Dæmonbesættelse og eksorcisme

Teologen Niels Christian Hvidt har på kompetent vis påvist nødvendigheden af igen at sammentænke den naturvidenskabelige verden med de åndelige realiteter, skriver Kirsten Kjærulff.

DÆMONER: Teglgaards skelnen mellem psykisk sygdom og dæmonbesættelse er en bekræftelse af en skelnen, som altid er blevet taget alvorligt i Den Katolske Kirke, skriver Kirsten Kjærulff

Den kristne psykiater og forfatter Thomas Teglgaard har gjort sig upopulær i psykiaterkredse med sin tro på dæmonbesættelser. Vi har spurgt forskellige paneldeltagere om deres syn på sagen. Findes dæmoner? Er det i orden at tro på dæmoner som psykiater på et dansk sygehus? Og hvordan skal man håndtere mennesker, der hævder at være besat af en dæmon?

Findes dæmonbesættelser i den konkrete form, som Læge Thomas Teglgaard hævder?

Som katolik må man svare JA til dette spørgsmål. Teglgaards skelnen mellem psykisk sygdom og dæmonbesættelse er en bekræftelse af en skelnen, som altid er blevet taget alvorligt i Den Katolske Kirke, hvor man også i dag har præster, som er bemyndiget til at tage sig af denne specielle opgave.

Kirken har jo af Kristus fået overdraget magten til at uddrive onde ånder (jfr. Mark 5, 7-13). Hvis undersøgelser viser, at der faktisk er tale om en besættelse, kan en katolsk præst derfor - efter bemyndigelse fra biskoppen - foretage en eksorcisme, hvortil der findes et fastlagt ritual (sidst revideret i 1999). Det er naturligvis ikke en uddrivelse, som præsten selv har magt til. Det er alene ved Kristi kraft, de onde ånder uddrives.

Djævelen er en realitet. Hvor omfattende problemet med dæmonbesættelser er, er imidlertid nok svært at afgøre. Men når en læge på et dansk sygehus kan tro på dæmoners og Den Ondes eksistens, så bliver han betragtet som "rablende gal" – og bliver "sat under skærpet observation"(KD 24. nov. 04).

Reaktionen viser, i hvor høj grad hele den akademiske verden ligger under for de sidste 400 års reduktionistiske og materialistiske verdensopfattelse, hvor åndelige realiteter betragtes som subjektivt hjernespind. Og jo mere vi lukker øjnene for de onde ånders (Djævelens) realitet, jo lettere spil har de.

I disse år ser man da også en voldsom vækst i okkulte fænomener – lige fra "Ånden i glasset" til Satankult/ Luciferdyrkelse o.l. , som åbner menneskers sind for dæmoniske kræfter.

En af dem, som i de sidste par år på kompetent vis har påvist nødvendigheden af igen at sammentænke den naturvidenskabelige verden med de åndelige realiteter, er teologen Niels Christian Hvidt, bl.a. med bøgerne "Mirakler" og "Kan tro flytte bjerge". I et stort anlagt samarbejde mellem lægevidenskab og teologi dokumenterer han, at den snævre positivistiske anskuelsesform, der indtil nu har været dominerende, må give plads for en mere højloftet, fænomenologisk forståelse af sundhed og sygdom, ikke mindst når det drejer sig om menneskesindet.

I "Mirakler" (Gyldendal 2002) fortæller han fra s. 229 om eksorcisme, især på baggrund af Pater Amorth's erfaringer. Denne præst er en af Vartikanets mest benyttede eksorcister. Pater Amorth har et nært samarbejde med flere psykiatriske anstalter, på hvilke overlægerne i visse særlige tilfælde sender patienter til Amorth, når der er mistanke om, at der ikke er tale om psykiatriske, men dæmoniske problemer. Omvendt sender præsten naturligvis patienterne til relevant lægelig behandling, hvis det drejer sig om psykiatriske lidelser. Amorths overvejelser om forholdet mellem psykiatri og eksorcisme er beskrevet i hans bog Esorcisti e Psichiatri, Bologna 2000.

Er det i orden at have den slags religiøse synspunkter som psykiater på et dansk sygehus?

Ja, naturligvis. Det må være en forudsætning for, at patienten kan få en relevant behandling, som tager hensyn til det hele menneske, og ikke kun til apparatfejlsmodellen. En sådan holistisk menneske- og tilværelsesforståelse er allerede godt på vej inden for sygeplejen, hvor Professor Kari Martinsen (Bergen) med sin sammentænkning af sygepleje og fænomenologi får stadig større genklang. På nogle sygehuse er det igen tilladt at bede et Fadervor med patienten! Men lægeverdenen halter måske lidt bagefter her?

Hvordan skal man håndtere mennesker, der hævder at være besat af en dæmon - eller som opfylder kriterierne for en dæmonbesættelse?

Grundige samtaler med patienten, hvor læge og præst samarbejder for at stille diagnosen må være det første skridt. Hvis det viser sig, at der er tale om dæmoniske kræfter, må patienten indstille sig på et langt behandlingsforløb. Det er stærke kræfter, man er oppe imod! I særlig alvorlige tilfælde iværksættes den officielle kirkelige eksorcisme. Det skal foregå i en kirke. Her påkaldes Kristi kraft på en måde, der gør den særlig forbundet med Kirken.

Hvidt skriver i "Mirakler":

"Når eksorcismen foregår i Kirkens navn, står hele Kirken bag eksorcisten – hele gudsfolket, alle helgener og engle er med, når han kalder på Kristus og beder Ham udfri den besatte. Derfor skal den officielle kirkelige eksorcisme ske under ordnede forhold." (s 237)

Kirsten Kjærulff