Bøn er at træde ind i en anden verden

Når vi stiller kroppen til rådighed for Gud i bøn, i bevægelse og i gode gerninger for andre, dyrker vi Gud så åndeligt og rigtigt, som det overhovedet kan lade sig gøre, mener direktør Svend Løbner. Foto: Leif Tuxen.

Lad os bruge kroppen på nye måder, når vi beder, opfordrer journalist og direktør Svend Løbner. Her kan både stammefolk fra Tanzania og muslimers bønstraditioner inspirere

Fem børn leger i et loftsrum og kigger nysgerrigt på et gammelt støvet garderobeskab. En af de ældste drenge tager mod til sig og åbner skabsdøren på klem. Hans søskende presser på. Hvad er der indeni? De stiger ind i skabet én efter en, og vupti, så er de inde i en verden af sne, hvor de møder en heks, en løve og mange andre dyr.

LÆS OGSÅ: C. S. Lewis (1898-1963)

Sådan begynder handlingen i C. S. Lewis børnebøger om Narnia, en eventyrverden, hvor alle figurer symboliserer noget fra det religiøse univers: det gode og det onde, konflikt og kærlighed, synd og frelse. Narnia er et parallelt univers, der illustrerer den åndelige verden, mennesket træder ind i, når det mediterer, beder, lovsynger, danser eller bare er stille og nyder det guddommelige nærvær.

Kroppen er garderobeskabet. Bønnen er at træde ind i en anden verden. Og vil man andet end at sende en strøtanke til Gud kan det vise sig meget effektivt at aktivere sin krop i bøn. Sige bønnen højt. Bøje sine knæ. Løfte sine hænder. Noget som kan være uvant for danskere i det høje nord, som er vant til blot at sidde, lytte, tænke. Her kan andre kulturer lære os noget.

I Tanzania danser de i bøn
Oprindelige folkeslag bruger kroppen, når de skal entrere den åndelige verden. Jeg er selv vokset op mellem to stammer i det centrale Tanzania: Wanyaturu er lave og lyse, Wataturu er høje og mørke. Sidstnævnte danser i flere dage for at komme i trance. Dansen er enkel: De står i rundkreds og hopper op og ned på stedet, mens de messer. Ind imellem træder en af krigerne ind i kredsen og danser, træder ud igen, og en anden tager hans sted. Og sådan kan dansen vare i op til fire dage.

LÆS OGSÅ: Er det ok at bede til Allah på dansk?

Også de mere etablerede verdensreligioner bruger kroppen i bøn. I Tanzania er næsten halvdelen af befolkningen muslimer. Derfor er det en velkendt lyd, når imamen fra byens minaret kalder til bøn fem gange om dagen. Muslimen tager en pause fra hverdagens gøremål, breder sit tæppe ud på gulvet og bøjer knæ, mens han kaster overkroppen frem og fremsiger de foreskrevne remser.

På pilgrimsrejsen er det igen kroppen, der må aktiveres, og i fastemåneden ramadan er det også kroppen, der må stå for skud.

Kristne kan lære af andres kulturers bønsliv
Selv om religion er åndelig, udøves den for en stor del under fysisk aktivitet. Det er ikke fremmed for kristendommen, som jo også har pilgrimsvandringer, nadver, faste, rituelle tekster og sange inkorporeret i gudsdyrkelsen. Hvorfor lukker vi øjnene, når vi beder? For ikke at blive distraheret af alt det, der er og sker omkring os. Hvorfor folder vi hænderne? For bedre at samle vores opmærksomhed.

LÆS OGSÅ: Hvorfor folder man hænderne?

Men her stopper den fysiske aktivitet, og de færreste beder højt, bøjer knæ, vandrer rundt, løfterne hænderne, lægger sig fladt på gulvet osv. Men her kan vi alle tage ved lære af andre kulturer og blive bedre til at bruge kroppen til at gå ind i den parallelle virkelighed.

Jeg voksede op i Tanzania mellem afrikanere, som jo er meget udtryksfulde mennesker. De kommer syngende fra nær og fjern, når trommerne kalder til gudstjeneste. De bruger timer på at synge og danse og klappe og spille på medbragte trommer og fantaflasker. Igen: De bruger kroppen til at overstige barrieren mellem fysisk og åndelig virkelighed.

Gad vide om det ikke var det, Jesus mente, da han erklærede: Himmeriget er kommet nær! Omvend jer og tro på evangeliet! Himmeriget er den parallelle virkelighed, som kun er et garderobeskab væk. Evangeliet er den dør, vi skal igennem for at komme ind i Himmeriget. Og omvendelse er den måde, vi går ind i Himmeriget på.

Apostlen Paulus forklarer, hvad omvendelse er: Bring jeres legemer som et levende gudvelbehageligt offer. Dette er jeres åndelige gudsdyrkelse (Romerbrevet 12:1). Klarere kan det ikke siges. Når vi stiller kroppen til rådighed for Gud i bøn, i bevægelse og i gode gerninger for andre, dyrker vi Gud så åndeligt og rigtigt, som det overhovedet kan lade sig gøre. Og vi mærker den åndelige virkelighed i form af fred, glæde, velvære i det guddommelige nærvær.

Kroppen er garderobeskabet. Bønnen er at træde ind i en anden verden.

Svend Løbner er direktør for Kirkeligt Medieakademi og skriver kommentaren på kristendom.dk.