Da spilledåsen gik amok

Man kan kigge langt efter ægte grantræer, når man holder jul i Peru. - Foto: Arkiv

Et plastikjuletræ som forstyrrede juleprædikenen og en stærk afstandtagen til julekrybber. Det er nogle af de ting, tidligere missionær Roar Steffensen oplevede ved at fejre jul i Peru

At fejre jul i Peru er en noget anderledes oplevelse end her i Danmark. Fra 2002-2007 boede jeg og min familie i Arequipa i det sydlige Peru, udsendt som missionærer af Luthersk Missionsforening. Og gennem de 5½ år oplevede vi at fejre nogle dejlige men også anderledes julehøjtider.

Smag og behag er jo som bekendt meget afhængig af kultur, historie, traditioner osv. I Peru har mange hang til efter min smag at overpynte juletræet. Der skal være masser af farver, lys og lyd på julen. Og går man på markedet for at finde lidt julepynt, må man kæmpe sig vej gennem utallige gader (over-)fyldt med farvestrålende og larmende ting og tang.

For at kunne fejre rigtig jul, må man jo have et juletræ! Men Peru vælter sig ikke ligefrem i nåleskove, så man kan kigge langt i vejviseren efter rødgran og nordmandsgran og den slags. Til gengæld er der en stor varietet af kunstige træer, og de fleste af dem har endda indbygget lyd. Er man rigtig flot på den, så får man et "træ", der selv kan snurre rundt og spille julemelodier samtidig.

Også i vores lutherske kirke hører det sig til med et juletræ til julegudstjenesterne. Jeg husker, at der det første år, vi var der, var stillet et plastikjuletræ op i kirken. Og midt under julegudstjenesten begyndte den indbyggede spilledåse at spille sin kække og enerverende julemelodier. Der var ikke mange i menigheden, der lod sig mærke med det bortset fra pastoren, dvs. mig! Jeg fór irriteret rundt for at finde ud af, hvordan vi kunne kvæle det efter min smag lidet passende akkompagnement. Med tiden bliver man lidt mere large med den slags

Peru har et stærkt katolsk præg, og mange peruanske katolikker har tradition for at opstille en meget speciel form for julekrybbe. Jesus-barnet, Josef og Maria, hyrderne og de Vise Mænd - som vi kender det fra Danmark - er naturligvis også med i den peruanske udgave, men dermed slutter sammenligningen nok også. For mange steder, det være sig i de katolske kirker eller i private hjem, er julekrybben pyntet med så forfærdeligt mange andre ting, at man næppe tror sine egne øjne. Der kan være alt lige fra legetøjsbiler, dukker, pengesedler, legetøjsflyvere, legomænd osv. Den bagvedliggende, folkereligiøse idé er den, at den, der stiller nogle af disse forskellige effekter på julekrybben, vil blive velsignet med noget af alt det, der er samlet sammen om og over stalden i Betlehem. Her må selv Mr. Bean og hans fantasifulde julekrybbe-spil i stormagasinet give fortabt!

Grunden til dette er, at man som peruansk katolik tillægger julekrybben stor betydning og kraft, fordi det jo er Jesus-barnet selv, der skal ligge i krybben. Derfor er julekrybben for mange peruanske katolikker genstand for tilbedelse, og de tror og håber, at den har kraft til at lade ens ønsker bliver opfyldt.

Dette har også ført til, at mange evangeliske kristne har taget afstand fra enhver form for julekrybbe, fordi det for dem har at gøre med billed-tilbedelse. Det førte også til en pudsig situation, det første år, hvor jeg som pastor skulle lede julefejringen i vores lutherske menighed. Nogle af de unge kom og spurgte, om det var okay, at hænge en plakat op i kirken med en silhuet af stalden, krybben, Maria, Josef, Jesus-barnet, hyrder og de vise mænd. Først forstod jeg ikke, hvorfor det skulle være nødvendigt at spørge om lov, og lidt uforstående sagde jeg, at det naturligvis var i orden. Men siden forstod jeg, hvad der var på spil: Vil det være tilbedelse, eller opfordring til billed-tilbedelse, at hænge denne plakat op? Det gav gode muligheder for at tale om forskellen på udsmykning, billeder og symboler og så tilbedelsen af disse.

Noget af det, jeg sætter meget pris på i den lutherske kirke (og andre kirker) i Peru, er traditionen med at gøre en ekstra diakonal indsats op til jul. Søndagsskolen og diakonien tager ud og besøger nogle menigheder i de fattige områder af byen og medbringer julekage og små gaver. Nogle af de unge har besøgt børnehjem og andre steder for fattige og dårligt stillede, og spillet musik og delt kakao og julekage ud. Det spreder tiltrængte smil og glæde i en ellers temmelig grå og trist hverdag.

Derudover er man også indad i menigheden opmærksomme på, om der er nogle i menigheden, der trænger til hjælp til julen. Det, at julens budskab manifesterer sig i en rækken ud til den fattige, skal vi passe på, at vi ikke glemmer i vores kultur her i Danmark. Det var jo nøjagtig det, Gud selv gjorde ved at sende sin søn til os.

Glædelig jul!

Roar Steffensen er teolog og generalsekretær i Bibellæser-Ringen