Biskop: Man skal ikke forskanse sig bag et panser af dogmer

"Det er ynkeligt at ville trække sig tilbage i sig selv, når man lever i en samtid med andre religioner lige op og ned af sig," skriver biskop over Københavns Peter Skov-Jakobsen

Er religionsdialog vigtig?

"Naturligvis er religionsdialogen vigtig i en globaliseret verden. Vi går op og ned af hinanden med forskellige kulturer og religioner, og hvis vi er blot det mindste nysgerrige på den anderledes og den fremmede, kan vi ikke lade være med at spørge de andre om deres dybeste traditioner."

LÆS OGSÅ: Gudstjeneste med andre religioner vækker debat

"Jeg har i nogle år været præst i Søværnet og har et par omgange været med i operationsområder. Jeg har oplevet, hvordan religion ofte spiller en væsentlig rolle i konflikter. Jeg ved godt, at vestlige politikere ofte afsværger, at en konflikt skulle have noget med religion at gøre, og det gør de, fordi de er bange for konflikter. De er bange, fordi de konflikter, som har rod i religion, synes at være umulige at løse. Når mennesker strides på grund af det, der er endnu dybere end politiske forskelligheder, ideologiske forskelligheder, nemlig religiøse forskelligheder og kæmper med hinanden om tilværelsens dybeste hemmeligheder, så bliver kampen ofte uforsonlig."

"Men en konflikt løses ikke ved, at man ser bort fra stridens midtpunkt og afsværger den. Vi, som tror, vi, som lever med religion, bliver nødt til at spørge os selvkritisk, om vi er opmærksomme på vores tros voldspotentiale. Det skylder vi både Gud og mennesker."

"Især vi kristne har det inde på livet. I midten af vores tro møder vi dette menneske, Jesus, der vil, at vi skal følge vores modstander på vej og bede for vores fjende. Vores bekendelse indeholder altså også en agtelse for modstanderen, som vi aldrig må glemme. Religionens voldspotentiale er stort; men jeg tror, at fredspotentialet er endnu større. Den tyske teolog Hans Küng har vist engang hævdet, at så længe, der ikke er fred mellem religionerne, vil der heller ikke være fred i verden."

Hvordan oplever du at opholde dig i en anden religions hellige rum? Kan du eksempelvis deltage i andre religioners ritualer og bønner?

"At være i andres helligdomme kan være en stor oplevelse. Først og fremmest er det naturligvis en oplevelse af det fremmede, det anderledes. Men jeg bevæges altid af menneskers hengivelse i bøn og betragtning. Det er storslået at betragte andre traditioners skønhed i bygninger og kunst, i musik og eftertanke. At stå foran et buddhistisk tempel i Hong Kong og opleve den perfekte symmetri og opdage, at selv om jeg normalt er bange for den rette linje (fordi der har været så meget af den i vores kultur), og så opdage, at der falder ro over én, er en pudsig oplevelse."

LÆS OGSÅ: Buddhistisk nonne: Andre religioners hellige ritualer kan berige os

"Det bevæger mig også at se et menneske slå til en bedemølle på vej ud af huset, og bagefter få at vide, at sådan gør man for at bede for familien, at den må blive bevaret igennem dagen. Når man så kommer hjem, slår man igen til bedemøllen og takker for, at dagen gik godt.
Det er klart, at jeg kun kan betragte og ikke deltage. Mit hjerte ligger et andet sted, men det forhindrer mig ikke i at mærke og se hensigten med religionens udøvelse. Det særlige ved min religion er nu også, at jeg deler væsentlige tekster med en anden religion."

"Jeg beder ofte 'Hør Israel, Herren vor Gud, Herren er én' (jødisk bøn, red.), men jeg lægger noget andet i ordene. Når den aronitiske velsignelse lyder, så ved jeg da også, at dette er en anden religions stærkeste udtryk for velsignelse."

Hvor ser du grænserne for, hvornår man indgår i en interreligiøs dialog, og hvornår der bliver tale om religionsblanderi?

"Indledningsvis bliver jeg nødt til at sige, at der er noget sølle, måske ligefrem ynkeligt, ved en tid, der hele tiden spørger efter grænser. Det er ynkeligt at ville trække sig tilbage i sig selv, når man lever i en samtid med andre religioner lige op og ned af sig, og så er det eneste man kan finde på at interessere sig for at sætte grænser."

"At tro er jo at være i et grænseland hele tiden. Man spørger og aner noget, og dybest set vil man gerne krydse grænser. Man færdes med sin tro i dette grænseland, fordi man er på vej mod frihed og sandhed. Jesus færdedes i grænselandet helt bogstaveligt, men åndeligt i hvert fald hele tiden. At tro er ikke at forskanse sig bagved et panser af dogmer. Gør man det alligevel, er det nok fordi, man i virkeligheden er utilbøjelig til at tro, at man er på vej mod sandheden."

LÆS OGSÅ: Religioner mødtes for at dele lyset

"Jeg har altid syntes, at det var mærkeligt at se præster og andet godtfolk korse sig og udøve andre fromme gerninger, når de er vendt mod alteret, men så snart de står med ansigtet mod mennesker spyr de ild og forbandelser en særegen form for grænsedragning, når man samtidig hævder at have Gud med på holdet."

"I øvrigt er dialog ikke ensbetydende med blanderi. Vi lever i en tid, hvor mange mennesker søger fordybelse og med glæde færdes i grænselandet. Der findes også enkelte mennesker, der ikke kan leve med troens komplikation og skal have et sæt leveregler og trosregler. Ikke så sjældent er det sådanne, der laver krige og på andre måder giver Gud hovedpine og bliver mennesker til besvær."

"For mig har dogmet nu altid været en begyndelse på en endnu længere rejse. At betragte en troslærdom er for mig at slå et vindue op til endnu større landskaber, hvor intellekt og følelse bliver udfordret med frihed og kærlighed, der binder os til Gud og til at være medmenneske."

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift