Da en gruppe jøder blev skjult af Den Danske Israelsmission i oktober 1943

Foto: Israelsmissionen

Aktionen mod de danske jøder fandt sted natten mellem den 1. og 2. oktober 1943. De fleste havde hørt advarslen, og mange havde fundet gemmesteder, ofte hos helt ukendte landsmænd. En gruppe blev skjult på Glænø af Den Danske Israelsmission, inden flugtruten til Sverige blev fundet. De fleste af dem var døbte jøder. At der også fandtes jødekristne, der måtte flygte, er et indtil nu forholdsvist underbelyst tema i oktober 43-fortællingen

Navnet "Glænø" er i Israelsmissionens kollektive bevidsthed forbundet med sommerlejr og sol, feststemning og lejrsange. Lejre blev arrangeret for forskellige grupper, for eksempel for børn, for mødre og børn samt teltlejre for unge mænd. Deltagerne var overvejende jøder, hvad enten de var døbte eller ej.

Mindre kendt er det, at "Glænø" også kom til at spille en rolle for en gruppe jøder de fleste af dem døbte jøder eller jødekristne på deres flugt til Sverige i oktober 1943. Dengang var det koldt og mørkt, men naboers og venners kærlige hjælpsomhed varmede hjerterne, skrev Israelsmissionens medarbejder Maren Ravn i forbindelse med afholdelsen af en lejr i 1946 den første efter Besættelsen.

Hvad er det for et "Glænø", der er tale om?

Tre gange Glænø
Glænø ligger i Smålandshavet omkring 10 kilometer sydøst for Skælskør og er forbundet med Sjælland med en dæmning. På denne ø holdt Israelsmissionen sommerlejre for jødiske børn fra København i perioden 1913-16. Herefter købte man et hus ved Roskilde Fjord, som man brugte som sommerkoloni i perioden 1917-26. Gode oplevelser fra øen Glænø bevirkede, at man flyttede navnet med og kaldte dette hus Villa Glænø.

Øen Glænø forlod man ikke helt. Fra 1925 arrangerede hovedsageligt missionær Aage Esbo teltlejre for unge jødiske mænd. Op gennem 1930erne deltog undertiden unge jødiske flygtninge fra Tyskland, deriblandt nogle chalutzim (pionerer), det vil sige jøder, der lærte landbrug i Danmark med henblik på at immigrere til Palæstina.

I december 1926 solgte Israelsmissionen Villa Glænø og købte et gammelt kornmagasin ved Skarreklit nær Havnsø med udsigt til Nekselø. Bygningen blev omdannet til lejrsted og taget i brug i sommeren 1927 for så at blive solgt i 1937. Hvad man kaldte dette lejrsted ved Havnsø? Glænø naturligvis! Det er dette Glænø der er tale om, når talen falder på oktober 1943.

LÆS OGSÅ: Jøder og jødedom i Danmark under 2. Verdenskrig

Glænø og Noas Ark
I begyndelsen af 1937 skulle medlemmerne i Sundbyernes KFUM (på Amager) tage stilling til, om man ville følge bestyrelsens forslag om at købe Israelsmissionens lejr ved Havnsø. I en ekstraudgave af foreningens månedsblad, januar 1937, gives der en fyldig præsentation af projektet. Om huset siges det blandt andet:

Huset er ikke uden grund kaldt en Noahs Ark, thi både ligner den i facon en sådan, som vi legede med, da vi var små, og dertil kommer, at der her synes at være lige så meget plads.

Ejendommen blev købt, og i købsaftalen indgik, at Israelsmissionen over en periode på fem år fik ret til fri benyttelse af Glænø en måned om året, hvorefter almindelige lejebetingelser skulle gælde. Navnet blev bibeholdt af de nye ejere og hedder i øvrigt den dag i dag Glænø og udlejes fortsat af Sundby KFUM som lejrsted eller til familiesammenkomster.

På en måde, som de nye ejere ikke kunne forudse i 1937, kom det ombyggede kornmagasin Glænø med de omkring 50 vinduer til at fungere som en midlertidig Noas Ark for jøder på vej til Sverige i oktober 1943.

Det skyldes Maren Ravn, at historien er blevet bevaret for eftertiden. Dels skrev hun herom i bladet Israelsmissionen i 1946, dels har hun lagt stemme til et interview i samme blad i 1965. Man kunne have ønsket, at flere detaljer var medtaget. En enkelt er måske af anekdotisk art. Konturerne kan dog aftegnes.

Glænø og tyskerne
I 1946 skriver Maren Ravn om oktoberdagene i 1943:

Hvor har vi hørt mange bebrejdende ord om dette misvisende navn Glænø. Glænø er en ø i Smålandshavet, og så kalder vi et gammelt kornmagasin ved Sejrøbugten for Glænø, det er jo helt at forvirre folks geografiske kundskaber. Men hvor har vi takket Gud og professor Torm, fordi kolonien havde netop dette navn, der frelste os i disse kritiske dage. Tyskerne havde nemlig opsnuset, at en flok jøder ville søge til Glænø, men de havde ikke set anførselstegnene, og medens de kørte rundt på øen og søgte efter os, sad vi trygt ved Sejrøbugten, indtil vor gode doktor og hans hjælpere fik den ene flok efter den anden sendt over Sundet.

Beskrivelsen er båret oppe af tak til Gud Israelsmissionens formand Frederik Torm dog ikke at forglemme! Om tyskeres eftersøgning på øen Glænø er historisk pålidelig er nok vanskelig at dokumentere. Nogle vil i udgangspunkt forståeligt nok genrebestemme fortællingen som Sådan narrede vi Gestapo. At Maren Ravn selv troede på rigtigheden heraf, behøver man ikke at sætte spørgsmålstegn ved.

Den ene flok efter den anden
Vigtigere end denne detalje er, at der tales om, at den ene flok efter den anden efterhånden blev sendt over Øresund. Gad vide, hvor mange de var? Svaret giver hun i interviewet i 1965. Her stiller bladets redaktør hende spørgsmålet: Hvor opholdt De Dem, da tyskerne slog til? Hertil svarer hun:

Hjemme! Hvor ellers. Den dag havde jeg elleve ængstelige jøder samlet i min stue, men vi fik dem af sted og videre ud til Israelsmissionens Glænølejr, og før vi vidste af det, havde vi derude omkring tredive børn og voksne, som vi ikke vidste, hvad vi skulle stille op med. Lejren var jo et ombygget kornmagasin med halvtreds store vinduer, som skulle mørklægges. Folk måtte ikke under nogen omstændigheder opdage, at der var lys, og forsyningsproblemerne var store.

Lad være, at Glænø-lejren ikke længere tilhørte Israelsmissionen. Omtalen af mørklægningen betyder ikke, at der ikke var naboer og venner, som kendte til flygtningegruppens eksistens og ydede den deres hjælp, hvilket allerede er nævnt.

LÆS OGSÅ: Præster skjulte mange jøder på flugt

Hjælperne og de hjulpne
Om hjælperne på Havnsø-egnen siger Maren Ravn videre i interviewet:

Da det så mørkest ud, kom der skred i foretagendet. Købmanden tilbød madvarer uden betaling, lægen skaffede benzin til videre transport, og en præst kom med 10.000 kroner. Da præsten var gået, sagde en af jøderne til mig: Jeg havde ikke troet, at jødeunger var så meget værd i jeres øjne! Endelig til sidst fik vi dem godt af sted til sikkerheden i Sverige. Da græd købmanden og jeg om kap af lettelse og glæde.

Med hjælp fra lokalhistorikere skulle det ikke være umuligt at bringe købmanden og lægen ud af anonymiteten. Vanskeligere er det med præsten. Vigtigst er dog at notere, at det lille lokalsamfund ved Havnsø kunne holde tæt om jøderne på Glænø.

De hjulpne har formodentlig hovedsageligt bestået af døbte jøder og første og anden generations Glænø-børn. I København havde Maren Ravn god kontakt ikke mindst med to børnerige familier, som var blevet døbt i 1933. Nogle af de ældste børn var i 1943 blevet voksne og havde selv fået børn. Der er sikre informationer om, at medlemmer af disse familier ofte havde deltaget i de lejre, Maren Ravn arrangerede. Også at de nåede over til Sverige. Det er nærliggende at antage, at netop de søgte hjælp hos hende lige før razziaen mod jøder begyndte ved 21-tiden den 1. oktober 1943.

Det lige citerede udsagn om jødeunger tolkes bedst som stammende fra en ikke-døbt jøde. Hovedparten af gruppen har formodentlig bestået af døbte jøder, blandt disse en pæn flok børn og unge.

LÆS OGSÅ: "Tyskerne er efter os"

Fortællingen om disse jøder på Glænø ved Havnsø i oktober 1943 er (indtil videre) det eneste kendte og dokumenterede eksempel på, at en større gruppe med tilknytning til Israelsmissionen geografisk set befandt sig på ét og samme sted, før deres flugtrute til Sverige blev fundet. Om noget lignende gælder andre grupper kan ikke udelukkes, idet det kan dokumenteres, at flere jødekristne ankom i én og samme båd til Sverige. Oftest skete overfarten dog sammen med andre jøder.

De sidste teltlejre på øen Glænø
Sidste teltlejr, som Aage Esbo arrangerede for unge jøder på øen Glænø, var i 1943. I årene forud fortæller han i breve om vanskeligheder med lokale nazisympatisører på Sjælland-siden. Om feriegæster i 1943 skriver han i bladet Israelsmissionen:

Omkring på gårdene vrimlede det med pensionærer, som ikke alle har den samme stilling over for jøderne, Lensgreve Bent Holstein på det nærliggende Holstein Gods på Sjælland-siden, havde i slutningen af 1930erne skabt vrede hos lokalbefolkningen ved at forbyde dem adgang til den bedste badestrand på Glænø. Han havde indtil 1935 virket som politiker og nærede senere sympati for nazismen. Om vanskeligheder i forbindelse med teltlejren i 1941 skrev Esbo: Glænø er imidlertid ikke mere, hvad den var.

Dette forhindrede imidlertid ikke Esbo og kone at gå under jorden på øen Glænø i perioder hen imod afslutningen af besættelsen. De fandt ly og gæstfrihed hos en gårdmand, på hvis arealer de havde haft teltlejre.

Ifølge Dansk Biografisk Leksikon blev lensgreve Bent Holstein efter befrielsen interneret af modstandsbevægelsen. Han fik lungebetændelse og døde på et hospital i København i juni 1945.

Aage Esbo bevarede efter krigen kontakten med nogle af de unge jødiske flygtninge og chalutzim, der op gennem 1930erne havde deltaget i hans teltlejre. For nogle lykkedes det at udvandre til Palæstina og Sydamerika, mens tid var. Andre nåede over til Sverige i 1943. Jeg har en begrundet formodning om, at andre af dem blev deporteret til Theresienstadt.

Kai Kjær-Hansen er theol. dr. og formand for Israelsmissionen

Foto: Israelsmissionen
Foto: Israelsmissionen