"Beltane er en keltisk majfest"

Ole Skjerbæk Madsen, missionspræst

I det keltiske Irland var Beltane en forsommerfest fuld af optimisme og livsglæde, skriver missionspræst Ole Skjerbæk Madsen. Foto: Privat

Beltane er en majfest, hvor man fejrer den livsspirende kraft i naturen, som er fremkaldt af Skaberordet og Helligånden, skriver missionspræst Ole Skjerbæk Madsen

Beltane er den engelske form af det gæliske Bel(l)taine eller Bealltainn, og det betegner maj måned eller festen første maj. Festen markerer, at vi er midtvejs mellem forårsjævndøgn og sommersolhverv og halvåret til det keltiske nytår Samhain, som vi kender som Allehelgen. Man fejrer Beltane 30. april - 1. maj.

Bål beskytter mod åndsmagter

I det keltiske Irland var Beltane en forsommerfest fuld af optimisme og livsglæde. Det var såtid. Festen var præget af frugtbarhedsritualer. Den tiltagende sol var omdrejningspunktet, og dette symboliseredes ved store bål, kvæget blev drevet omkring bålene, og mennesker dansede omkring dem følgende solens gang.

Bålene kunne også markere, at det var en tid for renselse og forandring, som skulle bebude håbet om frugtbarhed og en god høst senere på året.

Bålene handlede også om beskyttelse mod åndsmagter, for som ved samhain, et halvt år senere, var forsommeren en tid, hvor sløret mellem den jordiske og den åndelige verden var tyndt.

Frugtbarheden blev hyldet
Det keltiske område i Europa omfattede ikke bare England, Irland og Skotland, men store dele af Nordeuropa, og de nordiske og danske majskikke afspejler de samme forestillinger.

Skikkene handler ikke kun om første maj og Valborgs aften, 30. april, men kunne finde sted i hele perioden frem til Sankt Hans aften, 23. juni, altså ved solhverv.

Bålene vandrede fra Beltane til Sankt Hans. Man majede sig ud og red sommer i by eller havde optog af unge mænd og piger, pyntet med nyudsprunget løv, blomster og kulørte bånd drog fra gård til gård for at synge majvisen og indsamle fødevarer til majgildet.

Et centralt element i majfesterne var den symbolske repræsentation af sommeren i form af en majstang, en majbøg eller et sommerspir. Skikkene har deres rødder i de førkristne frugtbarhedsritualer. Men når de unge sang majvisen, handlede det om frugtbarhed, men også om en gave fra fra i alt fald i den skikkelse vi kender majvisen i, nemlig morten Børups Frydeligt med jubelkor fra ca. 1500. (se Den danske Salmebog nr. 721).

Frugtbarhedmotivet genfindes i en maj-bøn fra Fyn fra omkring 1780:

"Saa ville vi ydermere bede for (...) Den velsignede Jordens Grøde, som nu er hensaaet eller herefter skal saaes, at vor Herre vil give hende sit velsignede vejrlig, at hun maa komme vel i Huse i sin Tid, at vi kan nyde vores daglige Næring deraf" (Hans Ellekilde: Danske Højtidsskikke. Schultz Forlag 1943).

Helligånden er i naturen
Majfesten og pinse hører sammen, ligesom forårsjævndøgn og påske hører sammen. Så det kunne måske være en idé at markere majfesten med et optog med nyudsprungne grene til en Helliglund eller Helligsø eller Helligkilde, som repræsenterer den kvindelige og livsspirende kraft i naturen, men er fremkaldt af Skaberordet og Helligånden. Måske pinsesalmen I al sin glans nu stråler solen kunne være velanbragt ved en sådan lejlighed.

Ole Skjerbæk Madsen
Missionspræst i Areopagos