Synspunkt

Buddhist: Bederum er et spirituelt luksuskrav

Det er selvfølgelig bedst at bede og meditere et sted uden støjforurening, eller rettere: Det er lettere for den, som er uøvet, skriver zenbuddhist Tim Pallis.

Vores spirituelle liv er privat. Der er ingen grund til at vise sin egen personlige religiøsitet over for andre eller prøve få andre at følges med på ens spirituelle trip, mener zenbuddhist Tim Pallis

Det kan betyde meget for ens spirituelle liv, at man har et rum til stilhed, bøn eller meditativ fordybelse. Det kan alle have brug for, ligegyldigt hvilken religion man tilhører. Men jeg synes, det er lidt af et spirituelt luksuskrav at forlange, at samfundet eller ens uddannelsesinstitution skal lægge rum dertil. Derfor synes jeg, at forslaget om forbud mod bederum i uddannelsinstitutionerne er en god idé.

Bederum, meditationsrum eller afslapningsrum (sikke et ord!) er ikke noget som uddannelsesinstitutionerne bør være forpligtede til at stille til rådighed for de spirituelt søgende. Der er ingen grund til at vise sin egen personlige religiøsitet over for andre eller prøve få andres følgeskab på ens spirituelle trip.

Samfundets uddannelsesinstitutioner er til for at uddanne eleverne til faglig viden, demokratisk samvær og bevægelse med andre samt ligestilling, sekulære aktiviteter og ytringsfrihed. Jeg er ikke glad for, at institutionerne også skal være kulturpolitiske eller religiøse propagandister.

Mine forældre var ikke medlemmer af folkekirken, men jeg fik en kristen opdragelse med aftensang og bibelhistorie. På min skole var der morgensang, og jeg kan stadig synge alle de skønne danske salmer, når jeg sidder i en dansk kirke. På min kostskole var der fadervor hver morgen efter morgensang og en gang imellem et Guds ord.

Jeg har været zenbuddhist, siden jeg i slutningen af 1960’erne rejste til Japan for at lære at meditere. Jeg kommer stadig i de japanske zenbuddhistiske templer for at fordybe mig i den praksis, jeg lærte dengang.

Jeg opfatter vort spirituelle liv som meget privat, og bøn og meditation behøver intet bestemt rum. Stilheden og kontemplationen kan findes hvor som helst og når som helst i ens egen bevidsthed. Men det er ikke så let. Derfor søger mange et bestemt rum.

Det er selvfølgelig bedst at bede og meditere et sted uden støjforurening, eller rettere: Det er lettere for den, som er uøvet.

Det er bedst at bede og meditere tidligt om morgenen eller sent om aftenen, når familien ikke er stået op endnu eller er gået i seng. Det bør gøres hver eneste dag hele livet igennem. Det er ikke så let at lære at praktisere meditation, derfor skal der øves dagligt.

Hvis man er så heldig at kunne dele denne praksis med andre, kan man mødes sammen en gang om ugen og praktisere kontemplation, for eksempel en hel aften sammen. Det er meget frugtbart med et sådant fællesskab.

Det er selvfølgelig bedst at bede i en kirke eller et tempel. Jeg vil anbefale, at der er adgang i kirker eller menighedslokaler til kontemplation tidligt morgen og sent om aftenen. Rummet har meget betydning.

Tim Pallis
Zenbuddhist og forfatter