Akkari: Kære du som blev muslim

Mange, der vender sig til islam, bliver fanget i en sekterisk tankegang. Jeg har selv været der, fortæller tidligere imam Ahmed Akkari

Dette er et uopfordret debatindlæg som er en personlig refleksion over indlægget Kære hr. og fru Danmark: derfor blev jeg muslim.

Jeg, om nogen, forstår konvertitter til islam. De er søgende mennesker, som finder svar på livet og efterlivet. De er tiltrukket af meget stærke idealer og forestillinger, som de også får smagsprøver på i læsning af islams historie og tanker. Det hele virker perfekt ideelt, smukt, herligt, fredelig og kærligt.

LÆS OGSÅ: Religion.dk’s temaserie Brev fra en konvertit 

Islam er det sidste budskab til menneskeheden givet af samme Gud som jøder og kristne bekender sig til, og er i naturlig forlængelse af menneskets naturlige tilbøjeligheder (fitra). Samtidig er der mange logiske argumenter som også appellerer til folk, der er faktuelt anlagt.

Islams livsvejledning er attraktiv
Islam er nok den religion i verden, som er mest systematiserende for livets adfærd og daglige handlinger i kraft af sine bud om "du må" og "du må ikke" ledsaget af en fast ramme for livet i sine mange enkeltheder. Den er tilmed attraktiv, fordi den er knaldhård i sin præsentation af forestillinger om "godt" og "ondt". Den er endelig særlig god til at reklamere for det vi alle søger og ønsker: fred og lykke.

Konvertitterne læser måske bøger som "Islam on Trial" af den amerikansk-syriske forfatter "Shawqi Abu-Khalil", og "The spirit of Islam" af den arabiske forfatter Afif-Tabbara og fornemmer, at alt, hvad der siges om islams voldelige tilgang i politik og krig, er det rene opspind. En sådan overskuelig kritik findes blandt mange i "Islam on Trial: The Prosecution's Case" af Amber Pawlik.

Jeg kan nemt forstå, hvordan selektive svar påvirker en konvertit, der får de nødvendige svar for at overkomme de mange kritiske spørgsmål, som de læser og hører.

LÆS OGSÅ: Kære veninde: Derfor blev jeg katolik

Konvertitter lader fornuften gå i dvale
I begyndelsen oplever konvertitter, at de er en del af et stort enigt fællesskab, der alle stort set er næstekærlige, solidariske og uselviske, og de ser op til de store imamer og repræsentanter som stjerner på deres vej. Kun lidt aner de på det stadie, at de langsomt er ved at forfalde for forherligelse og mangel på kritisk sans - ikke over for religionen - men over for de mennesker, som repræsenterer den.

Den kritiske sans over for religionens bud og ordre fortager sig jo rimelig hurtigt, fordi det hele hænges op på "Allahs vilje og profetens ordre", så fornuften går i dvale og bliver deterministisk og troskyldig. Det er sådan set et almindeligt reaktionsmønster for fornuften, der fordres af ideen om at underkaste sig i en religiøs sammenhæng.

Hermed har de til fulde deres frihed, for de har selv valgt at lade deres liv regulere på denne måde. I sig selv er det at blive muslim en ganske fredelig oplevelse, som mange andre også kan rapportere det i kraft af deres indtræden i buddhisme, kristendom, taoisme eller hinduisme.

Men det problematiske for de muslimske konvertitter er, at forherligelsen forhindrer dem i at se menneskelig korruption og bedrag under den hvide imam-kalot og den hvide imam-kjole.

Sekterisk tankegang indfanger nye troende
Det farlige for de muslimske konvertitter er, at mange af dem uden at vide af det, bliver fanget i en mere og mere sekterisk tankegang indenfor religionens "vidde" rammer. Snart går skillelinjen ikke ved, om man finder fred i sit eget liv, men ved hvem der er muslim og hvem der ikke er! Noget tid efter bliver det ved om man er sunni-, shia-, drusisk eller brelwitisk.

Derfra indsnævrer banen sig endnu mere, og det bliver mere om hvem der er sufi og hvem der ikke er, hvem der er wahabi og hvem der ikke er, hvem der følger hvilken retsskole og hvem der ikke gør, hvem der er medlem af islams jihadister og hvem der ikke er, hvem der er en del af Broderskabets bevægelse og hvem der ikke er, og således videre i disse utallige små og større grupperinger.

Fra at være accepteret som "frelst muslim" bliver frelsens logik mere stringent og nådens periferi mere indskrænket, indtil man til sidst kun ser sig selv om medlem af den reelle frelste gruppe, der som kilderne foreskriver "er dem der følger Mohamed og følgens sande levevej", mens de ligesindede muslimske fæller i andre grupper ses som værende faret vild i sekteriske tolkninger, og dermed potentielt helt galt på den.

Konvertitter, der når til dette punkt i deres islamisering, får nemt et psykologisk selvbedrag om, at de af alle er heldige at være havnet hos de mest frelste af de frelste.

LÆS OGSÅ: Kære venner: Derfor valgte jeg at blive buddhist

En hurtig rationel konklusion på overstående er, at den efterstræbte "fred og lykke" ved at være muslim åbenbart ikke er så simpel at finde eller let at nå til. Det er ikke svært at se, så snart muslimer er i enerum i en moske eller et forsamlingshus, hvor mange gnidninger og konflikter der opstår "de frelste imellem" over tolkninger og vejledninger, og i sidste værste ende leder til gruelige overgreb og fordømmelser på hinanden.

Alt dette opdager de muslimske konvertitter blot meget langt ind i miljøerne - og tit for sent til at kunne overskue "labyrinten for bare vægge" eller "islam for bare tolkninger", hvis jeg må tillade mig mit eget billedsprog her.

Konvertitter har tit et smukt billede af religion
I de første år skriver og taler konvertitter varmt, troskyldigt og tit oprigtigt for islams idealer, tanker og livsvej, som om det i virkeligheden afspejler, hvad de forestiller sig. Således gjorde jeg også tit og naivt.

De forsvarer indædt deres fundne paradis på jorden, islams styre, og angriber slagkraftigt enhver med de meget logiske og helt fine argumenter, som de selv har taget imod.

Egentlig kan man spore meget logik og en hel del passion hos naive muslimske konvertitter, når de går kraftfuldt til debatter, der vedrører islam. Og med rette er det tit et smukt billede, de selv har af, hvordan religionen bør være.

Men virkeligheden er blot milevidt fra, hvor deres tanker er havnet. Gid det var således! For hvad ønsker vi mennesker andet end fred og lykke? Til tider har jeg faktisk mine tvivl om, hvorvidt de fleste mennesker egentlig vil livet med fred og lykke, men ligeså tit er det, at alle søger fred og lykke, men når til forskellige holdninger derom.

LÆS OGSÅ: Kære hr. og fru Danmark: Derfor blev jeg muslim

Men bør den fred og lykke ikke også være nemmere at overskue og se? Og bør alle de mangler og skrækkelige følger af at mene noget andet end "det rigtige" ikke også være mere synlige? Og bør diverse konfliktfyldte sider af muslimers praksis ikke også være værd at revurdere og tage til genmæle over for?

Så kære du, som bliver muslim: tjek hulens dybder og skjulte skeletter, før du forhaster dig med dit åbenhjertige og naive budskab. Før I lytter til, hvad de siger, må I se, hvad de reelt gør.

Du ønskes al glæde med din konvertering, og du skylder at bakke op om de frihedsværdier, der har gjort din konvertering mulig i et tolerant samfund, der ikke forfølger folk, som ændrer holdninger eller skifter synspunkt.

(Indlægget er forkortet, red.) Ahmed Akkari er tidligere imam og skolelærer og panelist ved religion.dk.