"Dalai Lama vil stadig være spirituelt overhoved for tibetanerne"

"Der har være mange spekulationer om, hvad der vil ske ved Dalai Lamas bortgang, og jeg synes, det er godt, at han har valgt selv at medvirke til denne uundgåelige forandring," skriver buddhist Birgitte Kolby Jensen. Foto: Mette Frandsen.

Måske vil Dalai Lamas nye status gøre det lettere for ham at mødes med vigtige politiske ledere, uden at kineserne behøver at hidse sig op over det, skriver buddhist og bibliotekar Birgitte Kolby Jensen

Nyheden om, at Dalai Lama ønsker at træde tilbage som politisk leder for eksiltibetanerne, kom den 9. marts, årsdagen for tibetanernes opstand mod den kinesiske besættelse af deres land i 1959, hvilket gav anledning til, at Dalai Lamas flygtede i eksil i Indien.

Dalai Lamas beslutning skal behandles og godkendes i det tibetanske parlament. Det markerer endnu et skridt mod en demokratisk og verdslig styreform for eksiltibetanerne, som, gradvist og efter ønske fra Dalai Lama, har været forberedt over en længere årrække gennem ændringer det eksiltibetanske styres forfatning.

Der skal snart være valg blandt eksiltibetanerne. Der er tre kandidater til posten som premierminister, og de er ikke ordinerede som munke, hvilket er noget nyt.

Dalai Lama vil stadig være spirituelt overhovede for tibetanerne og vil sikkert stadig være et samlingspunkt for dem.

Der har være mange spekulationer om, hvad der vil ske ved Dalai Lamas bortgang, og jeg synes, det er godt, at han har valgt selv at medvirke til denne uundgåelige forandring. Måske vil Dalai Lamas nye status gøre det lettere for ham at mødes med vigtige politiske ledere, uden at kineserne behøver at hidse sig op over det.

Jeg har ikke fundet nogen reaktion på nyheden fra det kinesiske nyhedsbureau Xinhua, og jeg ved ikke hvordan nyheden vil blive modtaget blandt de tibetanere, som bor i Tibet.

Birgitte Kolby Jensen er bibliotekar og buddhist