Biskop: Mennesket er sat fri fra at dømme andre og sig selv

Er synd ikke noget med begær, egoisme og ønsket om at dominere? Karl Barth påstår, at alle disse ting udspringer af noget andet, noget dybere: Trangen til at ville være hinandens dommere, skriver biskop Lise-Lotte Rebel om sin religiøse favorittekst

Det er umuligt for mig at vælge ét favoritstykke ud fra så rig en skat. Bibelen indeholder så mange ord og billeder, som for mig er en kilde til evig trøst, forundring og glæde, at det ikke går an at udvælge ét fremfor et andet.
 
Jeg har i stedet valgt et par sætninger fra to teologer, som jeg sætter pris på at læse. Det er måske tilfældigt, at øjnene netop faldt på nedenstående. Der kunne være så mange andre ord at fremhæve. Men jeg har valgt to løsrevne sætninger, som behandler et dybt alvorligt emne i teologien.

For det er nok sådan, at det for mit vedkommende er de svære og besværlige tanker i teologien, der særligt udfordrer mig til eftertanke. Men samtidig er det så også her, at grunden til en endnu dybere glæde og frihed ligger.

De to sætninger, som jeg vil fremhæve er følgende:

’Al synd har sit egentligste væsen deri, at mennesket vil være sin egen dommer.’
Karl Barth K.D. IV,1, s.241
 
’Du ved, din dommer har ført din sag, og fra sig selv den vundet.’
N.F.S. Grundtvig, DDS 274
 
I Karl Barths dogmatik skriver han, at selve syndens væsen består deri, at mennesket vil være sin egen dommer. Umiddelbart kan det overraske. Er synd ikke noget andet? Noget med begær, med egoisme, med ønsket om at dominere? Barth påstår, at alle disse ting udspringer af noget andet, noget dybere: Trangen til at ville være hinandens dommere. Underligt, som denne tendens kan overses: Trangen til at dømme og fordømme – først og fremmest de andre, dernæst én selv.

Hvis vi går ind på tankegangen, så er dette med at dømme andre ikke en selvfølgelig menneskelig rettighed, noget vi sådan har adgang til i kraft af egen suverænitet. Heller ikke selv om vi kan få meget af vores tid til at gå med det. Men det er selve syndens rod. På de første sider af Bibelen kaldes synden for dette at spise af kundskabens træ. Det er at ville tiltage sig magten til at dømme om godt og ondt.

Hvorfor er det synd? Ja, selve syndens rod? Ifølge ræsonnementet så er det, fordi der er én og kun én dommer. Gud selv. At tiltage sig domsmagten i sit liv, det er derfor det samme som at søge at tilrane sig den magt, som alene tilkommer Gud. Det er at ville indtage Guds plads.

Er der da ikke noget, der hedder dom? Jovist er der det. Ethvert menneske er en så enestående skabning, at det kræves til regnskab for sit liv af sin skaber. Så betydningsfuldt er mennesket, at vi skal svare for vores liv. Hvis ikke vi skulle det, så ville mennesket være et betydningsløst væsen, et fnug, et støvkorn kastet i vilde magters vold. Men mennesket kaldes til ansvar, til regnskab for sit liv. For Gud og for sin næste – og dermed også i forhold til sig selv.

I det punkt kommer Grundtvigs salmelinje ind som en kommentar. Den står ikke i modsætning til det foregående, men den udfolder det: Du ved, din Dommer har ført din sag og fra sig selv den vundet! Gud er din og min dommer. Og Gud har vundet. Der er for længst fældet dom over vores trang til at ville dømme. Det skete langfredag og påskemorgen.

Men denne dom – hævder Grundtvig – det er samtidig en dom, hvori Gud vinder sagen over for sig selv. Idet Gud vinder, lader han den dømte – mennesket – vinde i ét hermed. Gud vinder sagen ’fra sig selv’. Hvormed han vinder den ’for os’.

Hvordan kan det gå til? Det kan gå til på den måde, at i og med Guds dom fritages vi fra at skulle være hinandens og vore egne dommere. Vi sættes fri! Fri fra det falske dommerembede, som vi i synden havde tilranet os. Fri til at vende blikket fremad, fri fra at se på fortidens mørke skygger, fri til åbenhed i forhold til det medmenneske, som absolut ikke kan bruge vores domsmandsvirksomhed til noget som helst fornuftigt – fri til at være til og til stede, til bedste for dette medmenneske.

Gå da frit
enhver til sit
og stole på Guds nåde!
Da får du lyst og lykke til
at gøre gavn, som Gud det vil 
på allerbedste måde.
(Den Danske Salmebog, nr. 752, vers 4) 

Lise-Lotte Rebel er biskop i Helsingør Stift.