Buddhist: Jeg gjorde sorgens smerte til mit brændstof

Linda Clod

Selvom det var meget, meget hårdt med et slag at “miste alt”, havde jeg dog - qua min buddhistiske praksis - alligevel en grundlæggende tillid til, at jeg er mere end det jeg normalt - på det ydre plan - identificerer mig med, skriver buddhist og underviser Linda Clod Præstholm. Foto: Jes Roger Petersen

Køkkengulvets klamme overflade mod min kind, vådt af tårer over egen utilstrækkelighed
Linda Clod Præstholm, buddhist

Jeg kunne ikke andet end at overgive mig til tingenes tilstand. Det var en aktiv opgivelse, blandet med total udmattelse. En tilstand, der kom tæt på total frygtløshed. Meget rent og uden filter, skriver buddhist og underviser Linda Clod Præstholm

At gå ned med stress har været mit livs største krise indtil nu. Jeg har oplevet at tabe ALT, jeg på det tidspunkt forbandt med at være mig. Chokket den første gang man går på gaden, mens “alle andre” er på arbejde. At være med i klubben af dem, der “ikke bidrager til samfundet”. Tabet af arbejdet og fagligheden, hvilket er tydeligst i sociale sammenhænge.

Tabet af personlig integritet. At sidde hos lægen, psykologen eller kommunen uden at kunne gøre til eller fra. At blive set på gennem fordommenes øjne. At andre tager beslutninger på ens vegne. At beslutningerne betyder tab af økonomisk sikkerhed. Tabet af min private personlighed. Aktiviteter, jeg ikke kunne udføre. Ting, der ikke kunne læses. Film, der ikke kunne ses.

Fornemmelsen af ingenting at kunne foretage sig. Meditation, jeg ikke kunne gennemføre. Oplevelsen af, at kroppen og nervesystemet havde sit eget liv, fuldkommen uden for viljestyrke og kognitiv rækkevidde. Tab af min kropslige identifikation. Ikke at kunne genkende mit spejlbillede. Intet tøj at tage på. Flovhed! Og værst af alt; tabet af social interaktion. Ikke at kunne rumme indtryk, lyde, støj, andre mennesker og samtaler. Ikke at kunne tale og at blive udmattet efter kort tids samværd. Ikke at kunne række ud. Ensomhed!

Tanker som, at hvis jeg havde været ramt af alvorlig sygdom, ville nærmeste pårørende have stillet op med daglige besøg og varme retter. Istedet overladt til hjælpeløshed. Køkkengulvets klamme overflade mod min kind, vådt af tårer over egen utilstrækkelighed.

Jeg kunne ikke andet end at overgive mig til tingenes tilstand. Det var dog også som om, at jo mere jeg accepterede at, det var som det var, jo hurtigere kom jeg i bedring. Til sidst opgav jeg alt, herunder forklaringer på årsager, skyldfølelse, skyldspålæggelse, vrede, sorg, forventning og endda håbet selv. Det var en aktiv opgivelse, blandet med total udmattelse. Opgivelse og overgivelse. Det var ikke negativt, men en meget positiv oplevelse. Meget interessant og frugtbar. En tilstand, der kom tæt på total frygtløshed. Det var meget rent og uden filter.

Selvom det var meget, meget hårdt med et slag at “miste alt”, havde jeg dog - qua min buddhistiske praksis - alligevel en grundlæggende tillid til, at jeg er mere end det jeg normalt - på det ydre plan - identificerer mig med. At der er noget bag alt dette, vi normalt går og oplever som et jeg. Så selvom jeg på den ene side oplevede stor sorg og ensomhed, havde jeg samtidig en oplevelse af at have mulighed for at kunne slippe denne jeg-tilknytning og i højere grad at kunne udforske de kvaliteter, vi alle rummer, og som går på den anden side af social status og interaktion, af aktiviteter og af tanker.

Min situation blev langsomt en øvelse i at se verden med nye øjne og at tage beslutninger udelukkende på baggrund af hjertets fornemmelser. Alle andre holdepunkter var eroderet væk. Det betød ikke, at sorgen med ét forsvandt. Den var der stadigvæk. Men smerten i den blev mit brændstof.

I krisetider er det ofte uoverkommeligt at begynde arbejdet med nyt stof, såsom den grundlæggende livsopfattelse, så derfor vil jeg ikke nødvendigvis råde kriseramte til at anvende buddhistisk livssyn, hvis ikke man i forvejen har lidt kendskab. Hvis man har tilliden til det, kan man dog gøre krisen til en øvelse i ikke at identificere dig med den person og de tanker, man har og er.

Prøv også at lade være med at lede efter årsagssammenhænge i det store perspektiv, såsom spørgsmål af karakteren: Hvorfor lige mig? Det bidrager kun til ekstra tanker og begreber i den usikre, belastende og kaotiske tid som kendetegner kriser.

Linda Clod Præstholm,
Buddhist, underviser og yogalærer