Blasfemiparagraf beskytter ikke Gud, men danske trossamfund
Hvad var anklagen mod Jesus? Blasfemi! Men er ikke også tanken om at forsvare Gud, i sig selv, blasfemisk? Måske man skulle bede Straffelovrådet om at præcisere, hvad der er kritik, og hvad der er forhånelse frem for at ophæve paragraffen, mener sognepræst Jens Kvist
Blasfemi betyder gudsbespottelse. Så overordnet kan man sagtens rent teologisk argumentere mod blasfemiparagraffen. At forsvare Gud er det samme som at forråde ham.
Da Peter i Gethsemane trak sit sværd for at forsvare Jesus mod dem, der ville anholde ham, så fik han besked på at tage det sværd væk igen.
Hvad var anklagen mod Jesus? Blasfemi! Men er ikke også tanken om at forsvare Gud, i sig selv, blasfemisk?
Blasfemiparagraffen er uskadelig
Når det er sagt, skal det naturligvis understreges, at Straffelovens § 40 ikke er ment som en beskyttelse af Gud, men mod forhånelse af trossamfund her i landet.
Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at jeg selv ville gøre brug af den. Men det gjorde en præst i 1971 (Jan Stolt hed – og hedder – han) ved at anmelde Jesper Jensens totalt talentløse sang om ”Øjet i det høje”. Der mener jeg at han overreagerede. For der var ikke format nok over sangen til at kalde den blasfemisk. Den var bare dum.
I øvrigt var det sidste gang, paragraffen blev taget i anvendelse.
I mine øjne er paragraffen aldeles uskadelig, så det kan ikke ophidse mig, at den bliver stående. Jeg har tidligere argumenteret for det modsatte, det gør jeg ikke mere.
Kritik eller forhånelse?
Mette Frederiksen siger, blasfemibestemmelsen ikke er til hinder for religionskritik. Jamen, det har hun da helt ret i. Der er forskel på kritik og forhånelse eller spot.
Men hvis overfølsomme muslimer (og det er jo dem, vi taler om) tolker enhver form for kritik af islam som en forhånelse, er der jo et problem. Men det løser man jo ikke ved at ophæve blasfemiparagraffen.
Måske man skulle bede Straffelovrådet om at præcisere, hvad der er kritik, og hvad der er forhånelse.
Lad os give Grundtvig det sidste ord:
”Sanddru hedning, tyrk og jøde, dem har Gud i grunden kær,
hader frem for alt de søde, som på skrømt ham træder nær!” (Højskolesangbogen nr. 181).
Jens Kvist er sognepræst