Burkaforbud er totalitært

Moskébyggerier, tørklæder, niqab og burka og atter igen islam, som vender og drejer sig i debatten i Europa, er et synligt tegn på den eksisterende islamofobi, der har grobund i de europæiske samfund, mener Gülay Kocbay. Foto: colourbox.com

"Forbuddet i Frankrig vil blot være med til at øge kløften mellem muslimerne og ikke-muslimerne," skriver muslimske Gülay Kocbay

Frankrig har med drastiske midler håndhævet et forbud mod burka og niqab i det offentlige rum, som inkluderer offentlige transportmidler, kontorer og skoler.

Dette forbud, der implementeres mod ca. 2000 kvinder i Frankrig, som siges at bære fuld tildækkelse i form af niqab og burka, er en stor skamplet på de frihedsrettigheder, som man taler så højt og flot om i Europa.

Moskébyggerier, tørklæder, niqab og burka og atter igen islam, som vender og drejer sig i debatten i Europa, er et synligt tegn på den eksisterende islamofobi, der har grobund i de europæiske samfund.

Et samfund eller en verden, der er åben for forskelligheder, der respekterer det enkelte menneskes valg og beslutninger, såfremt det ikke er til skade eller gene for andre mennesker, bør være fundamentet og den altafgørende norm i et hvilket som helst frit samfund, og særligt i vores årti.

Det er denne frihed, åbenhed og tolerance, som vi bør bryste os med over for lande, som holder deres borgere i jerngreb i et totalitært regime, som vi i de seneste måneder kan se i Mellemøsten, der har udviklet sig til en blodig slagmark for kampen om frihed og atter igen frihed!

Den nye burka/niqab lov i Frankrig er derimod et bevis på, at totalitære midler ikke alene bliver håndhævet i Ghadafi-lignende lande, men at et europæisk land, som i tidernes morgen har været en såkaldt højborg for frihed, med et så meningsløst forbud mod beklædningsdele er ved at løfte sløret for, at vi desværre ikke skal se så langt væk for at kunne forstå, hvad der er totalitært.

Vi skal blot vende hovedet mod Frankrig og til de nærliggende europæiske lande, hvor der sidder syge mænd, der blot sidder på pinden for at gøre livet surt for borgerne med den evige svada om, at man blot vil redde de stakkels muslimske kvinder for de helvedes slør, burka og niqab.

Hvad er forskellen på Iran, der pådutter kvinderne sløret, og hvad er forskellen på Frankrig, der med lovgivningen i hånden lovgiver om borgernes måde at klæde sig på?

Det er pinagtigt, hvad enten man pådutter folk sløret eller som i Frankrig forbyde burkaer og niqab. Lad dog folk selv afgøre, hvorvidt man vil det ene eller det andet i stedet for at pådutte sine borgere en lov og måde at håndhæve deres måde at klæde sig ud på.

I stedet for at staten bruger ressourcerne på at styrke båndet til sine borgere uanset religion eller beklædningsdele, vil dette forbud i Frankrig blot være med til at øge kløften mellem muslimerne og ikke-muslimerne.

Gülay Kocbay er skolelærer og blogger