150 år.

LÆS OGSÅ: Afrikas kirker holder fast i åndelige erfaringer

Angrebene kommer pludseligt, og ingen ved, hvor våbnene kommer fra. Det er forbudt at eje et skydevåben på Zanzibar. Men syre er nemmere at få fat i. Og folk kan lave bomber ud fra opskrifter på internettet.

Selv tør han ikke gå på markedet mere. Han sender altid en anden ud for at handle. Men han er nødt til at bevæge sig udenfor præsteboligen, når han skal i banken eller på sygebesøg hos menighedens medlemmer.
Både Petro og Ibrahim er som nævnt med i Dialogcentrets forsoningsarbejde.

Dialogcentret er en frugt af partnerskabet mellem Danmission og den Lutherske Kirke i Tanzania, og blev etableret i 2009. En anden frugt af det samarbejde er Upendo Means Love, der i samme bygning driver en syskole for kristne og muslimske kvinder, en fælles systue og en tøjbutik.

Fodbold: et instrument i konfliktløsning
Dialogcentret har også et ungdomsarbejde, der blandt andet har oprettet et fodboldhold med kristne og muslimske spillere. For nylig spillede holdet i en turnering med et hold fra øens politistyrke, en bande ungdomskriminelle og to ungdomscentre.

”Fodbold er et godt redskab i forsoningsarbejdet, fordi fodbold er et godt eksempel på en konflikt,” fortæller Daniel Nygaard Madsen. ”Her er to inkompatible mål – de to hold vil jo vinde over modparten – og på trods af de fastlagte regler, sker det nogle gange, at vold og uretfærdighed alligevel optræder. Derfor giver fodbolden os en masse eksempler, som vi kan bruge i vores undervisning i ikke-voldelig konfliktløsning.”

Daniel Nygaard Madsen leder Dialogcentret sammen med to kollegaer. Sammen med en forsoningskomité bestående af repræsentanter for tre kristne kirker og fire muslimske institutioner arbejder de for trosbaseret forsoning. Hvor man herhjemme kan få den opfattelse, at religion er årsag til konflikter og derfor bør holdes uden for konfliktløsning, inddrager Dialogcentret religion i forsoningsarbejdet.

Mission er at formidle Kristus som Fredsfyrsten
”Vi arbejder ikke for fred og forsoning på trods af vores tro, men på grund af vores tro,” siger Daniel Nygaard og fortæller, hvordan forsoningskomitéen også tager ud i landsbyerne og mægler i konflikter. Både islam og kristendom har et fælles mål om fred, og for Daniel Nygaard selv er forsoningsarbejdet selve kernen i kristen mission.

LÆS OGSÅ: Religion er nødt til at være en del af svaret i Den Centralafrikanske Republik 

”Vi er kaldet til at formidle Kristus som Fredsfyrsten,” erklærer han. ”Vi er kaldet til at vidne om ham; ikke til at påtvinge mennesker vores tro. Min kollega siger, at der er tre aktører i en omvendelsesproces: Formidleren, Modtageren og Helligånden. Vores opgave er blot at formidle. Så er det op til modtageren at tage stilling til budskabet. Resten må vi overlade til Helligånden.”

Er forsoningsarbejdet risikoen værd?
Jeg slutter med at spørge dem alle tre, sheik Ibrahim, fader Petro og dialogleder Daniel om det er alt besværet værd at arbejde for forsoning, når de som nøglepersoner reelt kan komme til at stå i vejen for en pistolkugle?

Og får samme svar fra dem alle tre med forskellig ordlyd, naturligvis. Men budskabet er det samme:

”Ja, det er det hele værd. Fordi religionen påbyder det, fordi det er et kald, og fordi det kan modvirke voldsbølgen.”

Svend Løbner er journalist på rejse gennem Tanzania for Dansk Missionsråd, International Aid Services og Brødremenighedens Danske Mission med støtte fra Danmission, Danida og Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling.