Synspunkt

Vores debatkultur opelsker polemiske pointer

Hvorfor opfattes den ateistiske religionskritik så meget anderledes i dag, spørger Anders Stjernhol, talsmand for Ateistisk Selskab.

Den moderne debatkultur har den slagside, at tydelige budskaber og polemik giver taletid. Det smitter af på religionsdebatten, skriver Anders Stjernholm, talsmand for Ateistisk Selskab

Nogle kalder det ny-ateisme, andre - som vi, der ikke var der i oplysningstiden - kalder det blot ateisme eller aktiv ateisme. Jeg foretrækker faktisk at sige, at vi blot er nogle stykker, der siger vores mening om religion.

Hvorfor gør ateister, hvad vi gør? Og gør vi det ordentligt? Disse diskussioner ikke kun interne i Ateistisk Selskab og andre kredse. Også kirkens repræsentanter og andre debattører og iagttagere har mange meninger om ateister og vores måde at være det på.

Nogle af disse holdninger kom frem i en sjældent lødig analyse i om ateisme af i dag, som blev udgivet på religion.dk tidligere på ugen. Dog er det ikke uden sine problemer. Selvom det muligvis ikke er skribentens hensigt, er det svært ikke at læse analysen som helhed som en overbærende kommentar til de ”nye ateister”, der blot hælder gammel vin på nye flasker.

LÆS ANALYSEN HER

Ateisme før og nu
Men hvorfor opfattes den ateistiske religionskritik så meget anderledes i dag? Som det står i analysen af tidens religionskritik, så er den rykket ud af universiteterne. Så 1800-tallets intellektuelle tålmodige malende sprogbrug er nu blevet en anden størrelse. I analysen kaldes den skinger. Så langt vil jeg ikke gå - men den er muligvis mere polemisk end tidligere, selvom jeg ikke kan overskue al religionskritik - hverken i dag eller fra andre tidsperioder.

Det skyldes nok, som skribenten og jeg kan blive enige om, at debatten i dag er på gadeplan - eller på online-plan, bør man heller sige. Hvermand har nu en mening om Gud - og en ret til sige den. I hvert fald her i vores dages frie sekulære samfund. Og samtidig er modtagerne også et langt bredere udsnit af befolkningen. Ikke alle med ligegode kundskaber udi argumentationens kunst. Til gengæld er mange velbevandret i at spille fornærmede.

På grund af denne hvermandseje er kritikken ikke altid et frydefuldt retorisk kunstværk eller en snorlige argumentation med præmisser og konklusioner. Nogle gange kommer den fra en tidligere religiøs, der først er ved at indse sit opgør med sin fortids autoriter. Andre gange er den fra teenagere, der først sent i deres uddannelsesforløb er kommet i besiddelse af egentlig viden om religionerne og deres konsekvenser for samfundet. Det er ikke altid ligeså lækkert for øjnene at læse som Marx eller Bertrand Russell.

Samtidig har den moderne debatkultur den slagside, at tydelige budskaber og polemik giver taletid. En klar pointe er som oftest at foretrække. Det har vores buskampagner ikke, for åbne spørgsmål er jo ret vage. Alligevel er vi lykkedes med at starte en debat - sandsynligvis fordi, at hjemmesiden www.udmeldelse.dk samtidig har hjulpet 9000 mennesker af med deres medlemsskab af folkekirken. Og de penge har fået præstestanden hurtigere op af stolen end et par hverdagsfilosofiske spørgsmål.

Tone frem for indhold
Og så er vi tilbage ved skingerheden - polemikken. For dagens debatsider er jo de skingre stemmers legeplads. Berlingskes udvalg af konservative bloggere vidner meget godt om tendensen.

Den ene efter den anden står klar til at skyde på progressive kræfter med alt hvad tastaturet kan holde til af tilsvininger og ladet sprogbrug. Kvinder, homoseksuelle og ateister får gerne en tur i clickbaitens navn. Heller opmærksomhed end lødig argumentation. Det samme gør sig desværre gældende på kristne mediers sider. Beskyldninger om stærke pengemænd, mobberi, osv. var de første til at flyve hovedet på os, efter vi stillede de spørgsmål på busserne og lavede udmeldelses-servicen. Men det er også de indlæg, der bliver læst og delt.

Også denne analyse gør sig i min optik skyldig i denne tendens. Den præsenterer sin læser for et par af de hårdeste religionskritiske anklager fra Richard Dawkins og Sam Harris - konklusioner fra bøger på +200 sider. Og derefter mener jeg, at den ellers udmærkede analyse bliver polemisk med dette afsnit:

"Samtidig kan man hævde, at den moderne religionskritik har etableret en lidt skinger tone, da den ofte placere al religion i en fundamentalistisk kategori. At man bygger en religionskritik på en afsky til religiøs fanatisme, men samtidig anvender selvsamme kritikpunkter mod institutioner som folkekirken. "

"Da den ofte placerer al religion i en fundamentalistisk kategori” er en meget polemisk udtalelse. Hvor og hvornår har Ateistisk Selskab begået sådanne generaliseringer?

Kan vi skifte emne?
Da vi åbenbart er enige om at religionskritik er relevant, skulle vi så ikke begynde at tale substansen i stedet for om tonen i debatten? Ateisme er ikke blot et spørgsmål om sandt eller usandt. Det er også en principiel afstandtagen til det grundlæggende menneskesyn i al religion, uanset graden af fundamentalisme.

Hvor ateister til tider gør sig skyldige i at undervurdere troende som gruppe og gå efter de lavt hængende frugter, må kritikere af ateismen – eller i hvert fald af den vokale gruppe af ateisterne – se sig skyldige i det samme. Analysen anerkender, at der er masser af fornuftige, intelligente og handlekraftige mennesker til stede blandt ateisterne, men det at ateisterne nu har fået nok og for alvor vil have et opgør - også selvom det betyder at man må træde på et par tæer og såre et par følelser - lader stadig til at overskygge indholdet.

Vi anerkender naturligvis at vi ikke er de første til at kritisere religion, og vi bliver heller ikke de sidste, men efterhånden som vores kollektive viden stiger og vi som samfund og art bliver mere oplyste, må vi håbe at denne seneste bølge af ateister aldrig når sin bølgedal. Især så fremtidens ateister slipper for at skulle igennem den samme retfærdiggørelse af deres virke, førend selve religionens væsen og effekt på samfundet kan diskuteres.