- Darwin er som en blind mand

Darwin er som en blind mand, der skal beskrive en elefant. Han får ikke det hele med. - Foto: Arkiv

Selvom hindu Dhamu Chodavarapu ikke har kvaler med Darwin, så køber han ikke hele evolutions-pakken

Opvokset som hindu har jeg ingen kvaler med hverken Darwin eller Gud. I vores Hellige skrift "Bhagavatam" fremgår Darwins observationer om arternes oprindelse.

Vi har en unik forestilling om livet. Næsten alle religioner antyder enstemmigt ragnarok, hvor verden går under i en stor syndflod, men for hinduer slutter det ikke der.

Gud manifesterer sig efter syndfloden som fisk og begynder livet igen. Det er en evig cirkel. Derefter manifester Gud sig som "skildpadde" og videre som svin, som løve, som halvt dyr og halvt mand, og så som mand.

Men her adskilles hinduismen fra Darwin. I hinduismen forestiller man sig ikke, at Gud har skabt fiskene, eller at noget andet har udviklet sig til en fisk. Det er Gud, der tager fiskeskikkelse.

Dermed adskiller religionen sig fra Darwin: i hinduismen har alle arter levet side om side. De har eller har haft deres storhedstid i forskellige perioder, som vi så opdager. Der er ikke noget belæg for, at mennesker ikke har været før eller sammen med dinosaurerne. De var bare så fåtallige, at de ikke har kunnet "opdages".

Vi finder stadig nye arter i ubeboede områder på verden. Eller for den sags skyld på andre planeter.

Selvom der er visse ligheder mellem mennesker og aber, er DNA forskellige, og to mennesker har ikke engang samme DNA. Derfor mener jeg ikke, at den ene kan føre til den til anden, for hver har sin oprindelse.

Det er ligesom en blind mand, der skal beskrive en elefant. Hvis han kun føler elefanten på et ben, beskriver han elefanten som en søjle. Det er netop det, Darwin gør.

Dhamu Chodavarapu er hindu