Et kristent Danmark forpligter sig på religionsfrihed

Gennem min opvækst i det dansk-jødiske miljø har jeg aldrig oplevet, at kristendommens forrang har begrænset min religionsfrihed. Men den seneste tid har det været anderledes, skriver statskundskabstuderende Jonatan Cohn

”Danmark er et kristent land”. Således lyder det centrale religionspolitiske budskab fra den nye regering.

Denne bekendtgørelse af den danske stats religiøse konstitution finder man i selveste regeringsgrundlaget, hvilket blot understreger udsagnets politiske betydning. Men oplysningen om landets kristne ophav og tilstand kan da umuligt overraske nogen.

Jeg har i hvert fald aldrig været i tvivl om, at Danmark er et kristent land. Til alle fødsels- og mærkedage vejrer Dannebrogs kors i vinden; i begyndelsen af december måned – og ofte også tidligere – indfinder julen sig på både de offentlige og private fjernsyns- og radiokanalers sendeflader samt i stort set hele det offentlige rum; og hver gang man slår op i den danske Grundlov, kan man læse, at Danmark har religionsfrihed, men på ingen måde religionslighed, idet kristendommen retligt har forrang for andre religioner.

Danmark er altså unægtelig et kristent land, kulturelt såvel som politisk-institutionelt. Men skulle det nu være et problem? De fleste danskere er trods alt kristne, og kristendommen har utvivlsomt haft en stor indflydelse på de gamle daneres færd gennem historien.

Desuden har jeg igennem min opvækst i det dansk-jødiske miljø aldrig oplevet, at kristendommens forrang i Danmark skulle have begrænset min frihed til at leve i overensstemmelse med religiøse normer forskellige fra befolkningsflertallets. Staten sikrede nemlig, at den danske religionsulighed ikke fandt sted på bekostning af min religionsfrihed.

Man kan med andre ord sige, at man i Danmark, i hvert fald i min levetid, har haft en passende ligevægt mellem manglende religionslighed og stærk religionsfrihed. De seneste år har denne balance imidlertid forrykket sig, idet religionsfriheden for ikke-kristne minoriteter er blevet indskrænket, mens kristendommens forrang fortsat står uantastet.

Der har i lang tid eksisteret nærmest militante ateister, som intenst har bekæmpet ikke-kristen religion (besynderligt nok ikke den kristne), men de har heldigvis aldrig haft den nødvendige politiske magt til at gennemføre deres agt.

Lige indtil den forrige regering kom til magten. Her fik angrebene på religionsfriheden en hidtil uset politisk opbakning.

Det første religionsfjendtlige tiltag, som den daværende regering indførte, var oprettelsen af et omskæringsregister, der de facto betød en registrering af nyfødte jøder og muslimers religiøse ophav.

Saglig og videnskabelig undersøgelse af omskæring kan man selvfølgelig ikke kritisere. Men motivet for statsbaseret forskning skal netop være saglighed, ikke frustration over, at man hidtil ikke har kunnet finde medicinsk-videnskabeligt belæg for at anfægte omskæringspraksissen, hvilket etableringen af registeret lugtede langt væk af.

Derudover er der den sikkerhedsmæssige problematik. For 72 år siden blev min farmor og farfar arresteret af den nazistiske besættelsesmagt i Danmark, alene fordi de var jøder.

Sammen med omkring 500 andre danskere med jødisk baggrund blev de sendt til koncentrationslejren Theresienstadt, hvor de blev sat til at udføre tvangsarbejde. Hvordan vidste nazisterne, hvem der var jøder? De stjal blandt andet Mosaisk Trossamfunds medlemskartotek.

I dag er problemet ikke tyskerne, men snarere yderligtgående politiske aktivister fra både venstre- og højrefløj samt islamistiske terrorister.

Staten vil selvfølgelig ikke levere oplysninger om folks religiøse baggrund til sådanne mennesker, men man kommer på den anden side heller ikke udenom, at det offentliges datasikkerhed ikke altid er i top.

Det har for eksempel netop været fremme i medierne, at hackere i en årrække har kunnet skaffe sig adgang til talrige personoplysninger, der var i selve Rigspolitiets (!) varetægt. I et sådan lys er et omskæringsregister meget bekymrende.

Det andet religionsfjendtlige tiltag, som blev indført under den forrige regering, var et forbud mod slagtning efter jødisk og delvist efter muslimsk ritus.

Jeg skal gerne være ærlig at sige, at jeg egentlig ikke bryder mig om mord på dyr. I min ideelle verden var vi alle vegetarer. Men jeg er samtidig realist og erkender, at den tilstand opnår menneskeheden nok ikke foreløbigt. Når staten derfor skal tillade mord på dyr, virker det urimeligt, hvis man kun vil forbyde jøder og muslimer at spise kød.

Når den nye regering derfor finder det vigtigt at understrege, at Danmark er et kristent land, får jeg lyst til at replicere: Ja, og det forpligter! Noblesse oblige.

Kristendommens forrang og dermed knæsættelsen af religionsulighed i Danmark bør så meget desto mere betyde, at staten kun yderst nødtvungent må begrænse religionsfriheden.

Omskæringsregisteret har den nye sundhedsminister gudskelov standset. Nu venter vi blot på, at forbuddet mod jødisk slagtning også rulles tilbage, og at den fuldkomne religionsfrihed atter genindstiftes.

Jonatan Cohn er statskundskabstuderende og panelist ved religion.dk.