Alt er nyt

Til højtiden for Kristi Himmelfart er der knyttet et tankebillede, eller en hel billedserie, som er mere udfordrende for den menneskelige fornuft end måske alle andre beretninger om Kristi historie.

Kristus farer til himmels i herlighed. I Apostlenes Gerninger lyder det sådan her: Han blev løftet op, mens de så på det, og en sky tog Ham bort fra deres øjne (Apostlenes Gerninger 1,9). Og hos evangelisten Lukas beskrives samme begivenhed: Og det skete, mens Han velsignede dem, skiltes Han fra dem og opløftedes til Himlen.

Kristi Himmelfart er afslutningen på den række af begivenheder, som begyndte med opstandelsen. Vi hæfter os imidlertid ved, at intet menneske overværede opstandelsen, som kvinderne blev opmærksomme på, da de så den tomme grav. Kristi Himmelfart, derimod, udfolder sig for øjnene af os. Og sikke et skue! Hvad er dette? Vover vi at tro vore egne øjne og øren?

Vi har lov til at være forvirrede. For Herrens opfaren til Himmels hensætter apostlene, og os med dem, i undren. Men midt i vor såre menneskelige forvirring er det, at Kristus lægger grunden til sin jordiske kirke.

Se blot på højtidens ikon: Midt iblandt de rådvilde apostle, som i lighed med os ikke aner, hvad de skal tro og mene, midt i al den rådvildhed står Maria, Gudsmoder, i ophøjet ro. Hun står direkte under Kristus, og de to danner tilsammen ikonens lodrette midterakse.

Hvad foretager Maria sig her? Det spørger vi om med rette, for hun er ikke nævnt med et ord i beretningen om Kristi Himmelfart, hverken i evangeliet eller i Apostlenes Gerninger. Men ikonen er ikke en slavisk gengivelse af de bibelske tekster. Den er er billedlig fremstilling af grundlæggelsen af Kristi kirke:

Kristus som Kirkens himmelske hoved, Maria som dens urokkelige jordiske samlingspunkt og anker; og apostlene og alle vi andre samlede omkring hende i forventning om at blive oplyste og iført kraft fra det høje, sådan som Kristus forudskikker (Lukasevangeliet 24,49) med henblik på den kommende Pinse.

Kristi disciple har ikke haft det let med troen siden opstandelsen. Vi hører hos evangelisten Lukas, hvordan de er forfærdede, og hvordan der opstår tvivl i deres hjerter (Lukasevangeliet 24, 37-39). Hvorfor?

Jo, den virkelighed, Kristus åbenbarer for dem overstiger deres fatteevne, lige som den overstiger vores. Og netop når fornuftens tæppe med ét rives bort, og vi i et lysende glimt forstår, eller i det mindste aner, at Guds formåen og herlighed sprænger vor forståelses rammer, ja, så har vi det med at reagere med frygt og nægte alt! Således også Kristi disciple; for det hedder om dem: Da blev de grebet af angst og frygt; for de mente, det var en ånd de så (Lukasevangeliet 24,37).

Men den opstandne Kristus er ingen ånd. -- Disciplene møder ikke noget spøgelse, de møder og ser den opstandne Kristus, de bliver bekendt med det åndeliggjorte legeme, som på samme tid er himmelsk og jordisk. Det er et legeme, som er konkret og synligt; og når den opstandne forlader denne jord, må han derfor nødvendigvis bevæge sig rumligt: Det skete ... at Han opløftedes til Himlen!

Her er frihed! Her er ophøjet, flyvende lethed, her er alt det modsatte af tyngdeloven, inklusive den åndelige, mentale tyngdelov, som trækker os nedad, som gør os til slaver af vægten og til trælle under faldets betingelser. Men i Kristus møder apostlene og vi opstandelsens nyskabelse, vi bliver øjenvidner til den nye verden og det nye menneske, vi ser med vore egne øjne den opstandne, førstegrøden af de hensovne.

Verden er ny og dog velkendt. Der er tid, og der er rum, og begge dele er trygt genkendelige for os. Alt er ikke blevet til skræmmende kaos; men til det velkendte er der i opstandelsens verden føjet dimensioner, vi knap nok anede var til. Alt er nyt. Der er legemlighed, ikke blot og bar luftighed; men legemet har andre relationer til tid og rum end dem, vi kender. Den opstandne bevæger sig frit ind og ud af skabelsens tid og rum: Se, jeg gør alting nyt!

Og det skete, mens han velsignede dem, skiltes Han fra dem og opløftedes til Himlen. Vi lægger mærke til ordvalget her, ikke "efter", men "mens". Det peger på samtidighed. Kristi velsignende gestus er da en evig bevægelse; og den er rettet, ikke blot til disciplene dér og da, men til alle kommende slægter, til hele Guds folk, til alle os, som i Guds kirke i al evighed modtager Guds velsignelse.

Netop denne vedvarende velsignelse er årsagen til vor dristighed, når vi vover at bekende troen på den ene, hellige katolske og apostolske kirke. For vi bygger ikke vor kristne tro på egen fortræffelighed, vi forlader os ikke overmodigt på vor egen mere eller mindre indbildte fornuft. Al vor tro på Guds hellige kirke baserer vi ene og alene på tilliden til, at vi fra og med det øjeblik, hvor Kristi Himmelfart finder sted for vore øjne, til alle tider vil være under Kristi velsignelse.

Den velsignelse, som igen og igen lyses over de troende i Guds kirke, er således ikke biskoppens, endsige præstens, private opfindelse og ejendom; for den er en evig aktualisering af Kristi egen velsignelse, idet han opløftes til himlen. Lige som den fred, som atter og atter lyses over de troende, er Kristi egen fred: Min fred giver jeg jer!

I Guds kirke får vi, hver enkelt efter sin evne, indsigt i alt dette. Kristi Legeme opløftes til himmelen; og vi med ham. Med Kristus får også vi plads i Guds Rige, som bliver virkelighed for os i kirken. I kirken forvalter apostlene og deres efterfølgere, biskopperne, de hellige mysterier, så at vi alle, i og med kirken, bliver ét med Kristus og del af hans legeme.

Poul Sebbelov er ortodoks præst