- Akkaris exit er symptom på moralsk snæversyn

Fænomenet er langt større end personen Ahmed Akkari, skriver internetchef Anders Ellebæk Madsen. Foto: Arkivfoto

Vi har mere end nogensinde brug for et fælles rum, hvor forskellige religiøse retninger kan mødes, debattere og være uenige, skriver internetchef Anders Ellebæk Madsen i en kommentar til tidligere imam Ahmed Akkaris afgang fra panelet på religion.dk

Tidligere imam Ahmed Akkari trækker sig fra sin rolle som frivillig svarperson i panelet på religion.dk. Anledningen er, at han er blevet kritiseret voldsomt efter at have skrevet at homoseksualitet er haram, altså forbudt, ifølge islamisk lov. Debatten har både udspillet sig i blogs, mails og artikel-kommentarer.

Akkari vil ikke længere stå model til luftbøsseangreb og øretæver. Hvis man vil se niveauet for kritikken, kan man gå ind på: Profil Haderslev, Tidsskriftet Sappho, 180grader.dk og ekstrabladet.dk.

Mange mails til redaktionen er ikke blevet sendt videre til Akkari, fordi de kombinerer det vulgære og aggressive med det svagt argumenterede. Flere netaviser har skrevet nyheder om mandens synspunkt, og Trykkefrihedsselskabet har belært os om, at der er grænser for, hvad trykkefriheden skal bruges til, og den grænse går altså ved et negativt syn på homoseksualitet.

Religion.dk skal vise den islam, der faktisk findes
Siden religion.dk i 2001 lancerede et panel af religiøse autoriteter, der kunne besvare læsernes spørgsmål om religion, har vi ønsket en religionsdebat med højt til loftet, og tillige en debat, som skulle give et retvisende billede af de religiøse synspunkter, der findes i Danmark og udlandet.

Vi har ikke ændret holdning. Fremover vil der stadig være muslimer med konservative holdninger, ligesom radikale synspunkter på stening vil blive offentliggjort. Vi er ikke stolte af deres synspunkter, men det ville være værre ikke at fortælle om dem. For religion.dk skal vise den islam, der rent faktisk findes, ikke den, danskerne går og drømmer om.

Der er mere end nogensinde brug for et fælles rum, et torv, hvor forskellige religiøse retninger kan mødes, debattere, være uenige og dermed lære læserne noget om forskelle mellem religioner. Desværre har vi i årevis set det fælles offentlige rum skrumpe ind.

Forskellige synspunkter graver sig ned i hver sin ende af internettet, hvor de mødes med ligesindede, hvilket sikrer dem imod ubehagelige reaktioner.

Muslimer forsvinder fra den offentlige debat
Fænomenet er langt større end personen Ahmed Akkari, og sagen her er ikke et spørgsmål om hans fejltrin igennem tidens løb. Før ham er andre muslimer med upopulære synspunkter forsvundet fra den offentlige debat: Fatih Alev, Sherin Khankan, Mona Sheik, Safia Aoude. De følte sig alle sat under et pres, der langt overgår, hvad vi normalt forbinder med kritik.

Det er ikke den konservative islam, der forsvinder. Det er de fælles fora, hvor forskellige typer muslimer og kristne mødes og debatterer. Og der er noget vigtigere, der forsvinder: Det rummelige normalitetsbegreb, hvor der for eksempel - er plads til at have et kritisk syn på homoseksualitet. Vi er ved at tabe det, Jørgen Schleimann sagde på denne måde: Frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede.

I øjeblikket dominerer den snævre moralopfattelse, der kun giver legitimitet til ganske få opfattelser af komplekse spørgsmål. Det er en maksimalt fordummende moralopfattelse, der ikke stiller spørgsmål, men på forhånd har alle svarene. Vi kender den snævre opfattelse som politisk korrekthed.

Demokrati er samtale også mellem uenige
Tilbage i den brede offentlighed bliver den frisindede danske islam stående, som Naser Khader og Yildiz Akdogan er blevet ansigter på. Man kan mene, at det er den måde, et demokratisk samfund slibes til. Og nogle vil sige, det er godt, at de reaktionære holdninger rykker ud i de parallelle offentligheder, som er under fuld udfoldelse i Danmark.

Men faren ved at belejre de konservative muslimer er, at vi får en fortegnet medie-virkelighed, som ikke bliver repræsentativ. Og hvis demokrati er samtale, som Hal Kock har sagt det, må det også være samtale med dem, vi er uenige med.

Anders Ellebæk Madsen er internetchef på Kristeligt Dagblad.