Ateister: Afskaf udemokratisk blasfemiparagraf

I et demokrati er det helt oplagt, at man skal have ret til at kunne kritisere tanker og idéer, mener Jesper Vind, formand for Ateistisk Selskab. Foto: Privatfoto

Blasfemiparagraffen er et forsøg på at hæmme ytringsfriheden og lukke munden på religionskritikere, mener formand for Ateistisk Selskab Jesper Vind

Er Blasfemiparagraffen et problem for Danmark?

Dertil kan svares både nej og ja. Svaret er nej ud fra den betragtning, at paragraffen stort set ikke er blevet anvendt og mest af alt er et levn fra gamles dages lovskriverier. Omvendt kan man også svare ja, fordi blasfemiparagraffen skal ses i et internationalt sammenhæng.

LÆS OGSÅ: Blasfemi i 5 verdensreligioner

Blasfemi er ikke en krænkelse af menneskerettighederne

En række islamiske lande har i en årrække ved de såkaldte Durban konferencer, prøvet at få skrevet en blasfemiparagraf ind i menneskerettighederne, således at blasfemi var en krænkelse af menneskerettighederne.

Disse lande ønsker at hæmme ytringsfriheden ved at lukke munden på religionskritikere og muligvis også munden på de religiøse mindretal i de pågældende lande. Heldigvis er det ikke lykkedes endnu at få indført denne blasfemi-menneskerettighed, som vil begrænse ytringsfriheden.

Blasfemiparagraf er udemokratisk
Desværre kommer Danmark i et lidt dårligt lys, fordi disse islamiske lande peger på blandt andet Danmark eller Irland som eksempler på lande, der har en blasfemi-menneskerettigheds-paragraf.

Det er et skidt selskab at ses sammen med, hvilket også er grunden til, at for eksempel Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Indre Mission samt mange andre mener, at det er tid til at afskaffe blasfemiparagraffen (§140). I et demokrati er det helt oplagt, at man skal have ret til at kunne kritisere tanker og idéer.

Kære politikere I har forsøgt før, men prøv alligevel igen.

Få Danmark ud af det dårlige selskab hurtigst muligt. Afskaf §140.

Jesper Vind
Formand for Ateistisk Selskab