Sekulære danskere skal forstå religions globale betydning

Blasfemiparagraffen er ligegyldig – men at forstå religions betydning for samfund på globalt plan er altafgørende, skriver Birger Nygaard

Det er nok overraskende for mange, at Straffelovrådet ikke indstillede til afskaffelse af blasfemiparagraffen. Mange andre lande, vi normalt sammenligner os med, klarer sig uden.

Så hvorfor skulle vi dog bevare vores udgave heraf? Udvalget er omhyggelig med at udrede, at det vil være meget vanskeligt at blive dømt efter denne paragraf. Så hovedbudskabet i rapporten er vel nærmest, at vi stort set kan gøre, som det passer os, fordi grænserne i dag er så vide, at det meste er muligt.

Det er vanskeligt at finde et entydigt kirkeligt/ teologisk udgangspunkt for, om en blasfemiparagraf er godt eller skidt. Et alment trosbaseret synspunkt er, at det er godt, at der er en grundlæggende respekt for religion og religiøse mennesker.

Samtidig vil de fleste trosfunderede mennesker i Danmark sige, at det er godt og nødvendigt med religionskritik. Vi ved kun alt for godt, hvordan religion kan misbruges af magtmennesker og systemer til at fratage mennesker deres frihed og værdighed.

Religionskritikken er en væsentlig hygiejnisk foranstaltning i religionens verden – ligesom ret til fri kritik af den politiske magt og statsmagten er uundværlig. I sig selv tror jeg ikke, at blasfemiparagraffen gør meget fra eller til, idet den nok ikke vil føre til nye domfældelser.

Men det kan være vigtigt, at paragraffen opretholdes som en reminder for et stærkt sekulariseret samfund om, at religion samfundsmæssigt har en form for væsentlighed, som vi finder det vigtigt at beskytte.

Denne beskyttelse bliver kun noget værd, hvis vi som samfund evner at (re)etablere en forståelse af de gamle, nye og forskelligartede roller, religion spiller for mennesker i en verden, hvor langt de fleste bekender sig som religiøse, men i vidt forskellige sammenhænge og med vidt forskellige betydninger og konsekvenser.

At lære herom er ikke en sag for dem med særlig interesse heri. Vi må forstå, hvordan det har med almindeligt borgerskab at gøre, ligesom vort velfærdssamfund ikke fungerer uden en fælles forståelse af rettigheder og pligter.

Som danskere har vi lang tids sekularisering som udgangspunkt for forståelse af religion. Religion er noget privat, for andre og samfundet uvedkommende. Som vi har indrettet særlige huse til dyrkelse af, og som vi helst ikke vil høre om for disse huse og slet ikke i offentligheden. Når vi taler om beskyttelse af religion bliver det ofte med en let overbærende tone, som om, der her er tale om særligt sensitive personer.

Det kommer til udtryk i den ofte brugte vending ”religiøse følelser”. Fordi religion ikke er noget virkeligt, tales der om det som en følelse. Hermed gøres religion til en disciplin, der bedst studeres som en del af psykologistudiet. Og med ethvert monokulturelt folks myopi tror vi let, at sådan fungerer det også i resten af verden.

Derfor skræmmer det os, når vi møder mennesker og samfund, for hvem religion er noget eksistentielt. Eksistentielt, fordi deres religion trods alle fejl og mangler er det, der grundlæggende giver dem en platform at leve deres liv på.

Som velfærdsdanskere skal vi lære at sætte os ind forholdene i de mange samfund, hvor der ikke er en fungerende statsmagt (og bistandslov) eller kun findes en statsmagt, der kun har villet folket det ondt.

For eksempel korrupte irakiske ministre, der alene har skrabet oliepenge til sig selv og ikke har arbejdet for at løse landets alvorlige sociale problemer. Og vi behøver ikke at uddybe noget om korrupte afrikanske ledere.

I sådanne samfund bliver det religiøse fællesskab i langt højere grad omdrejningspunkt, ikke bare for ”religiøse følelser”, men for en grundlæggende civilisation med etisk og praktisk platform for samfundsdannelse på både makro- og mikroniveau. Mange mennesker ville ikke få mad på bordet, om det ikke var for denne religiøse ramme om deres liv.

Og hermed bliver religion i egentligste forstand eksistentiel. Ekstremisters afart af religion og heraf følgende voldelige overgreb skal ikke et øjeblik forsvares.

Men vi skal lære at forstå, at religion for langt de fleste har en samfundsbyggende funktion, der har en betydeligt længere positiv track record end vore relativt umodne vestlige velfærdsstatssystemer, hvis overlevelseskraft er tvivlsom, når effekten af kolonitidens selvvalgte privilegier rinder ud til fordel for en globaliseret verden med mere lige konkurrenceforhold.

Kan vi lære at forstå vores verden, som den faktisk fungerer med religion som væsentligt samfundselement, vil blasfemispørgsmålet måske løse sig selv – med eller uden blasfemiparagraf.