Bibelen og Koranen har meget til fælles

Men at jøder og kristne har ændret i den bibelske grundtekst er en yderst uretfærdig anklage. Kirsten Stoffregen Pedersen svarer muslimske Bettina Meisner

Bettina Meisner forsøger i en artikel her på religion.dk at vise, at Koranen, og ikke Bibelen, er Guds sande ord. Det er jo ingen nyhed for os, som har beskæftiget os med de tre abrahamiske religioner, jødedommen, kristendommen og islam.

Muslimske lærere har altid beskyldt Bibelen for at være forfalsket, medens efter deres mening Koranen er Guds sande, ene og uforfalskede ord.

Man må sætte sig ind i grundteksterne
Hvad Bibelhåndskrifter angår, så har Meisner ikke sat sig tilstrækkeligt godt ind i hverken Codex Sinaiticus, eller den jødiske oversættelse til græsk, som vi kender under navnet Septuaginta eller de yderst vigtige fund, der er gjort af hebraiske håndskrifter fra før og fra Kristi tid i Qumran nogle få kilometer fra det sted, hvor jeg sidder og skriver dette.

Jeg har aldrig gjort det, som Bettina Meisner fortæller os, at Jehovas Vidner har gjort, givet mig til at tælle de efter deres udsagn - 50.000 fejl i Bibelen. Det ville jeg have betragtet som spild af tid. Derimod blev jeg meget tidligt klar over, at jeg måtte lære hebraisk, Bibelens originalsprog, snarest muligt.

Min kære morbror, sognepræst Oscar Lauge Nielsen, hjalp mig med det, idet han lånte mig de hebraiske tekster, han havde brugt på Københavns Universitet, og jeg satte mig i gang med den opgave, da jeg var 13 år.

Jeg er langt fra at være færdig med det, skønt jeg i mellemtiden har nået at studere både flere semitiske sprog og bibelvidenskab, hebraisk litteratur og forskellig bibeleksegese på Københavns Universitet og Det hebraiske Universitet i Jerusalem og er blevet både magister og doktor fra det sidstnævnte.

Oversættelse kan også være farligt
Det begyndte netop med fejlene, som jeg er meget taknemmelig for. Min mor fik mig anbragt i N. Zahles Skole, hvilket jeg har grund til at være meget glad for. Vi lærte tidligt og længe fremmede sprog, og således opdagede jeg, hvor svært det er at oversætte. Ikke bare bibelske, men alle tekster overhovedet.

Jo, til en vis grad har Meisner ret i, at det er så praktisk, at Bibelen er blevet oversat til et utal af verdens sprog. Jeg opdagede altså bare meget tidligt, at det også kan være farligt. Og det er ikke altid på grund af uvidenhed eller falske teologiske meninger.

Hvad skal vi f.eks. gøre, hvis hebraisktalende medmennesker slet ikke kan skelne mellem nutid og fremtid? Eller hvis araberne ikke har nogen superlativ? I Davids 23. salme hedder det: Herren er min Hyrde, mig skal intet fattes. Eller skal det forstås: Jeg mangler ingenting? Vi skelner det kan hebræerne ikke.

Det berømte og beundringsværdige arabiske Allahu akbar hvordan skal vi egentlig oversætte det? Gud er såre stor? Ja, for akbar er ikke superlativ den højeste form. Det er elativ, der egentlig snarere svarer til komparativ (altså det sammenlignende større).

Jeg er faktisk taknemmelig for skrivefejlene
Problemer med hensyn til oversættelse er der masser af. Og så er der skrivefejl i de mange håndskrifter. Til tider kan vi ikke regne ud, hvad der oprindeligt har stået. Til andre tider er det meget let at se.

Men nota bene, DEN HEBRAISKE TEKST BLIVER ALDRIG RETTET. Derfor er påstanden om, at jøder og kristne har ændret Bibelen så yderst uretfærdig. Det er derfor, jeg er taknemmelig for fejlene!

Ja, uden tvivl har Bibelen og Koranen meget til fælles. Hvor sent end det Gamle Testamente og det Nye blev oversat officielt og skriftligt til arabisk er ikke vigtigt, hvis Profeten virkelig var analfabet. Men han kunne jo have kendt bibelske tekster fra nogle af de mange jøder og kristne, som han traf professionelt som rejsende købmand. Jeg tror ikke, det er så vigtigt.

Jesus havde en holdning til stening
Men trods alle glædelige ligheder er der forskelle. Jeg mindes en ung dansk mand, som en dag sagde til mig her, at kristendommen jo var langt den letteste af de tre religioner. Virkelig, svarede jeg. Har du nogensinde prøvet at elske din fjende? Det havde han endnu ikke givet sig af med.

Både Det Gamle Testamente og Koranen beskæftiger sig med stening i forbindelse med utugt. Det nye Testamente gør det også, men på en lidt anden måde.

I Johannesevangeliets 8. kapitel fortælles der om en kvinde, som er blevet grebet i utugt, og som de lovlærde derfor bringer til Jesus for at få hende stenet, som hun skulle blive det efter loven.

Men Jesus reagerer anderledes, end de havde ventet. Først svarer han dem slet ikke, men sidder bøjet og skriver i sandet. Men da de bliver ved med deres anklager, rejser han sig op og siger: Den iblandt jer, som er uden synd, må han kaste den første sten. Hvorpå han igen satte sig ned og fortsatte med at skrive.

De lovlærde gik deres vej uden at kunne gøre noget ved det. Til sidst så Jesus op og spurgte kvinden, hvor hendes anklagere var. Havde ingen fordømt hende. Nej, svarede hun. Hvortil Jesus sagde: Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå bort og synd ikke mere.

Jerusalem, julen 2010, Kirsten Stoffregen Pedersen.