Danske islam-forskere er blevet for politisk korrekte

De af os, der har set islamister flyve ind i huse eller skære halsen over på uskyldige, imens de anråber Allah, vil nok mene, at islam har en hel del med terror at gøre, skriver en af de mange læserdebattører, som har valgt at kommentere diskussionen mellem blandt andre Ricardt Riis, Tim Jensen og Mikael Rothstein om forskning i forholdet mellem islam og terrorisme, som Folketinget har afsat penge til.

Hver uge bringer vi et indlæg fra læserdebatten, der på den ene eller anden måde har gjort sig fortjent til lidt ekstra opmærksomhed. Har du et forslag til "ugens indlæg", kan du sende en mail til redaktionen.

Steffen Nielsen skriver:

"Hvordan kan man overhovedet tale om forskning, når der fra den bevilligende myndighed bliver stillet krav om måske ikke det endelige resultat, så ihvertfald hvad resultatet ikke må blive, og resultatet for mig at se er, at islam ikke må være en religion, der kan indgå indgå i den vestlige kultur.

Jeg fatter ikke, at nogen forsker overhovedet vil søge midler på dette grundlag. ALLE, og jeg mener alle, vil på forhånd kunne mistænkeliggøres for useriøs forskning uanset resultatet."

Henning skriver:

"Jeg vil gerne en kraftig støtte til Tim Jensens synspunkter. I debatten i Deadline hvori Tim Jensen deltog, var det meget klart, at der fra Dansk Folkeparti kom den sædvanlige nedgørelse af seriøse forskere, såsom Tim Jensen, fordi man fra Dansk Folkeparti, og nu også Ricardt Riis, ikke vil anerkende, at sætter man på den måde spørgsmålstegn ved forskernes arbejde, kan det meget vel ende med, at vi får et forskermiljø, der passer ind i de tanker, som Dansk Folkeparti og deres støtter i det religiøse miljø udtrykker.

... Skulle der blive mere fokus fra danskere på islam, så er det folkekirken og dens præster (akademikare eller ej) der står med et problem, fordi vi i folkekirken ikke i tide har forklaret(uddannet) vore medlemmer til en forståelse af kristendommens væsen."

Flehag mener:

"Det er altid en fornøjelse at læse indlæg Ricardt Riis, men man må sige han har fået svar på tiltale af Tim Jensen selv og Mikael Rothstein, som mener, den frie forskning er under pres.

Jeg selv, som er efterlønsmodtager, gift med en muslim og boende i muslimske omgivelser i Frankrig, kan kun sige: hvornår har man set noget epokegørende i den såkaldte frie forskning i de vestlige universitetsmiljøer. Der er ingen historisk-kritisk tilgang til islam, men en efterplapren af de muslimske synspunkter, måske på grund af fejhed og frygt, da kritiske synspunkter omkring islam jo kan være direkte livsfarlig.

I min søgning efter ting om islam på internettet, må man sige, at kritik og ny forskning kan være direkte farlig for forskerens levebrød. Jeg stødte på en forsker ved navn Günther Lueling i Tyskland, som kom med interessante og nye synspunkter omkring islams opståen og indholdet af Koranen, hvor han blandt andet sagde, at en trediedel af Koranen stammer fra kristelige liturgiske bøger, måske fra ebionitterne, som blev opsuget af islam.

Her kan man med rette sige, at han blev ramt på levebrødet. Hele det "pæne" forskermiljø omkring islam i Tyskland faldt over ham, fik frataget ham hans professorstilling og smidt ham ud af universitetet, og siden har der ikke været nye stillinger til denne historisk-kritiske forsker. Som Michael Rothstein sagde "Tak for kaffe", der kan man da sige, at den frie forskning er under pres, men i modsat retning."

Jens Peter Brusen skriver:

"Nu deler jeg ikke nødvendigvis Ricardt Riis' holdning til, hvorvidt Tim Jensen skal tildeles forskningsmidler eller ej, men debatten fremmes bestemt ikke af Rothsteins mudderkastende og personangribende indlæg, der alene går efter manden og ikke de "faglige substanser", og som ligger langt under det niveau, vi normalt ser fra Rothstein."

Anonym skriver:

"Jeg tror, grunden til at Tim Jensen ikke er udset til at få del i de midler, ikke har noget at gøre med kristendom kontra islam. Det har snarere at gøre med, at Tim Jensen og Carsten Niebuhr Instituttet allerede har en forudindtaget konklusion om, at islam bestemt intet har med terror at gøre. De af os, der har læst koranen, og måske er lidt mindre retro-politisk korrekte, har en anden opfattelse.

Hvorfor skulle Dr. Jensen og Carsten Niebuhr Instituttet dog have midler til at forske (læs: 'gentage') noget, vi allerede kender deres holdning til? At Carsten Niebuhr Instituttet "huser nogle af landets mest citerede islam-eksperter" (Citat Politiken) skyldes nok, at der i lang tid ikke er andre, der har fået del i midlerne, CNI var jo Parnasset. Den retro-politiske korrekthed har længe været en forudsætning for at få midler i meget af den humanistiske forskning i Danmark.

... De af os, der har set islamister flyve ind i huse eller skære halsen over på uskyldige, imens de anråber Allah, vil nok mene, at islam har en hel del med terror at gøre, og at Dr. Jensen med sin skråsikre holdning ud over at være grænseløst naiv næppe kan bidrage konstruktivt til terrorforskning i Danmark (men sikkert i Saudi)".

Arne skriver:

"Ud fra min lægmandsvurdering ser det sådan ud, at nok hver eneste religion har kimen til terrorisme i sig. Og det er egentlig underligt, at når religiøse organiserer sig - og hvor der er al mulig grund til ydmyghed overfor både det religiøse budskab og overfor medmenneskerne - da vælter de autoritære monstre ud fra alle revner og sprækker."

Hamish skriver:

"Hvis man spørger: "Hvem skal forske i islam og terrorisme?" må svaret vel være: Nogle, der kan gøre det objektivt og seriøst."