Klassiker: Darwins tænkning skærper troen

Darwin lærer os, at universet eksisterede længe før, mennesket kom på banen. - Foto: stock.xchng

Der er grund til at fejre 200-året for Darwins banebrydende udgivelse, mener den engelske præst og professor Michael Reiss

Dette år vil bringe en syndflod af bøger, forelæsninger, tv-programmer og artikler om Charles Darwin. Det er 200 år siden, han blev født, og 150 år siden, han var presset til at udgive Om arternes oprindelse tidligere, end han havde tænkt sig.

Årsagen var et brev fra Alfred Russel Wallace naturforskeren som uafhængigt af Darwin fremsatte samme teori om naturlig udvælgelse, som Darwin havde troet, han var alene om.

Når Darwin ikke var alene om at udtænke teorien om naturlig udvælgelse eller i at indsamle beviser til støtte for udviklingsteorien, gør vi da ret i at lave sådan et stort nummer ud af hans årsdag?

Det korte svar er ja. Om arternes oprindelse er den vigtigste biologibog skrevet til dato, og Darwin har gjort lige så meget som folk som Kopernikus, Newton, Marx og Freud for at ændre vores syn på os selv.

Hvorfor mener jeg så med min temmelig konventionelle kristne tro, skønt jeg godt nok har en akademisk baggrund i evolutionær biologi at et blik på verden som det, Darwin havde, er af større betydning end nogen sinde?

Først og fremmest fratager Darwin mennesket dets rolle som centrum for alting. Dermed færdiggør han det arbejde, som Kopernikus og Galilei påbegyndte. Vi er ikke universets centrum. Universet eksisterede længe før, vi kom på banen.

At vi ikke står i centrum betyder naturligvis ikke, at vi har mindre betydning. Snarere hjælper det os til at forstå, at vi ikke befinder os i en kategori for os selv - adskilt fra resten af skabelsen. Sat på kortform kan andre sansende væsener regnes for små børn, hvad angår deres evne til at tænke, føle og opleve smerte og nydelse. Menneskeaberne, som er ved at blive udryddet i naturen og stadig bruges til medicinske eksperimenter i nogle lande, er faktisk vores slægtninge.

Darwin var ikke så lidt bekymret for, hvordan hans værk ville blive modtaget. Han var klar over, at det ville være kontroversielt. Faktisk var reaktionen mest positiv. Om det så var den engelske kirke, godtog den delvist budskabet måske fordi den ikke ønskede at male sig selv op i et hjørne, sådan som den romersk katolske kirke havde gjort det tohundrede år tidligere i forbindelse med Galileis teorier.

Ikke desto mindre er der mange, der opfatter Darwins syn på livet som uforeneligt med deres forståelse af Guds handlinger i verden. Kreationisterne foretrækker en bogstavelig læsning af de første kapitler i Biblen og Koranen.

Selv mener jeg, at Darwins verdensopfattelse ikke alene er forenelig med religiøs tro, men skærper denne og gør nogle sider af den mere forståelig.

Tag f.eks. det gamle, men afgørende spørgsmål om, hvorfor Gud tillader lidelse at forekomme. En måde at besvare dette fremstår klarere, hvis man betragter Gud, som Ham der giver skabelsen evnen til at udvikle sig selv, herunder evnen til at føle smerte og nydelse.

Måske er naturlig udvælgelse, som Richard Dawkins har hævdet det, uundgåeligt indskrevet i det stof, verden er gjort af. Måske gør også dem med en kristen tro ret i at huske, at Guds ord er en person snarere end dele af en bog.

Fra The Times, 3. januar 2009

Michael Reiss er professor i naturvidenskab og vicedirektør ved Institute of Education, University of London, og tillige præst i Church of England